Brev til Anna Mejlhede: Er det forbudt at have temperament?

Kære Anna,

Hjælp! Jeg har altid haft et flammende temperament – og haft det fint med, at det koger lidt over en gang imellem. Men det er, som om der ikke rigtigt er plads til det i mit ægteskab, som jeg ellers trives i.

Min mand og jeg har levet sammen i 10 år og har et godt fællesskab på rigtig mange måder, men det gør mig desperat indeni, at vrede er noget, jeg må og skal undertrykke. Hvis man ikke kan gøre hinanden rigtig rasende, kan man vel heller ikke gøre hinanden rigtig lykkelige – eller hvad?

Jeg har altid tænkt, at der er en sammenhæng mellem vrede og passion. Det kan vel ikke passe, at det kun er de søde og gode følelser, der må vises, og at vrede konsekvent skal pakkes væk?

Min mand er opdraget til, at åbne konflikter er farlige, at de er gift for menneskelige relationer. Så når jeg kommer med et udbrud, har min vrede som regel været gemt væk så længe, at den kommer ud som en eksplosion.

Det kan han slet ikke håndtere. Han reagerer ved at tage afstand fra mig og sige (irriterende stille og roligt), at han ikke vil diskutere med mig på den måde.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Jeg føler mig så svigtet

At det ikke er en respektfuld måde at omgås på.

Jeg kan selvfølgelig godt se, at vredesudbrud ikke er en særlig smart eller rar måde at kommunikere på … set fra et rationelt synspunkt og i en ideel verden, men den verden lever jeg så ikke altid i.

Mit temperament er ikke altid sjovt, men det hører nu engang med til alt, hvad der er mig. Jeg synes godt, der må være plads til aggression i et ellers godt parforhold.

Jeg ville ønske, at han også blev åbenlyst rasende indimellem, for så ville jeg føle mig mere normal og menneskelig.

For det kan vel ikke passe, at han aldrig bliver gal? Skal han sendes på et kursus i porcelænskastning? Eller er det bare mig, der skal lære at skrue ned og opføre mig ordentligt?

Hilsen,
Hidsigproppen

Kære Hidsigprop,

Jeg tror, du har ret i, at passion og temperament hører tæt sammen. Det gør ikke noget, vi slår gnister indimellem, for uden dem er det også svært at tænde ild. Problemet med ild er bare det, at den lige så vel som at varme også kan give forbrændinger.

Vores syn på temperament er uden tvivl også kulturelt betinget.

Hvad der virker helt normalt i en italiensk storfamilie, vil muligvis få lidt mere flegmatiske danskere til at tro, at der er et mord under opsejling … sagt med andre ord: Er man vokset op i en familie, hvor det ikke var i orden at skændes, så glassene klirrede, er det svært nogensinde at blive tryg i den situation.

Det er nok ret umuligt at lave om på den, man grundlæggende er.

Når jeg læser dit brev her, fornemmer jeg, at du, ud over at have temperament, også er et menneske med både humor og selvindsigt.

De egenskaber kan få dig langt i relation til din lidt mere konfliktsky ægtefælle.

At opføre sig ordentligt betyder ikke, at du bare skal bøje dig og sige ja og amen til hele verden – men at du siger fra i tide, så du ikke først gør det, når du koger over.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Må man melde fra, når man har sagt ja?

Et af de største problemer med ikke at kunne styre sit temperament er nemlig, at modparten holder op med at lytte til os, når vi bliver hidsige.

I den tilstand kommer vi også snublende nemt til at sige en masse, vi fortryder. Ord og beskyldninger, der kan hænge afsindigt længe i luften – også efter at vi er forsonet.

Der findes utallige bøger og lavpraktiske råd om, hvordan vi håndterer os selv, når temperamentet er ved at løbe af med os.

Nogle går en tur, andre trækker vejret dybt, mens de tæller til 20.

Jeg synes under alle omstændigheder, det vil være ærgerligt, hvis din mand, hver eneste gang I er uenige om noget, ”får ret”, alene fordi han med sit overdrevent rolige gemyt får dig til at stå tilbage som fiaskoen.

Her til sidst: Jeg er ikke sikker på, om det er en god idé at sende din mand på kursus i porcelænskastning.

Ligegyldigt hvilken vinkel jeg prøver at se resultatet fra, så får jeg sådan et sært billede på nethinden af en ”stille og rolig vred mand”, der omhyggeligt tømmer køkkenskabene for service, tørrer støvet af – og smadrer alt, til der ikke er mere tilbage.

På den anden side kunne du jo så brillere ved irriterende fattet og yderst respektfuldt at feje op efter ham. Men måske det alligevel bliver for dyrt i længden …

Kærlig hilsen ,
Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.