https://imgix.femina.dk/2021-03-24/anna_mejlhede_3.png
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Jeg besøger min mor for sjældent

10. marts 2021
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Og det gør, at jeg enormt nemt bliver irriteret på hende – jeg forstår ikke, at hun ikke har slået i bordet og kæmpet mere for sine rettigheder. Jeg ville ønske, jeg kunne se op til hende, men det kan jeg ikke." Læs denne uges brev til Anna.

Kære Anna

Mon du kan hjælpe mig? Jeg er en kvinde i 40’erne, og det drejer sig om forholdet til min mor.

Hun er i slut-70’erne, og ud over nogle knæ- og vægtproblemer er hun ved godt helbred – også mentalt.

Hun klarer sig i egen lejlighed. Hun er en sød og interesseret mor, farmor og mormor. Og det er jo dejligt.

Men sagen er, at jeg har enormt dårlig samvittighed, fordi jeg sjældent besøger hende, selv om hun kun bor 20-25 minutters køretur væk.

Hun har altid været en ”pleaser”, født af flinkeskolen.

Hun har været hjemmegående, dels fordi min far, som hun nu er skilt fra, rejste meget med sit arbejde, og dels fordi – har jeg med gru fundet ud af for nylig – hendes ret velhavende familie krævede det af hende, hvis de skulle hjælpe hende med en lejlighed, dengang mine brødre og jeg var små.

Hun er ellers en kvik dame, men jeg kan godt mærke, hun aldrig rigtig er blevet udfordret eller har været ude i ”det virkelige liv”.

Og det gør, at jeg enormt nemt bliver irriteret på hende – jeg forstår ikke, at hun ikke har slået i bordet og kæmpet mere for sine rettigheder.

Jeg ville ønske, jeg kunne se op til hende, men det kan jeg ikke.

Det skal siges, at hun altid har været der i stor grad for både mig, mine børn og mine to brødres børn.

Ja, så meget, at jeg også på det punkt synes, hun har glemt sig selv. Og det gør mig ked af det at tænke sådan.

For jeg ved jo godt, hun har haft nogle omstændigheder imod sig, og at jeg ville blive ulykkelig, hvis hun pludselig skulle dø, og jeg havde været så afmålt i hendes sidste år.

Så hvordan lærer jeg – før det er for sent – at anerkende hende på hendes præmisser og ikke ud fra den powerkvinde, jeg ville ønske, hun havde været?

Kh,

datteren

Kære datter

Det er ikke, fordi jeg ikke forstår dig. Både din dårlige samvittighed og årsagen til, at du har så svært ved at være sammen med din mor.

Problemet er bare, at du ikke ændrer på nogen af delene ved at undlade at besøge hende.

Tværtimod. Lige nu gør du det, vi desværre alle sammen er tilbøjelige til, når vi ikke synes, vi kan se andre udveje for at holde varmen – nemlig tisser i bukserne.

For selv om det luner i det øjeblik, du vælger besøget fra og dermed ikke behøver stå ansigt til ansigt med din mors mangel på ”power”, så sniger skylden sig koldt ind over dig efterfølgende.

Ofte tror jeg, vi er bange for, om svaghed smitter. At eftergivenhed, selvudslettelse eller hvad som helst andet, du synes, du ser hos din mor, også vil æde dig, hvis ikke du holder hende ud i strakt arm.

Men sådan forholder det sig ikke.

Vi kan godt tage afstand fra en måde at leve på, som andre har valgt, uden dermed at tage afstand fra dem.

Jeg hørte engang en kvinde sige til sin bedste veninde, at hvis ikke hun blev skilt, ville hun aldrig se hende igen, for så mistede hun al respekt for hende.

Venindens mand havde været systematisk utro hen over samtlige år af deres liv sammen.

Men ved at stille sin veninde et sådant ultimatum, svigtede hun hende. Også selv om hun troede, at hun på en måde hjalp eller skubbede på venindens styrke ved at sætte alt på spidsen.

Men det er ikke alle spidser, vi kommer lige godt ned fra.

Selv om vi har brug for både puf og ord, der kan reflektere os selv og vores valg, så virker de sjældent særlig effektivt, hvis ikke vi mærker, at ”pufferen” stadig holder af os og rummer os.

Vores livsvalg handler i høj grad om, hvad vi har med os. Om vi har mødt tilstrækkeligt mange mennesker gennem vores liv, der så på os med varme og turde lade deres liv og nærvær berøre os – også når vi selv stod snottede af fortvivlelse og svaghed.

Fra barnsben har du haft helt anderledes muligheder end din mor.

Du er vokset op i et andet samfund og er blevet tanket op med tillid til dig selv og dine evner.

Din mor har fyldt dig med mod og styrke. Men hvem har gjort det samme for hende, dengang hun stod på sine vaklende unge ben?

Husk på, at din mor er vokset op i en tid, hvor det ikke altid var nok at ”slå i bordet” for at få lov til at udfolde de drømme, der rakte ud over mand, hjem og børn.

Det, vi tager som en selvfølge i dag, var tilbage i 1950’erne (da din mor var teenager) noget, kvinder kæmpede lange, seje kampe for at få til at ske.

Og nej, måske var din mor ikke lige kvinden, som havde mod til at give fløjten i alle konventioner, pakke børn og sydfrugter sammen og drage til universitetet som en anden ”powerkvinde” og skabe sig sin egen tilværelse.

Jeg tror godt, at du kan tale med din mor om det her. Hun elsker dig jo og vil så gerne dit selskab.

Det er ikke for sent for hverken dig eller hende at gå på opdagelse i hendes liv, som det har formet sig.

Spørg hende, og fortæl, hvad du selv har så svært ved at forstå og acceptere. Men det hele begynder med, at du tilgiver hende for at være den kvinde, hun nu engang er.

Du har en mor, der, trods det fastlåste kvindesyn hun selv er vokset op med, har formået at fylde dig med så meget styrke, mod og slagkraft.

Måske tænker din mor, at netop dét er hendes største bedrift? Hun har med sin kærlighed og støtte til dig og dine brødre brudt med sin egen ”pleaser-arv”.

Det er slet ikke så ringe en bedrift endda.

Kærlig hilsen,

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også