Brev til Anna Mejlhede: Vores sønner ringer altid til min mand

Kære Anna

Min mand og jeg har været sammen i knap 30 år, vi er i starten af 50’erne og har to voksne sønner på 19 og 21, der er flyttet hjemmefra for et år siden.

Min mand har haft mange konflikter og skænderier med drengene, men ingen – heller ikke vores sønner – har været i tvivl om, at han elsker dem over alt på jorden, ja, de er nærmest hans liv.

Jeg har også et fint – og mere ukompliceret – forhold til dem.

Siden de flyttede hjemmefra, har jeg dog til min (skamfulde) skuffelse erfaret, at det primært er min mand, de kontakter.

Han går meget indlevende op i deres liv, intet er for småt til, at han ikke er interesseret i det.

Jeg har mange veninder og andre ting, der interesserer mig, så jeg har faktisk ikke brug for det nærmest symbiotiske forhold, jeg nogle gange synes, de har.

Om det er vennekonflikter, køb af bil, tanker om jobsøgning eller lignende, så tager begge sønner min mand med på råd.

De ringer da også til mig, men langt oftere til min mand.

På den ene side er jeg glad for, at deres forhold er blevet så tæt nu, på den anden side er jeg også lidt jaloux, og jeg synes indimellem, at de er for tætte – men det sidste handler måske mest om min lille jalousi.

Mine veninder siger, at jeg bare skal være lykkelig for, at vi overhovedet ved så meget om vores børns liv – de får stort set aldrig nogen detaljer fra deres børn.

Kan du give mig et råd om, hvordan jeg får styr på mig selv midt i det hele?

Mvh.

Mor til to sønner

Kære mor til to sønner

Jeg vil absolut give dine veninder ret her.

Nyd, at I har mulighed for at følge tæt og varmt med i jeres voksne sønners liv!

Så længe behovet for at tage jer med på råd er baseret på deres behov, ikke jeres, synes jeg slet ikke, du skal bekymre dig.

Nu bliver jeg nødt til at spørge, for den jalousi, du taler om, stikker den egentlig så dybt

Som du beskriver det, lyder du mere lidt overrasket over, at jeres sønner virkelig har brug for at vende stort og småt med deres far.

Måske især fordi det altid har været dig, de har haft det mest ukompliceret med?

Jeg tror ikke, det er et fravalg af dig, når jeres sønner mest ringer til deres far. Derimod tror jeg, det er et tilvalg af ham.

De har altid været trygge i din kærlighed, og selv om de ved, at deres far elsker dem, kan årelange konflikter så en usikkerhed, der stadig ligger imellem børn og voksne selv mange år efter.

Ved at involvere deres far i detaljer omkring deres liv nu forsøger de måske at rodfæste den relation, der er blevet en anden og bedre?

Måske vil jeres sønner begynde at involvere dig lidt mere, hvis du aktivt viser, at du har lyst og tid til at følge med i alt, hvad de har behov for at dreje og dyppe lidt i forældrekærlighed.

Også selv om du måske har lettere ved at slippe jeres sønner ud i livet som voksne, uafhængige mennesker, end din mand har.

Under alle omstændigheder så læn dig glad og taknemmelig ind i bevidstheden om, at I har så varm en relation til jeres sønner.

Det er ikke en selvfølge, men derimod noget, vi med lige dele taknemmelighed, ydmyghed – og omhyggelighed – må tage imod med kyshånd.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede på anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.