Brev til Anna Mejlhede: Hvad stiller jeg dog op med mit liv?

Kære Anna,

Jeg er en kvinde godt oppe i 50’erne, og jeg skriver til dig, fordi jeg oplever et hul i mit liv (jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal beskrive det).

Jeg er gift på 25. år, vores børn er flyttet hjemmefra, og nu sidder jeg så der og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Jeg har altid været vant til et meget aktivt liv, hvor timerne er gået med at få et krævende arbejde til at gå op med at have to børn.

Min mand og jeg har været meget sammen om børnene, men efter de er væk, er det, som om der er et tomrum.

Han fylder det ud med mere arbejde (har altid været hans løsning på problemer), og det lyder som om, at han synes, at det hele er godt nok, som det er.

Mit arbejde fylder ikke så meget, som det har gjort, og jeg kan ikke blive motiveret på samme måde, som jeg kunne tidligere, så jeg er lidt pas på mit liv, jeg tænker meget på det, der har været tidligere, og jeg vil gerne skabe et nyt, spændende liv med rejser, veninder og kunstbesøg, men når jeg så prøver at tage tilløb, bliver jeg ofte skuffet og, ja, føler mig lidt nede i et hul, hvor jeg ikke rigtigt kan komme op.

Hverken venindeaftalerne eller rejserne bliver helt, som jeg havde regnet med – og ja, jeg tænker meget på, hvad jeg skal fylde livet ud med, som giver mening.

Venlige hilsner

En søgende sjæl

Kære søgende sjæl

Det eneste trøstende ved at være ”nede i et hul” er, at den eneste vej vel så må være op.

Problemet er bare, at det kan være så forbasket svært at finde retningen, når man føler sig mutters alene dernede i sit mørke.

Jeg er imidlertid overbevist om, at du nok skal finde en lygte i dit liv, der kan hjælpe dig på vej.

Rigtig mange mennesker oplever præcis den tomhed, du her beskriver, når børnene er fløjet fra reden. ”Jeg skal jo nærmest genopfinde mig selv,” sagde en kvinde, jeg engang som præst talte med om netop det her.

Det lyder som om, det er nogenlunde samme sted, du befinder dig lige nu.

Jeg tror, du bliver nødt til at tage en god snak med din mand om jeres nye liv sammen, så I ikke glider helt fra hinanden.

Det her er jo ikke et problem, der skal løses – men et nyt livsvilkår, I skal finde ud af at tage til jer.

Børnene er der jo. De lever og trives. I har bare fået en anden rolle i forhold til dem end før, men dén rummer også muligheder.

Der er næsten intet, der bliver, som vi havde regnet med.

For når vores forventninger om, at andre mennesker, en oplevelse eller en rejse skal fylde det tomme rum inden i os ud, kan vi næsten kun blive skuffede.

Du skal derfor sætte barren lidt ned. Også i forhold til hvad du forventer af dig selv.

Begynd stille og roligt at undersøge, hvilke ting i livet der vækker din interesse. Hvad lavede du, før du stiftede familie?

Var der nogle ting, du måtte droppe for at få livet med hjemmeboende børn til at gå op? Noget du eventuelt kunne genoptage nu?

Det er næsten altid svært at bevæge sig ind i en ny epoke af ens liv. Især når den, man lige er trådt ud af, så selvfølgeligt fyldte ens tid og liv ud med mening.

Men den epoke, du har foran dig nu, har også noget at byde på af meningsfulde muligheder.

Måske også nogle, du aldrig før har skænket en tanke. De kræver bare, at du lyser på dem med den særlige lygte, der hedder nysgerrighed.

Den kan skubbe os langt mere effektivt op af vores huller, end vi måske går og tror.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.