Brev til Renée: Min mand flyder på sofaen, og jeg står med alle opgaverne

Kære Renée,

Jeg er en kvinde på 35 år, der er blevet mor for første gang til en søn på lige knap et år. Jeg har været sammen med min mand i fire år, han har to børn fra et tidligere forhold.

De fire år, vi har været sammen, har været meget turbulente, i forhold til at han har haft et meget højt konfliktniveau med sin ekskæreste omkring deres fælles børn.

Jeg har altid stået bag ham og støttet ham 100 procent. Og det har stort set altid handlet om ham, og jeg har måske sat mig selv og mine behov lidt i baggrunden.

Nu er der ro på, og tingene fungerer fint på den front.

Desværre føler jeg, efter vi har fået fælles barn, at jeg står meget alene.

Han vil sove længe i weekenderne, og om aftenen vil han flyde på sofaen. Og jeg kan mærke, det går mig på.

Da vi fandt sammen, var vi begge meget aktive og trænede meget, og det var en af de ting, jeg elskede ved vores forhold.

Nu føler jeg, han har mistet gejsten til alt, han gider ingenting udover at “slappe af”. Og det tænder mig enormt meget af.

Jeg prøver nogle gange at snakke med ham om det, men det fører ikke rigtig nogen vegne.

Jeg føler mig ikke længere glad i forholdet, men er bange for konsekvenserne af at gå fra ham og dermed rive hele min og min søns tilværelse op med roden. Og jeg er bange for, hvordan det påvirker vores søn.

Mange hilsner,
En mor i vildrede

Kære mor i vildrede,

Jeg ved en ting om unge familier, og det er, at statistikken siger, at de fleste forældre går fra hinanden i barnets første leveår.

Det sker, fordi mange er uforberedte på, hvor stor en omvæltning det er at blive forældre.

Pludselig ændrer alt sig, hvor man før kunne gøre meget af det, man havde lyst til, lige når man havde lyst.

I grunden tror jeg, at mange af os først bliver sådan rigtig voksne lige der, fordi det er på det tidspunkt i vores liv, vi virkelig skal lære at udskyde egne behov til fordel for både barnets og fællesskabet.

Det er en svær opgave, og man kan sagtens føle sig overset og ikke elsket midt i al hverdagstravlheden.

Så derfor synes jeg, at du lige skal trække vejret en gang og så se, om I kan kæmpe jer igennem den her “krise” og give hinanden og jeres lille nye familie en chance.

Du skriver om en hverdag, hvor det er dig, der trækker det største læs i forhold til det praktiske, og jeg tænker, det kunne være det første sted at starte med at forsøge at skabe forandringer hjemme hos jer.

Så må det med træning, at være attraktive for hinanden komme i anden række lige nu.

Hvis I får en mere ligelig fordeling på alt det praktiske, kan din følelse af at stå alene med tingene måske også blive mindre, og så kunne du måske få overskud til at arbejde på nogle af de andre ting?

Jeg synes derfor, du skal begynde med at bede din kæreste om et møde. Send jeres lille øjesten ned til en af jeres forældre, så der er ro omkring jeres snak, og lav så en plan for mødet.

Sig til ham, at du ønsker at snakke praktik, og at du ønsker en fair og ligelig fordeling af familiens opgaver og tid.

I er sammen, I har valgt hinanden og den her familie.

Nu må I arbejde for at få det til at fungere.

Bed ham om at forberede det, han synes kunne være meningsfyldt at snakke om, og skriv så selv en liste over, hvad det er, du synes, der er af opgaver i huset.

Det er altid godt at få talt ting igennem, hvor man ikke er anklagende.

Derfor er det virkelig vigtigt, at I ser fremad og taler om, hvordan I godt kunne tænke jer, det skal være fremover.

Når du oplister familiens opgaver, tæller du alt med. Hans arbejde, dit arbejde, hvor mange timer I hver især har på jobbet.

Indkøb, madlavning, tøjvask. Så beregner du, hvor lang tid de forskellige opgaver tager, og så kan I hver især melde ind på de opgaver, I gerne vil have.

Hvem der vasker tøj eller laver mad, er ligegyldigt, det er timerne, man bruger, der tæller.

Når det er gjort, så kigger du på de timer, der er tilovers, det er her, tiden til fitness, tid til samvær, tid til sex og måske endda samvær med venner eller andet skal findes.

Når begge har arbejde, og man har et lille barn, er den tid, vi betragter som fritid og sjov, begrænset.

Sådan vil det være i en del år, indtil jeres barn kan være alene hjemme.

Hele den her øvelse går ud på, at I begge to får øje på, hvad det er for et arbejdsfællesskab I også har sagt ja til.

Det vil selvfølgelig indebære, at din kærestes flydetid på sofaen bliver indskrænket, og at han ikke er den, der altid sover længe

Måske er det tid til, at din kæreste begynder at blive “voksen” (jeg gentager lige, det at blive voksen handler rigtig meget om at kunne udskyde egne behov, impulskontrollere og udsætte).

Det kan være mærkeligt at tale om at skulle blive voksen, når man er midt i 30’erne, men hey, sådan er det for mange mennesker. Ting tager tid.

Kærlig hilsen,
Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.