Annas brevkasse
18. august 2020

Brev til Anna Mejlhede: Min kæreste har droppet vores fælles ferie

"Her til morgen ringer min kæreste og fortæller mig, at han har aftalt en motorcykelferie i Sønderjylland med sin gamle ven". Læs ugens brev til Anna her.
Af: af Anna Mejlhede
https://imgix.femina.dk/media/article/anna_mejlhede_3_3.png

Foto: Betina Fleron

Kære Anna,

Jeg er forvirret og såret og irriteret og skuffet og bare rigtig ked af det.

Min gode ven gennem mange år har i det seneste års tid også været min kæreste. Vi bor ikke sammen, men tilbringer mange hverdagsaftener og de fleste weekender sammen. Og selv her under coronaen har vi kunnet finde ud af det. Vi har boet på skift hos hinanden og også arbejdet fint sammen hjemmefra. Så vi har selvfølgelig også lagt planer for at holde sommerferie sammen.

Vi har begge tre ugers ferie, og det er lykkedes os at få de samme uger fri. Vi har lånt et sommerhus på vestkysten af nogle fælles venner den første uge, men de to andre uger har vi ventet med at planlægge, til vi så, om verden begyndte at åbne igen. Det var i hvert fald, hvad jeg troede.

Jeg gik nemlig ud fra, at vi ville finde en fælles rejse i hvert fald den ene af ugerne. Men her til morgen ringer min kæreste og fortæller mig, at han har aftalt en motorcykelferie i Sønderjylland med sin gamle ven i den sidste uge af ferien, og så er han jo nødt til at blive hjemme i dagene op til turen for at gøre motorcyklen køreklar. Han elsker at rode med gamle motorer, så for ham er det helt sikkert også ferie.

Så nu sidder jeg her og er skuffet og frustreret og aner ikke, hvad jeg skal bruge de to ferieuger til. Jeg havde jo afsat dem til ham …

Hvordan kommer jeg videre uden at ødelægge ferien for mig selv?

Kærligst,

Sanne

Kære Sanne,

Ved du hvad. Skynd dig at plastre dine sidste to ferieuger til med noget, du længe har haft lyst til at lave – enten sammen med en veninde eller alene. For det er simpelthen for ærgerligt, hvis både den ene fælles uge med din kæreste samt de sidste to går med at være såret og frustreret. Når det er sagt, så kan jeg godt forstå, at du er skuffet! Din kærestes prioritering lyder lidt besynderlig, især fordi det er lykkedes at få jeres ferieuger planlagt, så de ligger samtidig.

LÆS OGSÅ : Brev til Anna Mejlhede: Min ekskæreste sov på sofaen.

Mennesker er både uforudsigelige og underlige – ligeligt fordelt M/K i øvrigt. Konkrete forventningsafstemninger er altid det bedste, for vi kan jo ikke trænge ind i hinandens hjerne og dermed klart og tydeligt se, hvad der foregår af mellemregninger og fortolkninger af det, vi ”tror” og ”går ud fra”.

Jeg tror ikke, at din kæreste synes, at han har valgt dig fra, men blot valgt en uge med sin gamle ven og deres fælles motorcykelinteresse til, nu der endnu ikke var planlagt noget konkret omkring de sidste to uger. Men næste gang, I planlægger ferie, så lav utvetydige aftaler omkring den. Skal hele ferien bruges sammen, eller skal der være en uge, hvor I laver noget hver for sig?

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Skal jeg kaste mig ud i en affære?

Når vi føler os fravalgt eller forbigået, er det nærliggende at suge sig selv ned i et sort hul af frustration og vrede, men på den måde ender vi mest med at straffe os selv. Og dertil er du og de ferieuger, der ligger og kalder på oplevelser sammen med dig, alt for værdifulde.

Kærlig hilsen,

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs mere om:

Læs også