Brev til Anna Mejlhede: Hvordan håndterer jeg svigerfamilien?

Hej Anna

Jeg er gift på 12. år, og vi bor på Sjælland. Min mand har to piger fra et andet ægteskab. Han har været uvenner med sin søster i rigtig mange år.

Han fik sagt fra over for en adfærd, hun har, og selv om hele svigerfamilien bor inden for få kilometer, cuttede han forbindelsen til sin søster og hendes familie. I en periode på seks år så vi dem stort set ikke.

I min mands familie taler de ikke om tingene, hvis de har noget med hinanden, hvilket de ret ofte har.

Svigerfar var en tyran, og de er nok det, man vil kalde en dysfunktionel familie. Han døde i 2016, og efter hans død er min mand og hans søster begyndt at ses igen, langsomt, men efterhånden på et niveau, der nærmer sig ”det normale”.

De har aldrig talt ud om det, der lå til grund for deres brud. I starten var min svigerinde var MEGET sulten på samvær med sin bror, at hun havde savnet ham. Det kunne jeg godt forstå.

Det, der er en kæmpe udfordring for mig, er, at vi efterhånden ses i mange sammenhænge med hele svigerfamilien.

Men her taler søsteren kun til sin bror. Hun prøver på ingen måde at inddrage mig.

Jeg tror seriøst, at hvis jeg spurgte hende, hvad jeg arbejder med og hvor, så kan hun ikke svare på det.

Under de første spæde skridt tænkte jeg, at det var naturligt, men det er fortsat.

Når vi er sammen, kan vi tale om et tilfældigt emne, men hvis jeg kommer med en personlig kommentar som ”Mig og min bror sloges også tit”, så taler hun videre, som om jeg ikke har sagt noget.

Hun stiller heller ikke et eneste personligt spørgsmål til mig, og jeg kan mærke, at jeg får lyst til at melde mig ud af de her sammenhænge.

Det bliver nok forstærket af, at mine bonusdøtre ofte opfører sig på samme måde. Som om det kun drejer sig om min mands familie, og at jeg er et ”appendiks”.

Som om det ikke betyder noget, hvem jeg er, eller hvad jeg føler, og det gør ondt.

Det skal siges, at min svigermor og svigerindens mand er søde til at spørge personligt til mig, men det kan næsten også blive pinagtigt.

Min svoger spørger f.eks. til min nye nevø, og svigerinden siger ”nå ja”, og så taler hun om noget andet.

Når vi er mange, bliver det for underligt for mig at tale videre om det, der er mit, og som jeg er glad for at fortælle om.

Søsteren er også kommet hos os uanmeldt, hvor vi har haft gæster, og så har hun nærmest crashed partyet og fuldstændigt ”sat sig på” samtalen med gæsterne.

Det er nok de gange, der har slået hovedet mest på sømmet for mig!

Det er grænseoverskridende, at en kvinde, som ikke på nogen måde interesserer sig for mig, bruger vores gæstfrihed og helt overtager.

Jeg har vendt det med min mand, men han går ikke rigtig ind i det.

Det var nemt, hvis jeg kunne være ligeglad, men jeg bliver faktisk rigtig ked af det, og det dræner mig for energi.

Var det en person, jeg alene havde relation til, havde jeg for længst taget den med personen eller stoppet relationen.

Men nu er familien endelig begyndt at ses igen, og det vil jeg gerne have, fortsætter. Så hvad gør jeg?

De bedste hilsner

Sønderjyden

Kære Sønderjyde

At lave om på andre mennesker er en kropumulig opgave. Det kan såmænd være svært nok bare at forsøge med sig selv …

Men det, du kan gøre, er at huske dig selv på, at din svigerfamilies manglende evne til at lytte til dig kun handler om dem selv.

De har haft det så svært med hinanden, at der øjensynligt ikke er overskud til for alvor at interessere sig for andre.

Måske især ikke når det, du byder ind med, bygger på erfaringer fra en langt mere harmonisk familiebaggrund.

Selv om din mand ikke ”går ind i det her”, så forklar ham, at du føler dig usynlig, når I er sammen med hans familie.

Spørg ham, om ikke han vil gøre, hvad han kan, for at inddrage dig lidt mere, også når I er sammen med dine bonusdøtre.

Giv ham gerne nogle konkrete eksempler på situationer, hvor han i handling og ord kan vise, at du er en umistelig del af hans og dermed deres liv.

Måske kan det hjælpe dig at skelne imellem, hvad du gør, når din svigerfamilie er på besøg i dit og din mands hjem, i forhold til når I mødes et andet sted.

For på din hjemmebane skal du naturligvis være med til at sætte dagsordenen – også for samtalerne.

Her skal du bide dig fast og insistere på at tale færdigt, uden at dine input verfes af bordet.

Selv om det kan virke urimeligt, så er plads og opmærksomhed ofte noget, vi selv bliver nødt til at tage. Andre serverer det sjældent til os på et sølvfad.

Mennesker kan være så besynderlige. De kan såre, skuffe og mase os. Det vigtigste er, at dem helt tæt på dig ser og hører dig og be­svarer din interesse og kærlighed med deres.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.