Brev til Anna Mejlhede: Terapi er noget, fanden har skabt!

Kære Anna

Lige nu har jeg det sådan, at jeg er ved at eksplodere. Min datter er i 20’erne, og hun er i den grad begyndt at gå i terapi, skulle jeg hilse at sige.

Lige pludselig er hun frygtelig vred på mig, der er hendes mor, og hendes far, som jeg stadig er sammen med.

Hun mener, at vi har svigtet i barndomsårene, da hun blev drillet i skolen, men at vi bagatelliserede det.

Hun synes også, at vi har arbejdet for meget og aldrig vist hende, at vi prioriterede hende over arbejde.

Jeg har prøvet at forklare hende, at man havde et andet syn på mobning dengang, hun var barn, og at vi ellers synes, at hun klarede sig godt på alle barometre (hun var dygtig i skolen, og hun havde også venner på villavejen).

Set i bakspejlet kan det da godt være, at vi skulle have hende hevet ud af den skole, men så er det altså heller ikke værre.

Hun fungerer godt i dag set med morøjne. Og arbejde måtte vi jo for at tjene penge; det var jo ikke et reelt valg som sådan.

At vi så også har kunnet lide vores arbejde, kan jeg altså ikke se den store forbrydelse i.

Vi har givet hende masser af kærlighed og gjort vores bedste, og vi synes begge, at hun er blevet helt enøjet af al den terapi.

Jeg synes, jeg har taget det til mig, jeg kunne, af hendes bebrejdelser, men hun vil vade rundt i de ting, hver gang vi ses, og nu synes jeg ærligt talt, at det er over stregen.

Men jeg kan jo ikke tvinge hende til at elske os eller til at se, at vi har været gode nok forældre. Har du et godt råd?

Suk

Fra moren

Kære mor

Det gør altid ondt at blive ramt lige der, hvor man er mest ømskindet.

Vi trækker jo gult og blåt op over det hele, når knytnæven rammer lige ind i vores måde at være forældre på.

Men i samme sekund vores børn kommer til verden, følger spandevis af skyldfølelse med.

For vi kan aldrig være sikre på, om de beslutninger, vi tager, nu også viser sig at være de rigtige for vores børn fremover.

En af mine veninder gik nærmest planken ud i forhold til dén erkendelse og oprettede en konto til sin datter, kort efter hun blev født.

Pengene var hverken øremærket køb af studielejlighed eller rejser i et sabbatår, men ene og alene datterens fremtidige terapi! ”Det er da det mindste, vi som forældre kan gøre, når vi trods alle gode intentioner kommer til at knolde rundt i det alligevel”, forklarede hun.

At sikre vores børn en perfekt og problemfri opvækst kan ingen.

Til gengæld kan vi lytte og tage deres frustrationer og anklager alvorligt i stedet for at klemme stædigt sammen omkring vores egen forældreære.

Jeg vil foreslå dig noget, og så må du tage det til dig eller lade være, men går der store skår af dig og din mand, hvis I lægger jer fladt og tager jeres datters kritik til jer?

For hvad er vigtigst:

At bevare hendes tillid og fortrolighed – eller få ret?

Tro mig, hun elsker jer stadig!

Det er vel stort set lige så svært at slukke kærligheden mellem børn og forældre som at tømme verdenshavene med et sugerør …

Tilliden og samhørigheden derimod, den skal vi kæmpe for. Bygge op og gøre os fortjent til.

Lige nu er jeres datter i den oprydningsfase, langt de fleste unge voksne når til på et tidspunkt.

Men alene det, at hun tør stille jer til ansvar for sin barndoms smerte, viser, at hun netop ønsker jer ved sin side.

Skub hende ikke fra jer ved at bagatellisere hendes version af sandheden, men lad hende få luft, og tag imod de slag, det giver.

Jeg ved godt, at det er hårdt. Som du og mange andre forældre har jeg i den grad selv stået netop der.

Men derfor ved jeg også, at det eneste, der kan pleje og bevare relationen til vores voksne børn, er at bide al skam i sig og turde se også dét i øjnene, vi burde have gjort anderledes.

At være forældre er meget langt fra at være en popularitetskonkurrence. Det er nærmere en lang og sej øvelse i ærlighed, loyalitet og mod.

Det er en daglig beslutning om at turde se på os selv og vores valg – med vores børns øjne. Lige så magtesløse og hudløse netop de øjne gør os.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.