Brev til Nikoline Werdelin: Jeg føler mig svigtet

Kære Nikoline

Jeg har brug for hjælp til at give slip. Lige nu har jeg to situationer, der tynger mig rigtig meget. I løbet af det seneste halve år har min veninde gennem 30 år – størstedelen af mit liv – vendt mig ryggen. Uden nogen forklaring. Jeg kan kun gætte mig til, hvad der ligger til grund for det. Jeg har en idé, men i virkeligheden er det kun gætterier. Hun svarede sjældnere og sjældnere på mine beskeder, for til sidst slet ikke at svare. Når jeg ringede, tog hun ikke telefonen, og hun ringede ikke tilbage. Hun er i mellemtiden blevet gift, og jeg anede intet om det.

Jeg er rigtig ked af det, og det irriterer mig grænseløst, at jeg har det sådan, for jeg synes, det er SÅ tarvelig en opførsel! Ét er, at hun ikke vil mig mere, men at handle så umodent, at hun bare ignorerer mig, kan jeg slet ikke acceptere. Så i teorien er jeg heller ikke interesseret i hende længere, men følelsesmæssigt er det ikke nemt at give slip. Jeg tror næsten, at jeg er i sorg. Jeg har mistet et menneske, der har kendt mig næsten hele mit liv. Hun har altid vidst det hele, for hun var der. Jeg har helt ondt ved tanken om, at hun ikke skal være i mit liv mere. Hvordan navigerer jeg i det? Det vil sikkert være bedst for mig at give slip, men hvordan?

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Mine veninde kritiserer alt og alle"

Noget andet, der vejer tungt for tiden, er mine svigerforældre og deres mangel på engagement i vores to børn. Vi bor ikke langt fra hinanden, og alligevel ses vi sjældent. Jeg har tidligere følt, at opgaven med at bevare kontakten lå hos mig. Jeg skulle tage initiativet, men det er jeg mere eller mindre holdt op med. Min mand oplever det samme som mig, men lader sig ikke gå på af det. Jeg er dybt skuffet over dem og bliver dødmisundelig, når veninder og kolleger fortæller om ”bedsteforældredage”, hvor ungerne en fast dag om ugen bliver hentet af bedsteforældrene i institution. Jeg prøver at huske mig selv på, at det ikke er underligt, at vores liv sejler af og til. Vi er ikke særligt overskudsagtige, for vi har ingen steder at blive aflastet.

Jeg kan godt se, at jeg føler mig svigtet af både min veninde og af mine svigerforældre, men jeg føler, jeg er faldet ned i et dybt, sort hul. Mit håb er, at jeg får det bedre, hvis jeg kan give slip på det. Jeg ved ikke, hvad der kom først: Har jeg det skidt på grund af det her – eller fylder det, fordi jeg har det skidt?

Med venlig hilsen

Mig

Kære Du

Tænk, hvor er det to svære ting ... Du er selv inde på det, for det kræver overskud at give slip. Et overskud, du ikke har for tiden. Sorg og skuffelse er næsten som influenza, det kan lægge en voksen kvinde ned.

Som jeg ser det, er der ikke nogen forbindelse mellem de to tab – andet end at de kommer på det samme tidspunkt og gør ondt det samme sted. Det med din veninde oplever jeg som en stor sorg. Den er ganske vist uforståelig, men andre sorger, for eksempel dødsfald, virker også uforståelige. Hvorfor standsede den bil ikke? Hvorfor vågnede hun ikke efter operationen? Jeg tror, din undren er en del af forhandlingsfasen. En sorg forløber jo i fire faser: Vrede, forhandling, depression, accept. I forhandlingsfasen er vi vantro, vi prøver at skrive historien om, og vi bliver ved med at prøve at få en forklaring. Men selv om du fik en forklaring, tror jeg ikke, du ville forstå den. Og mit gæt er, at det slet ikke har noget med dig at gøre. Så du skal egentlig først og fremmest forstå, at din veninde ikke mere er en del af dit liv.

Du har mistet dit livsvidne, det ene jævnaldrende menneske, der altid har kendt dig. Det er så sørgeligt – og jeg tror måske bedre, du kan sørge, hvis du tænker på hende som død. Den veninde, du havde, er jo død. Der går en anden kvinde rundt med hendes personnummer, hun er blevet gift og opfører sig mærkeligt – men DIN fortrolige, kære veninde er væk. Det tager tid, og jeg synes, du skal sige det til dine andre nærmeste: Jeg er så ked af tabet af X. Det kommer til at tage noget tid. Af og til vil du føle, du er igennem, andre gange vil du føle dig bombet tilbage til begyndelsen. Men du er på vej, det lover jeg dig.

Det med dine svigerforældre, tror jeg bedre, du kan give slip på uden at tackle det som en stor sorg. Det er ikke et tab af noget, du har haft – det er en uindfriet forventning. Du fokuserer lige nu på dine privilegerede venner – men jeg kender mange forældre til mindre børn, der heller ikke har bedsteforældre at trække på. Bedsteforældrene er der måske, men de har for travlt, er for syge, bor for langt væk eller er for fulde af deres eget. Jeg forstår heller ikke, at de, der kan, ikke hjælper de unge forældre, der virkelig er hverdagens helte. Og at de ikke elsker at kende nogle unger. Men ... det gør de bare ikke. Prøv at læse ”Nuets kraft” af Eckhart Tolle. Den er gammel, men en øjenåbner i forhold til, hvordan smerte og tanker fodrer hinanden i en voksende evighedsdans. Han kalder det ”smertekroppen”. Den bog har lært mig meget. Læs også en mere nutidig og pragmatisk bog af Pia Callesen: ”Lev mere, tænk mindre”. Den kan hjælpe dig til at sætte dig selv fri.

Og sidst: Vær god ved dig selv. Under al den vrede, du føler, ligger også en mistanke om, at du ikke er bedre værd. Vis dig selv, at du holder af dig, og prøv at fylde noget af al den kærlighed ind i dit liv, du ikke får fra veninden og svigerforældrene. Og når du får flere kræfter og har sagt farvel til grubleriet: Luk en anden dejlig veninde ind i det rum, den gamle veninde havde. Og gå på jagt efter en sød og kærlig reservebedste.

Varme hilsener Nikoline