Brev til Renée: Jeg holder meget af min kæreste, men forholdet gør mig ikke glad

Kære Renée

Jeg er fanget i et forhold, der ikke gør mig glad.For fire år siden blev jeg skilt fra mine børns far.

Jeg var alene i et års tid, og jeg havde nok det bedste år, jeg har haft nogen sinde. Jeg nød tiden med kun mine børn og mig.

For tre år siden mødte jeg så min kæreste.

Han boede 300 kilometer væk, men alt var skønt i starten, og vi nød de stunder, vi havde sammen trods afstanden.

For to år siden valgte han at flytte til Danmark, hvor han oprindeligt er fra, og for ham var det som at komme hjem. Vi bor hver for sig på grund af børnene.

Jeg i et hus, hvor der ikke er plads til hans børn, når de kommer på besøg.

Hans børn kom rigtig meget i starten, men nu, hvor de er blevet ældre, kommer de faktisk ikke mere, hvilket går min kæreste meget på, og det er forståeligt.

Hans søn på 16 år er kommet ud på et sidespor, så min kæreste er ofte nede ved ham.

Men når han er hjemme, kan jeg mærke, at han ikke er glad. Han er for påvirket af hele situationen med sine børn, og han har dårlig samvittighed over, at han er flyttet så langt væk.

Jeg prøver at støtte ham, så godt jeg kan, men det hele påvirker mine børn og mig.

Jeg føler mig virkelig splittet. På den ene side vil jeg gerne støtte ham, men på den anden side gør alle de her problemer, at jeg ikke er glad, og det går ud over mine børn.

Jeg har sagt til ham, at han måske skulle overveje at flytte tilbage, så han kan se sine børn noget mere, men det vil han ikke.

Jeg har overvejet meget at gøre det forbi, men jeg er enormt glad for ham.

Jeg kan bare mærke, at jeg snart ikke orker alle de problemer og følelsen af altid være den, der giver plads og ikke stiller krav.

Kærlig hilsen

Den ulykkelige

Kære ulykkelige

Der er rigtig meget i dit brev, der peger i retningen af, at du nok er ved at nå til vejs ende i det forhold, du beskriver.

Jeg hører, du stadig er glad for ham, men jeg synes ikke, at jeg kan mærke det gennem dine ord og sætninger her i brevet.

Måske tager jeg fejl, men en af de ting, jeg synes, kunne være et tydeligt tegn på det, er, at du har foreslået ham at flytte tilbage til der, hvor han kom fra, så han kan se sine børn noget mere, så du ikke konstant behøver at forholde dig til ham og alle hans problemer, som du også ret tydeligt synes, fylder alt for meget i dit liv.

Hvis han flyttede tilbage til den by, hvor hans børn bor, ville det måske også være nemmere for jer at stoppe forholdet, måske kunne det endda lige så langsomt selv løbe ud i sandet?

Du var alene et år efter din skilsmisse fra børnenes far, og nu ser du tilbage på den periode som den lykkeligste i dit liv.

Jeg tror, at den tolkning kunne pege hen imod en længsel efter at få lov til at være alene igen?

Du nød den tid alene med dine unger uden alle de frustrationer, et parforhold medfører, alle de forpligtelser om at stille op og være der for hinanden og ikke mindst andre folks børn og deres problemer.

Det er i grunden et fromt ønske at få lidt fred og ro.

Dog tænker jeg også, at hvis du virkelig elskede og ønskede at blive sammen, så ville du måske gå mere hjælpsomt til værks i forhold til de problemer, din kæreste slås med hos sin ældste søn.

Du er selv forælder, så du ved, hvor ondt det gør, når man har et barn, der ikke trives. Det fylder alt og kan være enormt sorgfuldt.

Men måske har du allerede været meget hjælpsom, det skriver du ikke noget om, og måske har du bare ikke mere at give af lige nu?

Du skriver videre, at din kæreste og hans problemer fylder for meget for dig, og du oplever, at det altid er dig, der giver plads, og at du ikke får stillet krav om at få lov til at fylde i jeres relation.

Lige præcis dét kan også være så uoverskueligt for dig, altså at begynde at tage den plads, du har brug for i jeres relation, at du egentlig hellere vil give op end gå i kamp?

Men måske ville det være udmærket for dig at blive og kæmpe for at få det, som du har brug for?

Måske er det at tage plads til dig selv en af de ting, der er og har været svært for dig?

Det er bare en tanke, men hvis der er noget om den, vil mønstret så ikke gentage sig med den næste, du møder, og kunne det ikke være sådan, at du skal i gang med at kæmpe den kamp med dig selv, at du er værd at passe på og elske, og at du har ret til at fylde i rummet og relationen, uanset om du bliver hos din kæreste eller vælger at gå fra ham?

Du er i tvivl, og måske skal du lade tvivlen råde lige nu og så tage dig det frikvarter, du har brug for fra jeres forhold og alle de problemer, der gør, at du ikke oplever dig glad.

En måde at gøre det på er at sætte forholdet på pause i tre-seks måneder, giv det god tid, så du virkelig kan få mærket efter, om du er totalt lettet, eller om du længes helt vildt efter ham.

I bor hver for sig, I har ikke børn sammen, der er ikke andre, der ville blive involveret i den pause end jer selv.

Det er muligt, at din kæreste ikke vil synes om idéen, og det er muligt, dit hjerte synger lidt ved tanken om den fred, der kunne sænke sig, hvis du tænker den tanke til ende?

Du har helt sikkert lov til at gøre det, hvis du mærker, at du har lyst til det – man har altid lov til at passe på sig selv (medmindre vi snakker liv og død), også selv om andre kan blive kede af det, fordi de så må vige pladsen for omsorg en stund.

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.