https://imgix.femina.dk/2021-08-31/anna_mejlhede_4.png
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Kæresten nægter at møde min eks

24. august 2021
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Kæresten har selv voksne børn, som han sjældent ser, og sin ekskone har han slet ingen kontakt med." Læs denne uges brev til Anna.

Kære Anna

Jeg er en kvinde sidst i 50’erne, som efter et svært ægteskab har fundet en dejlig kæreste på min egen alder, som også er fraskilt.

Vi har taget os god tid til at lære hinanden at kende, så først for to år siden flyttede vi sammen, og vi trives med det.

Min eksmand og jeg har en datter, som er i starten af 30’erne og godt gift.

Hun og jeg har altid været tætte, og hun har gjort mig til mormor til en skøn, lille pige.

Min datter har også bevaret et godt forhold til sin far, og derfor inviterer hun ham selvfølgelig med til fødselsdage og andre mærkedage.

Min kæreste er glad for det unge par og deres datter, og vi ser dem ofte.

Men når min datter inviterer til fødselsdag, og min eks også er inviteret, vil han ikke med. Senest meldte han afbud, da mit barnebarn fyldte tre for et par uger siden.

Min eksmand var mig utro utallige gange, før vi endelig blev skilt, og når jeg ser ham, har jeg det stadig dårligt med det, selv om det efterhånden er mange år siden.

Men jeg deltager altid af hensyn til min datter. Og jeg ville sådan ønske, at min kæreste ville gå med og støtte mig. Men han nægter at mødes med min eksmand.

Kæresten har selv voksne børn, som han sjældent ser, og sin ekskone har han slet ingen kontakt med.

Hvad skal jeg gøre? Jeg troede, det ville blive anderledes, når vi flyttede sammen – at han ville slappe mere af.

Og jeg synes også, det er svært at forklare især min datter og hendes mand, hvorfor han altid melder afbud.

Min kæreste klapper i som en østers og vil ikke engang selv tale med dem om det.

Hvad synes du, jeg skal gøre?

Kærligst Bodil

Kære Bodil

Jeg tror, du skal begynde med selv at få et mere afslappet forhold til din eksmand.

Selv om jeg sagtens kan forstå, at det er anstrengt, efter alt det du har været igennem med ham, så bliver det svært at få din kæreste til at se idéen i at være i stue med ham, hvis ikke du selv viser, at det kan være andet end ubehageligt.

Når din kæreste ikke ser sine voksne børn ret tit og slet ingen kontakt har til sin ekskone, kunne det tyde på, at han også selv kæmper med et nag.

Måske står det friskt og blødende frem, hver gang der er udsigt til at skulle være sammen med din eksmand?

Tilgivelse kan være en svær manøvre at svinge sit hjerte omkring, men ofte er det den eneste vej til at gøre os fri af en relation, der har givet sår på sjælen.

At tilgive er ikke det samme som at bifalde, hvad det andet menneske har gjort ved os.

Tilgivelsen er noget, vi vandrer ind og ud af, indtil vi mærker, at naget trækker sig og erstattes af mere frihed og ro i sindet.

Hvis du har mod på det, så læs en eller flere af de mange bøger, der findes om emnet.

Anna Prip har skrevet bogen ”Elsk din eks – en kærlig måde at være skilt på.”

Den handler i sagens natur ikke om at elske sin eksmand i romantisk forstand, men at rumme en ekskone eller eksmand på en respektfuld og måske ligefrem kærlig måde.

Ligeledes tror jeg, du kan få glæde af at læse bogen ”Tilgivelse” skrevet af psykoterapeut og cand.theol. Hanne Mejlhede.

Med afsæt i dagligdags-erfaringer undersøger den de grundlæggende psykologiske fænomener som nag, skyld og skam.

Jeg tror, du bedst hjælper din kæreste til at være i stue med din eksmand ved at vise ham, at det er muligt at tilgive og holde af et menneske, man ikke kunne leve sammen med, men stadig har en relation til via de børn, som altid vil være fælles.

At finde ud af at bevare dét fællesskab med omhu og respekt for hinanden, tror jeg, er den bedste baggrund for ikke blot at udholde at deltage i familiesammenkomster, men måske ligefrem lære at holde af dem.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også