Brev til Renée: Jeg føler mig som prinsesse Diana. Der er tre personer i vores parforhold

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 51 år, som gennem længere tid har følt mig overset af min jævnaldrende kæreste.

Vores forhold startede for 15 år siden. Vi mødte hinanden gennem vores arbejde, og jeg endte med at forlade min daværende mand.

Igennem 12 år havde min nuværende kæreste og jeg et langdistanceforhold, hvor vi så hinanden hver anden weekend uden børn.

Nu er vores ældste børn flyttet hjemmefra, og jeg vil derfor gerne, at vi deler hele livet sammen.

For to år siden stillede jeg ham derfor et ultimatum: Enten flytter du ind hos mig og min yngste søn, eller også er det slut mellem os.

Min yngste var på det tidspunkt 16 år, og hans yngste var dengang 20 år. Hans søn var dog ikke helt “flyvefærdig”, så det var derfor en stor beslutning for min kæreste.

Det endte med, at han solgte sit hus, købte en mindre overnatningslejlighed til ham selv og sønnen lokalt, skiftede job og flyttede ind hos mig i sommeren 2018.

Far og søn har stadig en meget tæt relation – alt for tæt, synes jeg. De taler sammen i telefon flere gange hver dag og ringer til hinanden hver aften klokken 22.

Jeg føler mig som prinsesse Diana: Der er tre personer i vores parforhold, så det er lidt crowded.

Min kæreste har uden tvivl meget dårlig samvittighed over at have “forladt” sine børn, og jeg føler, at vi er endt med en dårlig løsning, hvor han i snit er “hjemme” i fem ud af 14 dage og mentalt fraværende den resterende tid.

Stiller jeg for store krav, når jeg ønsker at være nummer ét i min kærestes liv?

Med venlig hilsen

Prinsesse Diana

Kære Prinsesse Diana
Jeg synes ikke, du stiller for store krav, fordi du gerne vil være nummer ét i din kærestes liv.

Hvem vil ikke det? Men sådan som jeg læser dit brev, så er du faktisk også nummer ét.

Gennem det, du skriver, oplever jeg en mand, der har gjort rigtig meget for den kvinde, han elsker.

Han har sagt sit job op og er flyttet tæt på dig.

Udefra set har han gjort en indsats, som ikke alle mænd ville kunne præstere.

Jeg tror, han elsker dig højt, og jeres kærlighed har endda holdt gennem 12 år, hvor I boede langt fra hinanden.

Det er ret flot gået af jer begge to. Der er dog også andre, han elsker højt, blandt andre sine børn.

De er også nummer ét hos ham. Ville du ønske at være sammen med en mand, der ikke prioriterede sine børn før alt andet, på samme måde som du sikkert selv altid har gjort med dine børn?

Jeg tænker, han stadig er splittet mellem sit livs kærlighed og sin familie.

Sådan blev livet for ham, og på sin vis er det naturligt for ham at pendle for at bevare en tæt relation til de mennesker, han elsker allerhøjest.

Jeg tænker ikke, han elsker dig mindre end sin familie

Det er bare en svær konstellation at navigere i, og det blev så jeres vilkår. Du føler dig nedprioriteret og overset i dit forhold, og det tilskriver du din kærestes store fokus på sin søn.

Men et eller andet sted kan jeg ikke lade være med at tænke, at der jo egentlig ikke er noget nyt i din kærestes familieforhold.

At I er flyttet sammen, må på en eller anden måde have gjort, at I ser hinanden mere end før.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvorfor det er forholdet til sønnen, der generer dig. Er der noget andet, der trykker dig?

Måske bør du kigge indad og se på, hvad der i virkeligheden er svært for dig lige nu? En af grundene til, jeg tænker sådan, er, fordi du er der, hvor du er i dit liv. Du er lige over de 50 år, og dine børn er blevet store.

Hvem er du nu, hvis du ikke længere skal være fuldtidsmor?

De år, du kigger på lige nu, er på en måde fyldt med store forandringer.

Grunden til, jeg nævner de her ting, er, fordi jeg tror, de også kan have indflydelse på, hvordan du kigger på din kærlighedsrelation. Til dine spørgsmål angående sønnen så synes jeg, du skal give slip på at bestemme noget der.

Din kæreste elsker sit barn, sådan som du elsker dine. Medmindre en forælder gør noget, der er skadeligt for deres børn, så tror jeg, vi skal regne med, at de fleste virkelig gør deres allerbedste.

Måske er du jaloux. Det er en menneskelig følelse, ingen slipper for i løbet af deres liv.

Hvis du er jaloux, så tænk over, hvordan du håndterer det, og om du tør tage ansvar for det. Jeg synes, du skal håndtere dine følelser ved at tage dem alvorligt og spørge dig selv, hvad du har brug for.

Måske har du brug for ekstra opmærksomhed i øjeblikket, og måske vil han være villig til at give dig det?

Måske kunne det være muligt for dig at være fuldstændig åben og sige, at du har svært ved at mærke, at du er elsket i øjeblikket.

Din irritation over hans søn og familieforpligtelser tror jeg ikke, du får mere kærlighed af. Så hvis du kan bide den i dig, vil det være konstruktivt i forhold til at få det, du har brug for.

Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort.

Du skal give slip på en række tanker, der har bidt sig fast, og jeg håber, at jeg har peget dig i den rigtige retning.

Måske er det muligt for dig at tænke en lille smule anderledes om, hvor du er lige nu?

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.