Vi satte en jordemoder til at anmelde Dag & Nat: Her er hendes dom

Ida Vraa-Jensen er jordemoder og aktiv i Jordemødre for Ligeløn. Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

”Dag & Nat” er en meget – og man kunne måske sige selvfølgelig – dramatiseret udgave af min hverdag som jordemoder.

Selv om hele opstillingen omkring fødslerne faktisk er ret realistisk, og der generelt er fokus på, at en fødsel sjældent er Hollywoods idé om vandafgang efterfulgt at en babu babu-tur til hospitalet og en forløsning nærmest det sekund, den fødende ankommer, så har serien mange faglige og ”jordemoderens hverdag”-billeder, hvor der er skruet op for dramaet.

Næsten alt er ude af proportioner, enten for stort eller for småt.

I et afsnit er lægen Jacob slet ikke til at få fat i – det har jeg aldrig oplevet.

I situationer, hvor lægen har haft travlt, har jeg fået at vide, hvad jeg skulle gøre, til de kom, og at jeg skulle ringe, når det blev mere kritisk.

Og så kom de, inden det blev så kritisk, at den fødende var ved at dø, som tilfældet er i serien.

En jordemoder får også kritik for at give en fødende rebozo, som er en slags massage, man giver med et tørklæde rundt om kvindens lænd.

Jordemoderen får at vide, at hun ikke har tid til det, men i virkeligheden er det noget, der kan spare os tid.

Dels fordi det hjælper barnet med at ”være indstillet bedre” i forhold til fødslen, og fordi partneren kan gøre det, og jordemoderen dermed kan bruge sin tid på noget andet.

En jordemoder tisser også i bukserne på et tidspunkt, fordi hun har haft for travlt til at nå på toilettet. Det er sket, men det sker heldigvis sjældent.

Til gengæld ser vi hele tiden, at jordemødre ikke får spist gennem alle otte timer af deres vagt.

Det er ikke et kald

Jeg tror også, mange glemmer, at fødsler er ret dramatiske og kræver meget arbejde i sig selv.

Når jeg har en presset vagt, så har jeg f.eks. otte timer, hvor jeg har ansvaret for to-tre fødende og deres børn.

Jeg skal sørge for, at de og deres partner har det godt, får en god oplevelse, at de kommer videre i forløbet, og samtidig skal jeg notere alt, jeg gør.

Men jeg synes dog næsten, at de fagpolitiske fejl er værre.

For eksempel kan jeg ikke lade være med at studse over, at afdelingsjordemoderen Ella siger, at det ikke er et kald, men et arbejde, og alligevel kommer den ivrighed, som jordemødrene viser, når de melder sig til overarbejde, til at se ud, som om de gladeligt smider alt andet væk – at det er et kald.

Og forstå mig ret, hvis der virkelig er brug for det, og man kan få det til at hænge sammen med privatlivet, så siger virkelighedens jordemødre også ja til overarbejde, men den ”mit eget liv er da lige meget, alt til fødegangen”-attitude, der vises i serien, bliver for meget for mig.

For vi er også bare mennesker, og vi skal passe på os selv.

Derudover fremstilles jordemodermanglen, som om den er opstået på grund af hospitalsledelsens manglende afsætning af midler til flere jordemødre, men i virkeligheden er det regionerne, som ikke tilbyder en ordentlig løn.

Det er det, der nu og det seneste år har fået mange jordemødre til at fravælge stillinger i det offentlige.

Sidst men ikke mindst, så bliver Milad, en af seriens fødselslæger, som er ved at skifte til det private, fremstillet, som om han har et overforbrug, og at dette er grunden til jobskiftet til et bedre betalt job.

Det er en ommer at fremstille det private som noget, man går over til for at have råd til tasker til 8.000 kroner, når man ved, at det offentlige er midt i en lønkamp, som man risikerer at underminere – og så endda i bedste sendetid.