Annas brevkasse
31. august 2021

Brev til Anna Mejlhede: Min mand har travlt med alt andet end mig

"Jeg har spurgt direkte, om han ikke gider lave noget sammen med mig mere, men sÄ ryster han pÄ hovedet og siger, at det slet ikke passer." LÊs denne uges brev til Anna.
Af: Anna Mejlhede
Anna Mejlhede

Foto: Betina Fleron

KĂŠre Anna

Jeg har vÊret gift med min mand i 23 Är. Han har altid vÊret meget aktiv, bÄde da vi mÞdte hinanden og gennem hele vores Êgteskab.

Da vi havde mindre bĂžrn, involverede mange af aktiviteterne vores tre piger.

Min mand var frivillig fodboldtrĂŠner for deres hold, og bĂ„de han og jeg var meget aktive omkring bĂžrnene – kĂžrte dem til kampe, sĂžrgede for kage til fĂŠllesarrangementer, vaskede spillertĂžj og sĂ„ videre.

Min mand og jeg har ogsĂ„ selv dyrket sport sammen – isĂŠr har vi i flere Ă„r spillet badminton.

Men for to Ă„r siden fik jeg – efter flere Ă„r med smerter – et nyt knĂŠ. Det satte en stopper for den ugentlige badminton-dag, og jeg har selvfĂžlgelig brugt tid pĂ„ at genoptrĂŠne.

Det tog lidt ekstra tid, fordi jeg fik betĂŠndelse i det.

Jeg er ogsÄ blevet mere nervÞs for at skade knÊet, og jeg bliver jo heller ikke yngre.

SÄ jeg er ikke lige sÄ fysisk aktiv, som jeg har vÊret, men jeg vil stadig gerne vÊre sammen med min mand og finde nye, fÊlles interesser, nu hvor knÊet driller, og vores bÞrn desuden er blevet store.

Mens jeg har kĂŠmpet med knĂŠet, er min mand begyndt i en lĂžbeklub.

I starten en gang om ugen, men nu er det tre gange om ugen. Derudover er han blevet valgt ind i klubbens bestyrelse, sÄ udover de tre ugentlige trÊninger gÄr han til mÞder og sidder foran computeren herhjemme og laver hjemmeside.

Han bruger mindst 10 timer om ugen pÄ lÞb og klubben.

Jeg er selvfÞlgelig glad for, at min mand er sund, rask og aktiv, men jeg fÄr mere og mere en fornemmelse af, at han hverken har tid eller lyst til at skrue op for aktiviteter sammen med mig.

Jeg har foreslĂ„et, at vi kunne begynde at cykle sammen i weekenderne og mĂ„ske tage pĂ„ cykelferie nĂŠste sommer – sĂ„ kunne vi begynde at trĂŠne os op fra nu af.

Jeg har ogsÄ foreslÄet, at vi svÞmmer sammen en gang om ugen i vores lokale svÞmmehal; det er bÄde godt for mit knÊ og hyggeligt.

Det kunne vÊre en fast lÞrdagstradition om formiddagen, og sÄ kunne vi lave en god, lille frokost sammen bagefter.

Men hver gang jeg taler om det, glider han af pÄ det og siger, at lige nu har han travlt med at arrangere et eller andet i lÞbeklubben, og at vi mÄske skal vente med at rejse, til corona er helt overstÄet.

Jeg har spurgt direkte, om han ikke gider lave noget sammen med mig mere, men sÄ ryster han pÄ hovedet og siger, at det slet ikke passer.

Men jeg fĂžler altsĂ„, at han afviser mig eller synes, at jeg er blevet for kedelig eller svag – jeg ved det ikke. Tror du, jeg misforstĂ„r noget?

Kh

Konen med knĂŠet

KĂŠre kone med knĂŠet

Ved du hvad. Jeg tror, du skal give dig selv en pause fra at jagte din mands opmĂŠrksomhed.

Jeg ved, det kan lyde svÊrt, men hellere dét end at blive skuffet, hver gang du fÞler dig afvist.

SpÞrgsmÄlet er ogsÄ, om du selv fÞler dig svag og kedelig, fordi du ikke fysisk kan, hvad du plejer?

Du er jo andet og mere end dit dÄrlige knÊ, og menneskelig styrke kan ikke mÄles i, hvor langt du kan lÞbe.

MÄske forholder det sig i virkeligheden sÄdan, at alle mennesker grundlÊggende er svage. OgsÄ din mand.

Han bruger bare den taktik, mange af os tyer til, nÄr livet bliver uoverskueligt: Stiver det af med en masse aktivitet. Gerne noget vildt og fysisk krÊvende.

Det er mÄske en flabet overfortolkning af din mands lÞbeklub, men hvis jeg mÄ fortsÊtte lidt i samme spor, sÄ tror jeg, at svaghedsfrygten er vigtigste drivkraft, nÄr mennesker kaster sig ud i ting som en Ironman eller ekstremlÞb, hvor man prÊsterer fem maratoner pÄ en uge. SÄdan helt sundt er det vel nÊppe 


Til gengÊld har disse aktiviteter det hÄndgribelige udkomme, at vi ved at presse os igennem dem opretholder billedet af ikke at se svage ud.

Men livet er bare ikke en Ironman, hvor man kan lĂžbe, svĂžmme og cykle sig til sejr over sin egen menneskelighed!

Det virkelig lange og seje trĂŠk i livet handler i hĂžjere grad om at turde vĂŠre i de helt nĂŠre relationer. For de krĂŠver indimellem noget af os, vi ikke vil eller kan give.

Og at finde modet til at indrĂžmme vores egne begrĂŠnsninger og se os selv i Ăžjnene – ogsĂ„ nĂ„r vi ikke kan lide det, vi ser – dĂ©t er nok den egentlige kraftprĂŠstation i livet.

NĂ„r det her er sagt, sĂ„ tror jeg desvĂŠrre, det er en urealistisk drĂžm at blive elsket ”hele vejen rundt”. Ikke engang af det menneske, vi lever sammen med.

MÄske er det kun forÊldre, vi kan forvente den slags kÊrlighed fra, og knapt nok der 


Jeg tror, det vil gavne dig at rette blikket udad.

Ikke sÄdan forstÄet, at du skal opgive din mand, men nÊrmere opgive at fÄ ham til at give dig det, du mest af alt higer efter: Hans fulde opmÊrksomhed.

For den fÄr du ikke ved at overtale ham til at vÊre sammen med dig om noget, han ikke selv brÊnder for.

Let presset pĂ„ ham – og dig selv – ved at foretage dig ting, som gĂžr dig godt, og lad vĂŠre med at foreslĂ„ flere fĂŠlles aktiviteter, fĂžr han selv kommer ud af busken.

Hvis han sÄ fortsÊtter med ikke at have lyst til noget som helst sammen med dig, ogsÄ nÄr I nemt kan rejse ud igen, er tiden nok inde til en alvorlig og Êrlig snak om jeres liv sammen.

KĂŠrlig hilsen

Anna

StÄr du i et dilemma eller i en svÊr situation? Skriv til prÊst og forfatter Anna Mejlhede. anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spÞrgsmÄl, der bringes i bladet, kan forvente svar.

LĂŠs mere om:

LÊs ogsÄ

Bliv medlem af femina+

Du skal vÊre medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrÊnset adgang til alt indhold.