"Det er som om vi glemmer, at der er tale om et sundhedsskadeligt opløsningsmiddel, så længe det er en god rødvin"

Når alenemoren Sam Fox i HBO-serien “Better Things” skal have skuldrene ned efter en lang dag med cranky teenagedøtre, en ualmindeligt belastende eksmand og en grænseoverskridende mor, finder hun shakeren frem og mikser en cocktail til perfektion.

I “The Good Wife” skænker Alicia Florrick, som forsøger at genfinde karrieren efter sin mands sexskandale, rituelt mindst et par glas rødvin op, når arbejdsdagen er omme.

Og i populære serier om magt, politik og penge som “Succession” og “Billions” er barbordet med krystalflasker og -glas med eksklusiv spiritus faste rekvisitter på glaskontorerne i toppen af Manhattans skyskrabere.

For hvem kan ikke få brug for en straight bourbon klokken 11 om formiddagen, når en kontrakt er underskrevet, eller en aktie er røget i vejret?

I serieland er der altid en god anledning til at drikke alkohol. Indimellem går det også galt, som når Hank Moody får blackouts i “Californication”, eller Miranda forsøger at bestille hvidvin på en lukket bar klokken 10.45 om formiddagen i “And Just Like That”.

Men det ændrer ikke for alvor på vores kærlighed til og sympati for karaktererne. Og på magisk vis er karaktererne også som regel velfungerende i hverdagen, selv om deres alkoholforbrug til tider tenderer et misbrug.

På samme måde, som det virkede som en smal sag for Miranda at kvitte alkoholen ved at hælde sprutten ud i vasken og glemme alt om den.

Film og serier trækker på nogle kulturelle opfattelser, vi har omkring forskellige typer af alkohol, fortæller Mathias Bonde Korsgaard, som er lektor i film- og medievidenskab ved Aarhus Universitet og chefredaktør på filmtidsskriftet 16:9.

Alkoholen er sjældent det, der driver fortællingen, men den bruges som veludvalgt rekvisit eller kommunikativt middel til at fortælle noget om en karakter.

– Alkohol bruges til indirekte at karakterisere en persons klasse, køn og personlighed i øvrigt. Dyr alkohol er forbeholdt de få, og det gør, at vi ofte kæder det sammen med en form for prestige og kontrol, mens vi i højere grad forbinder billigere former for alkohol med, at det udelukkende handler om at blive fuld, siger han.

Lyserødt til pigerne

Derudover kan der være kønnede forestillinger, som præger os, mener Mathias Bonde Korsgaard. Som når vi har en stereotyp opfattelse af, at kvinder i højere grad drikker rosé og søde drinks, mens mænd drikker øl og stærk spiritus.

Det ser man bl.a. i tredje sæson af “Klovn”, hvor Casper på et tidspunkt bestiller en whisky med tilføjelsen “Det skal bare være den dyreste”, og Frank beder om et glas rosé. Den går ikke, mener Casper, der kalder rosé for “fimset bøssevand” – ikke noget, der drikkes, når to mænd er alene sammen.

Derfor er det ifølge Mathias Bonde Korsgaard heller ikke tilfældigt, at de fire venner i Thomas Vinterbergs “Druk” primært drikker god rødvin, øl og stærk spiritus, når de skal teste livet med en halv promille ekstra i blodet.

Kønsstereotyperne blev i øvrigt parodieret af Ditte Hansen, Louise Mieritz, Annika Aakjær og Lene Maria Christiansen i en sketch, hvor rosé og Somersby erstattede rødvinen og den stærke spiritus.

Alkohol på filmsettet

Alkohol har historisk set haft en tæt relation til film- og mediebranchen. Det fortæller forfatter og film- og tv-redaktør på Information Christian Monggaard.

Han har netop skrevet en bog om tv-serien “Huset på Christianshavn” og har tidligere skrevet bøger om hhv. “Matador” og Olsen Banden-filmene, hvor alkohol var lige så naturligt at indtage som et stykke smørrebrød.

– De blev skabt i en tid, hvor man ikke talte om alkoholpolitik, men hvor alkohol blev brugt til både tørst og trøst og til problemløsning, hygge, eller noget skal fejres eller diskuteres. Der behøvede nærmest ikke at være en anledning til at drikke, før mændene rendte ned i Rottehullet, siger han med henvisning til den legendariske brune beværtning i “Huset på Christianshavn”.

I “Olsen Banden” blev Dynamit-Harrys tydelige alkoholforbrug heller ikke brugt som meget andet end et komisk indslag – faktisk nærmere til at fortælle, at alkoholen var nødvendig i hans tilfælde.

For da han i den ene af de to film, han medvirker i, går på vandvognen, er planen lige ved at gå i vasken på den konto.

– Det viser sig, at Harry ingenting kan, når han er på vandvognen, og han bliver fremstillet som meget mere usikker og bange, end han plejer at være. Derfor ryger han også af den igen med et brag, og så kan han pludselig alt det, som de skal bruge ham til, siger Christian Monggaard.

Christian Monggaard fortæller, at der allerede i 1970’erne var en del kritik af flyttemand Olsens – aka Poul Reichhardts – alkoholforbrug i “Huset på Christianshavn”, fordi man frygtede, at det ville få unge til at drikke mere.

Men samtidig var alkohol stærkt repræsenteret også bag ved skærmen, hvor det var helt normalt, at filmholdet drak under optagelserne.

– Der er sket en lignende udvikling i filmbranchen, som der er i mediebranchen i øvrigt. Da jeg kom på Information for 25 år siden, var der altid øl i automaterne, hvor der nu kun er danskvand og økologisk hyldeblomst. Så samfundet og brancherne har forandret sig, men dengang blev der drukket virkelig meget også bag skærmen, og det fandt jo også vej ind i filmene og serierne, siger han.

Licence to drink

Hvis man skulle være i tvivl om, præcis hvor betydningsfuld alkohol har været som virkemiddel i forhold til at forme karakterer i filmhistorien, skal man selvfølgelig rette blikket mod James Bond, siger Mathias Bonde Korsgaard. Med sin “shaken, not stirred” vodka-martini har Bond om nogen cementeret sin stil med sin faste alkoholpræference i årtier.

– James Bond har ikke bare en signaturcocktail – han har også sin egen linje i forhold til, at de skal laves på en bestemt måde.

Cocktailen er, ifølge Mathias Bonde Korsgaard, så essentiel en del af James Bonds karakter, at da Daniel Craig i sin første Bond-film, “Casino Royale”, skulle signalere over for publikum, at han var en ny Bond, var han nødt til at tage ejerskab over den.

Da bartenderen i filmen spørger, om den skal være “shaken or stirred”, svarer han overraskende: “Do I look like I give a damn?” Det er også i den film, han opfinder sin legendariske “Vesper Martini”.

– På den måde kan en særlig cocktail sige noget om, hvilken karakter han er, og hvilke lag han bevæger sig i. Der er noget særligt stilet i dels at opfinde sin egen cocktail, men også vide, at den skal laves på en helt bestemt måde.

Fun fact: Britiske forskere regnede sig tilbage i 2013 frem til, at James Bond i de film, hvor han drak mest, nåede svimlende 92 genstande om ugen – eller mere end fire gange så meget, som anbefalingerne dengang lød på. Desuden mente forskerne, at virkelighedens James Bond ville være død som 56-årig med et så højt forbrug af alkohol.

Selv når alkohol “bare” er en rekvisit, kan den have stor symbolsk betydning, mener Mathias Bonde Korsgaard, som nævner den Oscar-vindende sydkoreanske film “Parasite” som det bedste eksempel i den sammenhæng.

– Når man kigger efter, er der gjort rigtig meget ud af rekvisitterne i filmen, fordi de i høj grad er med til at understøtte fortællingen om kontrasten mellem miljøerne og klasserne i filmen, siger Mathias Bonde Korsgaard.

I de riges hjem ligger der dyr, norsk kildevand i køleskabet, teenagedatteren har en iPhone, og selv mordvåbnet, som den fattige familie bruger senere i filmen, er en køkkenkniv fra det højtprofilerede tyske mærke Zwilling.

Den fattige familie har derimod billige, sydkoreanske LG-telefoner, og så drikker de øl af mærket FiLite, som pga. sit lave maltindhold ikke karakteriseres som en øl i Sydkorea og derfor sælges langt billigere.

– Det er ikke noget, som alle vil se, men det sender et klart signal til det sydkoreanske publikum om, at vi har at gøre med en familie, der vitterligt ikke har råd til at købe rigtige øl.

Senere, da familien har vænnet sig til de luksuriøse omgivelser, skifter de til det japanske ølmærke Sapporo, som koster markant mere.

– Der er jo ingen tvivl om, at spiritus, god vin og champagne er dyrere end pilsnere, og det er klart, at det hører til i nogle bestemte kontekster og samfundslag. Det er jo heller ikke tilfældigt, at Jørgen Leth brugte den franske hvidvin Chablis til at tegne et billede af forfinet elegance og perfektion i sin berømte film “Det perfekte menneske” fra 1967, siger Mathias Bonde Korsgaard.

Og netop opfattelsen af, at dyr vin og spiritus er mere acceptabelt i større mængder en f.eks. pilsnere, har Christian Monggaard også lagt mærke til.

– Alkoholen bliver brugt som en social markør, men også som en hierarkisk markør, der viser, hvor man hører til i samfundet. Hvor de drak øl på Jernbanecaféen i “Matador”, drak de sherry hos Varnæs, siger han.

Men hvor Christian Monggaard har konstateret, at der i dag er langt mindre alkohol i danske film og serier – i hvert fald i form af den hverdagsdruk, man så i f.eks. 1970’erne – ser det anderledes ud i især USA.

– I mange amerikanske tv-serier ser man, at de medvirkende lige går hen til barskabet og tager en drink, når de kommer hjem fra arbejde, så de kan slappe lidt af. Det er der måske også nogle almindelige mennesker, der gør, men det handler nok også om, at den type film og serier foregår i den øvre middelklasse og overklassen, hvor der er en anden prestige forbundet med at drikke især dyr alkohol, siger han.

Ifølge Christian Monggaard er der i høj grad tale om serier, som foregår i karriereorienterede miljøer med højt stressniveau.

– Det er serier, hvor man hele tiden er ude på kanten, hvor der er mange penge involveret og masser af magt. Der er meget på spil, og der er alkoholen en del af den ikonografi, der hører sammen med de miljøer.

Fordi karaktererne, og virkelighedens magtelite, lever i en verden, der er fjern for de flestes virkelighed, kan de ifølge Christian Monggaard tillade sig nogle ting, vi andre ikke kan.

– Det er i høj grad portrætteringer af den dekandente overklasse, og fascinationen af de serier handler jo om, at man får et indblik i, hvordan “the one percent” lever. Her er alkoholen og stofferne en del af det portræt, og det accepterer vi, siger Christian Monggaard.

Fra festlig til farlig

Men det er ikke harmløst, når film og serier – langt hen af vejen ukritisk – lader deres karakterer drikke alkohol. Det mener Anette Søgaard Nielsen, der er professor ved Forskningsenheden for Klinisk Alkoholforskning ved Syddansk Universitet.

– Ganske almindelige mennesker lærer at skabe sammenhænge mellem bestemt produkter og bestemte følelser, oplevelser og stemninger. Det ved reklamebranchen så udmærket, og når man hele tiden eksponerer et publikum for bestemte brands i bestemte sammenhænge, så bliver de associeret med hinanden, siger hun.

Det er især et problem for unge, som er dem, der streamer flest serier, fordi alkohol på film, tv og i reklamer ifølge Anette Søgaard Nielsen oftest associeres med at at være social.

– Der er næsten altid et socialt element over den måde, man ser alkohol brugt i film og på tv. Det er noget, man gør, når man fester, morer sig og hygger sig med andre, siger hun.

Men der er alt for mange alvorlige konsekvenser ved at drikke alkohol til, at vi kan se helt ukritisk til, at der indtages så store mængder alkohol på skærmen og på biograflærredet.

En hollandsk undersøgelse fra 2015 viste en klar sammenhæng mellem eksponeringen af alkohol på film og unges forbrug af alkohol, mens de så filmene “American Pie”, hvor alkohol fylder meget, og “40 Days and 40 Nights”, som ikke involverer alkohol.

Der var stillet et køleskab til rådighed ved visningen af begge film, og tendensen var klar: De unge var langt mere tilbøjelige til at vælge øl frem for sodavand, når karaktererne drak på film. Undersøgelsen blev bakket op af et studie fra Boston University.

Her spurgte man 1.000 unge mellem 13 og 20 år, hvilke serier de så. Gruppen af unge, der nærmest ikke så tv-show, hvor der blev drukket alkohol, drak i gennemsnit 14 genstande om måneden, mens gruppen af unge, der så mange tv-show med stort alkoholindtag, drak op mod 200 genstande om måneden.

– Når vi hele tiden ser karakterer på film og tv drikke, når de er sammen, er det med til at skabe en forventning eller opfattelse af, at når vi er sociale, skal det også være forbundet med alkohol. Det gør, at vi lige så stille får kodet ind på vores nethinde, at hvis vi skal være sammen, skal der også være alkohol involveret. Det giver en udfordring, når vi taler forebyggelse, og det er der, jeg ser den største risiko, siger Anette Søgaard Nielsen.

Samtidig hører danskerne som bekendt til blandt dem, der drikker mest på verdensplan, og det gør ifølge Anette Søgaard Nielsen ikke ligefrem problemet med alkohol på film og tv mindre.

En opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at der hvert år er 14 unge under 18 år, der dør som direkte følge af at have drukket for meget alkohol.

Derudover kan mindst 3.000 dødsfald om året relateres til alkohol, 120.000 familier vokser op i familier med alkoholproblemer, og over 800.000 danskere drikkere mere end anbefalinger.

Øl som overlevelse

Det er både personer, der ikke drikker ret meget, som bliver påvirkede, når de ser folk drikke på film og tv, og det er dem, der i forvejen har et alkoholproblem.

– Hvis du har et meget højt forbrug eller er afhængig, er der noget forskning, der tyder på, at du bliver hyperopmærksom på selv det mindste “alkohol-cue”, og det kan være med til at skabe øget trang til alkohol og gøre det svært at stoppe med at drikke eller sænke sit forbrug, siger Anette Søgaard Nielsen.

Derudover er der en særlig risiko, når alkoholen kommer på bordet hver gang, noget er svært eller stressende for karaktererne.

–Det farlige er, når man introducerer alkohol som mulig coping-strategi – et redskab til at slappe af og få ro på nervesystemet. Man foregøgler jo folk, at det ikke er nær så dramatisk at drikke for at dulme nerverne, som det var, hvis du gik til lægen og bad om beroligende medicin, siger Anette Søgaard Nielsen.

Alkoholen bliver ofte brugt helt rituelt, mener hun.

– Det bliver ofte brugt som et ritual: Noget, der markerer en overgang. Hvis du byder folk på dyr whisky eller virkelig god rødvin, viser du, at du er imødekommende. Det kan være, når du møder et nyt menneske, når man skal cementere en forretningsaftale, en handel, en afslutning, men også bare, når vi går på ferie, eller når vi kommer hjem fra arbejdet. På den måde får alkoholen en meget stærkere funktion end produktet i sig selv.

Vores grænse for, hvad der er socialt acceptabelt, handler derfor ikke så meget om mængden af alkohol, men mere i hvilke situationer vi drikker, og hvordan vi bliver, når vi gør det.

– Vi klassificerer ikke et højt alkoholforbrug som et problem, så længe man ikke er socialt uacceptabel. Hvis man ikke bliver træls eller råber, sløser, spilder eller bliver aggressiv, tænker vi ikke på det som stigmatiserende.

Det skyldes bl.a., at vores alkoholkultur stadig i høj grad er formet og præget af de ældre generationer – dem, som er i dag er i pensionsalderen. F.eks. har en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut vist, at pensionerede akademikere drikker mere end både teenagere og kortuddannede.

– Det er en generation, der er vokset op med, at alkohol har været en så naturlig del af livet og i så høj grad er blevet associeret med livskvalitet. Det er, som om vi glemmer, at der er tale om et sundhedsskadeligt opløsningsmiddel, så længe det bare er god rødvin, øl fra et mikrobryggeri eller luksuriøs gin, siger Anette Søgaard Nielsen.