Justyna Wydrzynska
Samfund

Hun gav Ania abortpiller, efter hun hørte hendes historie. Nu er hun dømt

16. marts 2023
Af Aja Nøhr Larsen
Foto: Wojtek Radwanski/AFP/Ritzau Scanpix
I Polen er en kvindelig aktivist blevet dømt for at have hjulpet en gravid kvinde ved at give hende abortpiller.

Justyna Wydrzynska har fået otte måneders samfundstjeneste men risikerede op til tre års fængsel for at havde hjulpet en polsk kvinde med at abortere. Det skriver The Guardian.

I Polen er det nemlig ikke kun ulovligt at få en abort men også at hjælpe en kvinde med at få en abort.

Justyna Wydrzynska fortalte retten i Warszawa, at hun havde sendt piller til en kvinde ved navn Ania, der var udsat for vold i hjemmet. Ania havde ringet til en abortlinje med et ønske om hjælp til at afbryde sin graviditet. Da Justyna Wydrzynska hørte om det, sendte hun piller, hun allerede havde derhjemme til privat brug, til Ania.

- Jeg ønskede ikke, at Ania skulle risikere sit liv ved at ty til til farlige metoder, da der er en løsning, der er så nem og medicinsk sikker, citerede pressegruppen, ifølge The Guardian, Justyna Wydrzynska for at sige.

Pakken med medicinen blev fundet af Anias mand, som underrettede politiet. Nogle dage senere aborterede Ania.

Justyna Wydrzynska er medlem af aktivistgruppen ADT (Abortion Dream Team), der rådgiver polske kvinder til at få adgang til udenlandske abortpiller.

Polen har i 1993 og igen i 2020 vedtaget anti-abortlove, som gør dem til et af de mest restriktive lande på området i Europa. Det indebærer, at kvinder kun kan få adgang til abort i tilfælde af voldtægt, incest eller en risiko for morens helbred.

Det er dog ikke ulovligt selv at udføre en abort i Polen. Derfor rådgiver ADT kvinder til, hvordan man bestiller aborttabletter fra lande som Holland, hvor medicinen lovligt kan købes. De håndterer ikke selv nogle pakker, og derfor plejer de at holde sig inden for loven.

ADT hjalp mere end 9.000 mennesker i Polen med at få adgang til medicinsk abort i 2022.

Da Justyna Wydrzynska sendte pillerne, var det ifølge hende selv en undtagelse på grund af Anias situation. Ania havde beskrevet, at hendes mand havde forhindret hende i at rejse til Tyskland for at få en abort, og på grund af Covid-pandemien vidste hun ikke, om hun ville være i stand til at få tabletter fra udlandet.

Derfor fortryder Justyna Wydrzynska, på trods af dommen, ikke, at hun valgte at hjælpe Ania.

- Jeg føler mig ikke skyldig. At høre detaljerne om Anias situation i denne retssal har kun styrket min overbevisning om, at jeg traf det rigtige valg, sagde Justyna Wydrzynska i retten ifølge The Guardian.

Amnesty International kalder dommen for et "deprimerende lavpunkt i undertrykkelsen af reproduktive rettigheder i Polen".

- Dagens domfældelse markerer et deprimerende lavpunkt i undertrykkelsen af ​​reproduktive rettigheder i Polen: en tilbagerulning, som kvinder og piger – og dem, der forsvarer deres rettigheder – betaler en høj pris for, skriver menneskerettighedsorganisationens generalsekretær, Agnes Callamard.

Læs også