Anna Mejlhede
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: En ting er at skrive, noget andet er at mødes på en date ...

26. oktober 2021
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Men jeg føler ikke, at jeg fundet det, jeg søger. Tiltrækningen har manglet, synes jeg." Læs denne uges brev til Anna.

Hej Anna

Jeg er en kvinde på 45 år, og jeg er single. Jeg har en datter på 20 år, som lige er fløjet fra reden, og en søn på 17 år.

Jeg er forvirret i forhold til mænd. Jeg har oprettet to datingprofiler og har været på en del dates, og den skriftlige kommunikation har været fin.

Jeg har mødtes med mændene, kemien er der, og jeg har haft gode samtaler med mændene. Men jeg føler ikke, at jeg fundet det, jeg søger. Tiltrækningen har manglet, synes jeg.

En ting er at skrive sammen, og en anden ting er at mødes med dem. Det er meget forskelligt. Min omgangskreds siger, at kærligheden nok skal komme, når man mindst venter det.

Jeg var sammen med børnenes far i 22 år, og derefter havde jeg en kæreste i halvandet år og var ked af, at det ikke fungerede.

Jeg har nu været single i et års tid og savner nærvær, voksenkontakt, en at dele oplevelser med og det intime.

Begge mine ekser fandt jeg i ”real life” på bar/café. Jeg tænker, at jeg skal finde manden på den måde igen. Hvad tænker du?

Med venlig hilsen

Fie

Kære Fie

Skønt dine venner på sin vis har ret, kræver selv den mindst ventede kærlighed, at vi af og til hjælper den lidt på vej.

Den slags kan selvfølgelig ikke ligefrem dyrkes frem som tomater i et drivhus, men det hjælper gevaldigt at tænke ”ud af boksen”, hvad angår måder og steder, vi mennesker mødes.

I mine år som sognepræst har jeg været blæst bagover, når jeg hørte, hvor mange utænkelige sammenhænge de brudepar, jeg viede, havde mødt hinanden i.

En del af dem sendte bestemt deres tak til netdating, men lige så mange kunne fortælle de herligste historier om, hvordan et forsinket tog, en tur i Brugsen, et sommerkursus i kajak eller en fest, de oprindeligt ikke gad gå til, blev arnestedet for deres kærlighed.

Også de par, der var på din alder. Med andre ord: Kærlighedens veje er mangfoldige!

At finde din udkårne i byen, som du før har gjort, er derfor kun én ud af flere muligheder for et ”real life”-møde.

Hvordan ville du have det med at skrue op for at deltage i foredrag, koncerter, foreningstilbud og sportsaktiviteter?

Blot for at nævne eksempler på nogle af de arrangementer, der igen er mulige.

Selvfølgelig er disse sammenhænge ikke direkte møntet på dating, men netop derfor kan de virke mindre anstrengt og opstyltede.

Lur mig, om ikke der er andre end dig (og mig i øvrigt), som er taget hjemmefra i håbet om at få lidt mere med sig hjem end kun en god oplevelse?

En kvinde, jeg kender, kaldte det for hendes ”sværeste fuldtidsarbejde” at lede efter en kæreste på nettet.

Efterhånden blev den uendelige række af dates, hun kastede sig ud i, nemlig ikke drevet af nysgerrighed og håb om at finde en kæreste, men nærmere en sur pligt med skuffelser og modløshed som eneste udkomme.

Så slemt behøver det naturligvis ikke at være, men dating via diverse sociale portaler KAN være en kringlet omgang.

Selv den mest veloplagte skriftlige kemi kan vende sig komplet på hovedet, når vi mødes ansigt til ansigt. Der er derfor ikke det mindste i vejen med dig og din dømmekraft, når du vender skuffet hjem efter en date.

En af mine veninder mødte på et tidspunkt en skøn mand på nettet, som hun aftalte at mødes med i det virkelige liv. Det gik også fint – lige indtil han hev en seddel op af tasken.

Det var nemlig, viste det sig, meget vigtigt for ham at pointere, at skønt hans dåbsattest sagde 62 år, så beviste den udskrift, han havde fået af sin personlige træner, at hans krop faktisk kun var 37. Og mentalt, forklarede han, var han maks. 40 …

Sagen var bare den, at min veninde egentlig helst ville date ham den 62-årige, hun havde skrevet så godt sammen med. Alle de andre udgaver af ham forvirrede hende bare.

Visse typer netdating forudsætter desuden, at man næsten udfærdiger en liste over, hvilken type menneske det er man søger.

I hvert fald hvad aldersgruppe, udseende, interesser og den slags angår. Men hvem ved, hvor kærligheden i virkeligheden gemmer sig? Den kan jo ikke proppes ned i en skabelon eller følge et nøje tilrettelagt skema.

Selv om jeg sagtens kan forstå, at længslen presser sig på i dig, så giv dig god tid. Kærligheden kræver mest af alt, at du holder øjne, sind og hjerte åbent og går en anden vej, end du måske plejer.

Det vigtigste er, at du fastholder din tillid til, at kærligheden findes. For det gør den. Også for dig!

Måske har den det i virkeligheden en smule som kogekunst: Den lykkes ofte bedst, når man ikke slavisk følger opskriften.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også