Renée Toft Simonsen
Brev til Renée

Brev til Renée: Mit udseende provokerer

8. oktober 2021
af Renée Toft Simonsen
Foto: Runolfur Gudbjørnsson
“Jeg vækker opsigt, og det provokerer folk.” Læs denne uges brev til Renée.

Kære Renée

Jeg oplevede på et tidspunkt noget, som jeg efterhånden oplever ret ofte. Et fremmed par går imod mig, og jeg fornemmer, at de taler om mig.

Idet jeg går tæt forbi dem, falder kommentaren: “Jeg ved seriøst ikke, hvad hun ligner, shit, hun er grim!” Jeg ville ønske, at jeg havde været stærkere, og bare kunne børste oplevelsen af mig og komme videre.

Men efter mange års voldsomt traumatiserende mobning, også grundet mit udseende, under min opvækst, falder jeg helt ned i et sort hul, som kan vare i dage.

Jeg ved, at jeg stikker ud fra mængden. Med høje hæle når jeg op på 1,80, og jeg har meget langt, lyst hår.

Min forkærlighed for makeup, som også er en del af mit arbejde, betyder, at jeg dagligt, og med stor fornøjelse, lægger en fuld makeup.

Derudover elsker jeg farver, print og “skævt” design, så mit tøj larmer også meget i sig selv. Jeg vækker opsigt, og det provokerer folk.

På et tidspunkt kunne jeg ikke holde de ondskabsfulde bemærkninger ud, skiftede hele min garderobe ud med en anonym og farveløs, farvede mit hår mørkt og gik med væsentligt mindre makeup.

Men efter godt et år på den måde kunne jeg ikke mere. Jeg var dybt ulykkelig over ikke at kunne udtrykke mig på den måde, jeg havde lyst til. Jeg følte mig ikke som mig selv.

Så nu er jeg tilbage til det farverige jeg, som jeg føler er “mig”.

Men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal håndtere de modbydelige og ondskabsfulde bemærkninger, som jeg får fra fremmede mennesker stort set hver måned. For de rammer mig hver eneste gang.

Jeg er så træt af at være ked af det og føle mig forkert. Har du nogle gode råd?

Kærligst

Malene

Kære Malene

Hvor er det trist, at det er din hverdag at få grimme kommentarer pga. dit udseende. Når jeg læser dit brev og hører, hvordan du klæder dig, bliver jeg i godt humør.

Vidunderligt, at der er nogle, der stikker ud fra alle os andre kedelige grå- og sortklædte! Jeg er helt sikker på, at der er masser som mig, der synes, det er farverigt og et friskt pust at se én som dig på gaden.

Der er desværre også alle de andre, der ikke synes, man skal gøre stort væsen af sig, og bliver provokeret, når nogle tør vise sig frem og sprede vingerne ud.

De er en minoritet, som bare snakker alt for højt, og som åbenbart også drister sig til at sige grimme ting. De mennesker findes alle vegne, og vi kan intet gøre for at få dem til at tie stille.

Du kan selvfølgelig gå hen til hver eneste, der siger noget grimt, og konfrontere dem med deres ord.

Måske ville det endda være helende for dig at konfrontere dem, der siger grimme ting, måske kan du omvende nogle af dem, hvis du fortæller, hvad deres ord gør ved dig?

På samme tid er de mange nok til, at du nok vil få travlt, hvis du skal forsøge at opdrage dem alle sammen? Måske skal du i stedet arbejde på, hvordan du modtager de her kommentarer.

Det kan du nemlig selv være med til at bestemme. Selvfølgelig kan du ikke bestemme, om du bliver ked af det, men du kan være med til at bestemme, hvor meget det skal fylde i dit liv.

Det arbejde kan du gøre selv. Jeg ved, det kan lyde lidt skørt, men du kunne for eksempel prøve gennem visualiseringer, hvor du ser dig selv som en teflonpande, hvor alt bare glider af.

Et grimt ord bliver lagt på panden, du ser det, og straks gør du en indre bevægelse, hvor du forestiller dig, at de grimme ord ubesværet bare glider af.

Du kan måske også have brug for at tale med en professionel, der vil kunne hjælpe dig med at få lagt den slags menneskers grimme ord i en kasse, der hedder “ligegyldig og latterlig”.

Du er blevet mobbet som lille, og når det her sker for dig, så er du nærmest tilbage til at være det mobbeoffer, du var engang.

Når man er et barn, kan det være svært at forsvare sig, tingene går ind og sætter sig, og måske har du bare overlevet mobberiet som barn, men aldrig fået den hjælp, du havde brug for til at forsvare dig?

Måske er det sådan, at når det her sker for dig i dag, så reagerer du på samme måde, som du gjorde, da du var barn.

Måske kunne det lige præcis være det, en psykolog kunne hjælpe dig med.

At tage vare på den lille pige, der blev mobbet engang, og hjælpe den voksne dig med at finde et mere passende forsvar end at gå hjem og være ked af det eller falde ned i et sort hul i dagevis?

Det er, som om du har brug for at finde ind til det, som er stærkt og smukt inde i dig selv. Det, som ikke lader sig mobbe, men som ved, at du er fuldstændig perfekt, som du er.

Du har jo prøvet at lave dig om, det gjorde dig dybt ulykkelig, og du er heldigvis vendt tilbage til at være dig igen.

Det næste skridt er virkelig at mene det. Mene, at det er fuldstændig ok at se ud, sådan som du gør. For det er det virkelig. Du har al ret i verden til at klæde dig, som det passer dig.

Din smag er lige så smuk som enhver andens. Jeg forstår godt, du bliver ked af det, eller at den lille pige, der engang blev traumatiseret af mobning, bliver lammet.

Men jeg kan høre, der også bor en vildkvinde inden i dig, og det er hende, du skal i kontakt med. For hun er fuldstændig fucking ligeglad med, hvad de andre synes, tror, tænker eller mener.

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

Læs også