Abort
Roe v. Wade

10-årig pige blev voldtaget. Ohio nægtede hende abort

4. juli 2022
af Katrine Rosenbæk
Foto: Megan Jelinger/Reuters/Ritzau Scanpix
Pigen måtte i stedet rejse til nabostaten Indiana for at få foretaget en abort. Det sker, efter USA's Højesteret for nylig fjernede den forfatningssikrede ret til abort.

Det var mandag, og Caitlin Bernard, som er gynækolog i Indianapolis, modtog et opkald fra en læge i nabostaten Ohio.

Lægen i Ohio arbejdede med børn, der har været udsat for misbrug, og vedkommende havde en 10-årig patient, som var seks uger og tre dage henne i sin graviditet.

Det skriver det amerikanske medie Indianapolis Star.

Tre dage før, om fredagen, havde USA's Højesteret omstødt den historiske dom Roe v. Wade, som siden 1973 havde sikret amerikanske kvinder ret til fri abort gennem forfatningen.

Nu gjaldt den ikke længere, og flere stater skyndte sig at indføre forbud mod abort – også ved incest og voldtægt.

I Ohio indførte man forbud mod abort efter seks ugers graviditet, og derfor kunne lægen i Ohio ikke hjælpe den 10-årige pige.

Lægen ville høre, om Caitlin Bernard i Indianapolis kunne?

Det kunne hun godt – og pigen rejste dermed til nabostaten, Indiana, for at få foretaget aborten.

Siden Højesteret omstødte Roe v. Wade har statens abortklinikker mærket et øget pres med dramatiske stigninger i antallet af patienter, som valfarter dertil fra nabostater.

Men også i Indiana varsler politikerne, at adgangen til abort skal begrænses eller forbydes inden for de næste uger.

Lægen Caitlin Bernard, der modtog opkaldet om den ti-årige pige fra Ohio, frygter det:

- Det er svært at forestille sig, at vi ikke vil være i stand til at tilbyde abort om blot få uger, siger hun Indianapolis Star.

Læs også