Brev til Anna Mejlhede: Barnebarnet er blevet et problem

Kære Anna

Efter min skilsmisse for snart 15 år siden boede jeg alene i fire år. Mine forældre begyndte at skrante, og da de havde et stort hus, blev vi enige om, at det var bedst, at jeg flyttede hjem til dem.

Så jeg kunne hjælpe dem i hverdagen. Jeg er enebarn. Det gik vældig godt i flere år, men så blev min søn og hans kone skilt.

Det var en meget grim skilsmisse, som mit barnebarn blev hårdt ramt af. Hun er i dag 18 år – jeg er 63.

Mine forældre, min søn og jeg foreslog, at pigen kunne flytte ind hos os for at få ro i hverdagen.

Det ville hun også gerne selv, så efter lidt tovtrækkeri med moren blev det sådan. Men nu, hvor hun har boet her i godt tre år, har vi fået mange problemer med hende.

Hun er ualmindelig strid over for mine forældre, og mig taler hun også kun grimt til. Selv om vi går på listefødder, når hun er hjemme, får vi enten en lang række beklagelser over alt mellem himmel og jord, eller også er hun umulig at få kontakt med – hun ignorerer os bare.

Hun går i 2. g., har eget værelse og kan komme og gå, som det passer hende – og det gør hun så, også her under corona ...

Vi aner ofte slet ikke, hvor hun er, og får bare at vide, at hun er gammel nok til at passe sig selv.

Og ja, hun er fyldt 18, men jeg er bekymret for, hvem hun er sammen med, og jeg er også bekymret for, om hun tager smitte med hjem til sine oldeforældre og mig.

Sine forældre har hun kun sporadisk kontakt til, og det har jeg også selv til dem.

Det er, som om de fuldstændig har droppet at tage ansvar for hende. Hele situationen er nu så uholdbar, at jeg seriøst overvejer at finde en ældrebolig til mine forældre og en lejlighed til mig selv, hvor pigen kan bo sammen med mig, til hun er færdig med gymnasiet.

Derefter må hun efter min mening klare sig selv.

Kan det være en løsning?

Jeg har ikke talt med andre om det endnu, men jeg har virkelig brug for hjælp til at klare denne sørgelige udfordring.

En trist farmor

Kære triste farmor

Ligegyldigt hvor grusom din søn og svigerdatters skilsmisse blev, fritager det dem ikke fra at tage ansvar for deres egen datter.

Ikke medmindre de da slet ikke er i stand til det af tungtvejende mentale grunde.

Mit forslag til dig er derfor, at du forsøger at få en god samtale med din søn. At smide både dig selv og dine forældre ud af huset og flytte et andet sted hen med dit barnebarn lyder som sidste udvej.

Min erfaring er, at årene mellem 17 og 20 år kan være nogle af de sværeste for unge mennesker. Fordi det netop er her, vi udvikler os fra teenagere til (nogenlunde) voksne.

Og når dit barnebarn har så dybe sår, gør det alting mere kompliceret.

Selv om du sikkert har talt med dit barnebarn om den gensidige respekt, der er nødvendig for at kunne leve under samme tag, er tiden måske inde til at tage snakken igen?

På listefødder opnår man som regel ingenting, andet end at glide … omsorg og kærlighed er nemlig ikke det modsatte af at stille krav.

Måske vil dit barnebarn ikke føle sig mindre set og elsket af, at du forlanger noget af hende?

Jeg kan godt være bekymret for, at hun ellers ender med at blive så uudholdelig for jer alle sammen at være i stue med, at hun dermed mister jer.

Og det ville være alt for smertefuldt – især for hende.

Jeg tror, du skal søge hjælp hos en familieterapeut. Meget gerne sammen med din søn, især hvis det ikke er en mulighed for dig selv at tale med ham om situationen.

Om ikke andet så skal du selv have nogle håndgribelige råd og redskaber til, hvordan du tackler at stå med ansvaret for så sjæleramt en teenagepige.

Du er på alle måder en handlekraftig, kærlig og tapper farmor. Men du skal have noget støtte nu, så den triste udgave af dig ikke ender med at æde det hele op.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede på anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.