Annonce
Brevkasse
11. september 2025

En i min vennegruppe kommenterer (hånligt) på andres valg af tøj, vægt, hår og personlighed. Hvordan siger jeg fra?

"De gange, jeg har forsøgt at skifte emne, hæver han bare stemmen og siger, at hvis ikke man kan tåle at høre sandheden fra sine venner, hvor så?" Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
anna mejlhede

Anne Mejlhede svarer på ugens dilemma fra en læser.

Foto: Mew

Hej Anna

Jeg mødes til fællesspisning med en gruppe venner en gang om måneden. Det er en hyggelig tradition, vi meget gerne vil holde ved lige. Imidlertid får én i gruppen sådan nogle ”sandhedstrip”, hvor intet går under hans radar. Nogles valg af tøj, deres vægt, hår, personlighed – alt kan stå for skud. Jeg fik nyt job i en stor bank for nyligt, og det havde han så også en række hånlige meninger om.

Vores ven her har altid være meget hurtig på aftrækkeren til at mene noget om alt, men jeg synes, det er blevet værre. Det har i øvrigt intet med alkohol at gøre, for det er sjældent, vi har vin på bordet, og når vi har, drikker han aldrig mere end ét glas.

De gange, jeg har forsøgt at skifte emne, hæver han bare stemmen og siger, at hvis ikke man kan tåle at høre sandheden fra sine venner, hvor så? ”I ved jo, at jeg er sådan én, der siger tingene ligeud, og det er jo kærligt ment.” Sådan er hans faste mantra ...

Annonce

Jeg har ikke drøftet min ærgrelse med nogen af de andre i vennegruppen, for jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal gribe det an. Desuden ved jeg heller ikke, om det bare er mig, der er lidt nærtagende, for ingen af de andre lader til at blive særlig påvirkede af det, han siger.

Men hvad synes du? Skal jeg være den, der siger fra, også selv om jeg måske kommer til at stå alene? Eller skal jeg hellere forsøge at tale med én eller flere af de andre om det først? Jeg vil jo stadig gerne være en del af gruppen, så måske er det bedst, jeg bider det i mig?

Annonce

Mange hilsner den tvivlende veninde

Kære tvivlende veninde

Nogle gange kunne man godt ønske sig, at visse mennesker deltog i sammenkomster en lille smule mindre ”præcis de er.” Især når den, de er, folder sig så grænseoverskridende ud, som du her beskriver. Det er min erfaring, at de fleste ”sandheder,” der slynges ud på den måde, ikke har ret meget med kærlighed at gøre. Måske snarere et forsøg på at hævde sig selv.

Jeg er helt med på, at der i nogle sammenhænge kan herske den holdning, at her kan vi sige alt. Men ALT rummer virkelig mange elementer, der burde slå et kraftigt sving ind forbi vores sociale radar, før vi slipper det hele løs. Alting skal nemlig ikke altid siges, og ingen har ”udtalepligt”, hvad andre menneskers ganske personlige anliggender angår.

Annonce

Jeg synes, at du skal tale med en eller flere af de andre i vennegruppen om det her. Det ville undre mig, hvis du er den eneste, der føler sig tromlet. Selv om ingen har gjort indsigelser over for jeres ven endnu, er det ikke ensbetydende med, at de ikke også har lyst til det.

Aldrig at reagere på grove udsagn er vel noget nær det samme som at afmontere evnen til at lytte. Det kommer der sjældent ret meget godt ud af. At kalde sig for nogens ven forpligter i øvrigt. Også i forhold til nøje at overveje, hvorvidt den sandhed, der brænder på ens tunge, reelt kommer andre til gavn.

Annonce

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Annonce
Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.