Rei følte aldrig hen passede ind: "Jeg fik virkelig mange mentale blå mærker"

Rei McKay Mansa husker tydeligt, hvordan præstens ord blev hængende længe efter begravelsen. Manden, der var død, havde Rei McKay Mansa gjort rent hos i ny og næ for at tjene lidt penge.

“Han var bøsse”, sagde præsten fra prædikestolen, mens hun græd og satte ord på, hvordan afdøde alle dage var blevet udskammet i det provinssamfund på Nordfyn, som Rei McKay Mansa er vokset op i.

Præstens ord satte en impulsiv frygt i Rei McKay Mansa. ’Gud, så kommer jeg heller aldrig til at passe ind, for jeg er jo også bøsse’, tænkte hen. ’Men hov vent, det er jeg jo ikke, for jeg fik menstruation for et halvt år siden’. Det var forvirrende.

– Den der underlige diskrepans, at jeg vidste, hvad jeg var, men jeg vidste også godt, at det ikke var det, jeg var i verdens øjne, siger hen om den følelse, hen har gået med det meste af sin opvækst.

Rei McKay Mansa er tildelt det kvindelige køn ved fødslen, men hen identificerer sig selv som nonbinær med en overvejende vægtning til det maskuline.

Dengang i kirken var Rei McKay Mansa 14 år gammel, og selv om der dengang manglede viden og et sprog for det, så har hen altid godt vidst, at hen er transkønnet, men dengang havde hen ikke ordene for det.

Det er også en af grundene til, at hen ser regeringens forslag om, at børn skal kunne skifte juridisk køn ned til nulårsalderen som et stort skridt i den rigtige retning.

– Det her forslag ruller ind i en sammenhæng, hvor der forhåbentligt kan åbnes op for mere snak, sprog og accept for det at være transkønnet. Det havde gjort en forskel for mig, at det var blevet italesat, at transkønnede børn rent faktisk eksisterer, fordi så havde jeg følt en større eksistensberettigelse, og det er jo det, vi gør med det her forslag. Det sender et signal om, at de her børn eksisterer, og at de er helt reelle, siger hen.

Forslaget har skabt stor debat i længere tid, men for Rei McKay Mansa er pointen klar og tydelig.

Havde det været muligt at skifte juridisk køn i en tidligere alder, tror Rei McKay Mansa ikke, at hen havde fået så mange mentale blå mærker op gennem sin opvækst.

– Jeg havde ikke skulle kæmpe så hårdt for at prøve at være feminin. Dengang sagde jeg til mig selv: ’Så må du jo gå med kjoler og være ekstra feminin’. Jeg lærte aldrig at bruge makeup, jeg har altid kun kunnet finde ud af at lægge drag makeup, men jeg prøvede virkelig at passe ned i den her kasse, men det lykkedes aldrig, siger hen og fortsætter:

– Når man er transkønnet, slår man sig hele tiden på enorm hårde, skarpe kanter i de der kønskasser, der er, fordi man ikke passer ned i dem. Jeg fik virkelig mange mentale blå mærker.

Regeringens forslag har med sig i kølvandet trukket et dybt spor af diskussioner. For lige så vel som, at det blandt mange har skabt jubel, så har det skabt lige så meget røre andre steder.

Nogle anser det som et skridt nærmere accept for transkønnede i samfundet. Andre ser det som en uproblematisk ændring af nogle tal i et register, og så er der også alle dem, der ser det som et overgreb mod børn – og som noget – der gør mange flere forstyrrede i deres identitetsopfattelse, end hvad godt er.

Psykolog Maya Drejer Karlsen har i sin private praksis set masser af transkønnede børn. Hun har også set børn, der har været i tvivl om deres kønsidentitet. Hun oplever en markant forskel mellem de to grupper.

Det er absolut hendes oplevelse, at når man er transkønnet, så ved man det godt, både som patient og som behandler.

– De er på en anden måde mere forpinte, fastlåste og magtesløse i deres situation. Der er en underliggende sorg og en masse bekymringer på et mere eksistentielt plan. Jeg er ikke så meget i tvivl, når jeg møder dem, og det er selvfølgelig også fordi, de heller ikke selv er i tvivl.

– De kommer sjældent til mig og siger: ’jeg er lidt i tvivl, om jeg er dreng eller pige’. De kommer og siger: ’jeg er i tvivl, om jeg kan orke at leve mere, fordi jeg kan ikke leve på den her måde’, siger hun.

’Børnene står i kø’

Maya Drejer Karlsen har sin baggrund i børnepsykiatrien, og i de seneste år har hun specialiseret sig blandt andet indenfor LGBT+-personer.

Det har hun gjort, fordi hun ser flere og flere børn i sin praksis, som er transkønnede. Så mange, at hun kun kan nå at behandle en brøkdel af dem.

Hun ser derfor også positivt på regeringens forslag, fordi det kan være med til at sætte fokus at hjælpe transkønnede børn i en tidligere alder.

I dag kan man skifte juridisk køn, når man fylder 18 år, og det mener Maya Drejer Karlsen er for sent.

– Det er ikke holdbart, fordi de vigtigste år for vores psykiske udvikling og trivsel ligger i børne- og ungeårene. Her skal man danne sin identitet, forstå sig selv, og det gør man rigtig meget i sammenhænge med andre, i det at blive accepteret eller ikke blive accepteret, finde sin flok eller ikke finde sin flok, siger hun og fortsætter:

– Hvis de først kan skifte juridisk køn som 18-årige, så giver det en kæmpe risiko for, at de i mellemtiden har nået at udvikle et enormt lavt selvværd og psykiske vanskeligheder. De er måske blevet mobbet, de har angst, depression, de har prøvet at begå selvmord. Vi bør fange dem tidligere, når de først har angst og depression, kommer der mange andre ting oven i, og så er det sværere at vende skuden.

I sin praksis har Maya Drejer Karlsen set flere af de tilfælde, hun nævner. De fleste, der henvender sig til hende, har diagnoser som angst og depression. Hun havde en patient for nylig, som havde siddet på sit værelse i et år uden at komme udenfor en dør.

– De fleste oplever en angst for at blive fejlkønnede (at blive kaldt eller opfattet som det andet køn end det, de identificerer sig med, red). Det er noget, der fylder rigtig meget, og som kan føre til, at de ikke kommer i skole eller låser sig inde og slet ikke kommer ud i offentligheden, siger hun.

Hun understreger, at hun ser forskellige grader af tilfælde, men det med at holde sig inde døre er meget almindelig adfærd for de børn, hun ser i sin praksis.

Hun fortæller om en anden patient, for hvem hele coronaperioden havde været et mareridt, fordi der skulle vises sygesikringskort ved teststederne.

– Han fik jo kommentarer som: ’er du sikker på, at det er dit og ikke din søsters sygesikringsbevis, fordi han (som er født ’hun’, red.) jo ligner en dreng. Det kan lyde som en lille ting, at nogle kalder dig noget forkert, men det kan være det, der vælter hele den uge, eller lige får dem længere ned i depressionen. Det gør seriøst ondt på dem, så derfor kan det have rigtig stor betydning, siger hun.

’Man kan aldrig handle uden risiko’

Børnenes alder varierer meget, når de henvender sig til Maya Drejer Karlsen, men hovedgruppen er omkring 14-15 år.

Maya Drejer Karlsen mener regeringens forslag kan bidrage til at give børnene den accept, som de søger fra omverden.

– Børnenes trivsel afhænger meget af, om forældrene har forståelse, om skolens og vennernes forståelse. Hvis de kommer til mig som 14-årige, er det fire år, de skal gå og føle sig forkerte og ikkeaccepteret i deres kønsidentitet. Når de kommer ind til mig, har de jo som oftest gået i flere år med det selv. Så det er ikke kun fire år, men det er faktisk fire år plus, siger hun.

Forslaget kommer dog ikke uden forbehold, og forslaget kan ikke stå alene, mener hun. Det er især forbehold omkring nulårsalderen, der teoretisk set ifølge hende kommer med en risiko.

– Selvfølgelig skal forældre ikke bare kunne tænke, at det her skulle have været en dreng og så skifte kønnet. Jeg tvivler på, at det bliver et stort problem, at forældre bare vælger et nyt cpr-nummer, men vi bliver nødt til at have øjne på, at den teoretiske risiko er der, siger hun.

Risikoen for fejl kan man ikke afværge, siger Maya Drejer Karlsen, for med handling følger altid en risiko. Men risikoen kan ifølge hende minimeres ved at udbrede mere viden og rådgivning.

– Jo mere viden man kan udbrede til fagpersoner – sundhedsplejersker, lærere, pædagoger, praktiserende læger og psykologer, men også til forældrene og barnet selv – desto bedre bliver vi klædt på til at handle på baggrund af klarhed, siger hun.

Lige nu følger der med forslaget et krav om alderssvarende juridisk rådgivning om konsekvenserne af personnummerskift, men Maya Drejer Karlsen efterlyser også psykologisk rådgivning til fagpersoner, forældre og barn.

Forslaget har især netop skabt røre på grund af aldersgrænsen for, hvornår børn kan skifte juridisk køn – eller manglen på samme.

Regeringen har før villet fjerne aldersgrænsen for kønsskifte. Det gjorde de for to år siden, og i den forbindelse forslog Det Etiske Råd, at grænsen skulle sættes ved 10-12-års alderen.

Det gjorde de blandt andet med begrundelsen, at yngre børn har svært ved at overskue, de konsekvenser der kan følge med skiftet, og det argument har mange af stemmerne imod lænet sig opad.

Rei McKay Mansa har også lagt mærke til de mange stemmer, der er imod. Men for hen handler nulårsgrænsen ikke så meget om en alder, men det er snarere udtryk for en signalværdi.

– Der er mange, der går helt amok over: ’Årh, babyer kan skifte køn, når de er nul år’, nej nulårsalderen er en signalværdi for at sige, at det her ikke er noget regeringen skal gøre sig klog på, det overlader vi til dem, der rent faktisk har styr på det. Det vil sige forældrene og dem, som de spørger til råds, eksperterne og rådgiverne, siger hen.

Kønsforsker Kenneth Reinicke er enig i, at vi skal vise dem, der er tættest på barnet, tillid.

– Forældre, som overvejer det her seriøst for deres barn, gør det jo ikke, hvis de fornemmer, at det bare er noget barnet leger, siger han.

Han ser forslaget fra regeringen som en måde at imødekomme børn, der er transkønnede.

– De her børn har det i forvejen meget svært, og det her forslag er ren og skær forbedring af deres levevilkår. Hvis man som samfund kan imødekomme dem og signalere, at man tager dem alvorligt, så synes jeg, at man skal gøre det, siger han.

Han kan samtidigt godt forstå, at forslaget har ledt til heftige diskussioner og argumenter imod. Han spår heller ikke, at forslaget kommer helt uden udfordringer.

Alligevel holder han fast i, at muligheden for et juridisk kønsskifte ned til nulårsalderen stadigvæk bør være tilgængeligt for de børn, der er transkønnede.

– Når de kommer i puberteten og har idræt, vil nogle forældre måske sige: ’Vi skal ikke have ham, der engang hed Frederik og nu hedder Mathilde, til at stå og glo på min datter’. Der er alle mulige udfordringer, siger han og fortsætter:

– Jeg kan godt forstå, at man kan tænke, at det lyder helt gakgak, at et barn, inden det har sluppet bleen, skal skifte juridisk køn, men jeg synes, at vi skal være åbne overfor det mulighedsrum og selvfølgelig passe på, når vi rammer det uigenkaldelige – at vi ikke begynder at gå ind og operere på en otteårig – men det er jo overhovedet ikke det, der ligger i det her forslag. Større er problemet heller ikke, hvis de fortryder, kan det jo laves om igen, siger han.

Rei McKay Mansa hæfter sig også ved, hvordan mange i debatten blander juridisk kønsskifte sammen med hormonbehandling og operationer.

– Mange omtaler det som en limpind – som noget risikabelt og farligt. Lidt som at sige: ’hvis du begynder at ryge hash, så er du på heroin om en måned – hvis du får et juridisk kønsskifte, så er du på stophormoner, krydshormoner og operationer om en måned’, men det er bare to vidt forskellige ting.

– Bare fordi du skifter juridisk køn, så ønsker du nødvendigvis ikke “resten af pakken”, og det letter heller ikke på nogen måde din adgang til hormoner og operationer. Hvis det juridiske kønsskifte gjorde nogen forskel, så ville du se mange flere transkønnede, der skyndte sig ud og skiftede juridisk køn i morgen, siger hen.