Vera Perregrina
Køn & identitet

Vera var 13 år gammel, da hun fandt ud af, at hun hverken var mand eller kvinde. Men noget helt særligt

17. august 2022
Af Shazia Khan
Foto: Shazia Khan
I det sydlige Mexico har man en ældgammel tradition for et særligt tredje køn, Muxe. De har en særlig status i samfundet og er ofte succesrige og anerkendte. Biologisk er de født som mænd, men de føler sig som muxe, som er en blanding af begge køn.

Mens den vestlige verden skelner mellem mænd og kvinder, transpersoner, homoseksuelle, hetero, biseksuelle osv., mener de mexianske muxer (udtales musher), at manglen på distinktioner er det, der gør dem originale og værdifulde.

Definitionen af ​​muxe er enkel og omfatter alle.

Naomy
Foto: Shazia Khan

Naomy

"Mange mener, at det er en velsignelse for en mor at få et barn som er muxe i familien. Vi muxer er meget knyttet til vores forældre, og vi tager os af dem, når de bliver gamle."

Naomy er jurist og fremtrædende aktivist i Muxe-samfundet. Hun repræsenterer den yngre generation af muxer.

Hun er meget aktiv på de sociale medier og arbejder desuden frivilligt for en organisation, der hjælper fattige landløse med at få land og rettigheder i samfundet.

I 2024 skal hun være dronning for Muxerne i Juchitan, og hun er i fuld gang med at forberede sig allerede nu. Hun bruger meget tid på at gå til de såkaldte Vela-fester både lokalt og i andre dele af Mexico.

Vela´erne er traditionelle fester, som er vigtige samlingspunkter for muxe-kulturen.

"Traditionelt bliver muxer ikke gift og flytter hjemmefra. De tager sig af forældrene og bedsteforældrene."

"I modsætning til spansk, som er grammatisk baseret på to køn, er zapotek-sproget fuldstændig kønsneutralt. Som et resultat af dette forbinder zapotek-kulturen ikke mennesker, objekter eller handlinger til begreberne mandligt eller feminint. Af den grund er det svært at oversætte muxe-identiteten til andre sprog, hvor der er en stærkere forbindelse til køn selv i konstruktionen af ​​en simpel sætning."

"Muxe-kulturen i Mexico er, ligesom i oprindelige samfund rundt om i verden, et godt eksempel på kønsfluiditet og har været det i generationer."

Vera Perregrina
Foto: Shazia Khan

Vera Perregrina

"Jeg var 13 år gammel, da jeg fandt ud af, at jeg var muxe. Jeg besluttede mig for at gøre som jeg ville, ligegyldigt hvad de andre tænkte."

Vera er 31 år, og hun er aktivist og arbejder som dekoratør. På billedet sidder hun hjemme hos sig selv foran sit alter. På væggen bagved hende hænger der et billede af hendes bedstemor.

Mange af muxerne er katolikker. Deres tro og måden de praktiserer den på, er imidlertid meget influeret af deres oprindelige kultur.

"Jeg gik ud af skolen som 15-årig og begyndte at arbejde. Jeg ville gerne lære et håndværk og være selvstændig og klare mig selv.

Jeg arbejder for en organisation, der hedder Mexfam med et projekt, der hedder ”Arcos”. Vi oplyser unge muxer om deres rettigheder og prævention.

Min mor bor her i huset sammen med mig. Hun arbejder stadigvæk. 

Som muxe føler jeg mig fri. Jeg er hverken mand eller kvinde. Jeg er muxe!

Når du tager til en fest som muxe, skal du se godt ud! Du skal være venlig og smile til alle. Det er dejligt at komme ind et sted, hvor du er i centrum. Folk rejser sig op for dig og smiler tilbage. 

Jeg drømmer om et fælleshus, hvor der kunne være plads til muxer, der kommer på besøg udefra.

Sommetider på gaden er der folk, der råber efter mig og siger grimme ting. Jeg ignorerer dem."

Felina
Foto: Shazia Khan

Felina

Felina er 54 år gammel, og har været en fremtrædende aktivist i for muxerne igennem 30 år.

Hun har præsenteret muxe-kulturen internationalt på TED-talks og er forperson for organisationen i byen.

"For 46 år siden mødtes Muxer her i byen for at tale sammen og støtte hinanden. Sidenhen er vores kamp for vores identitet og rettigheder blevet kendt både i Mexico og internationalt.  Jeg blev født imellem de ældre og yngre generationer i bevægelsen, jeg er således af 2. generation."

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

"Muxerne har altid eksisteret hos zapotekerne i Juchitan, igennem hele vores historie. Klædedragt og udseende var selvfølgelig anderledes dengang, det var jo andre tider.

Engang sagde en kvinde til mig: Muxerne i gamle dage var meget uskyldige og velopdragne, de gik ikke med kvindetøj.

Jeg svarede: Kvinderne drak sig heller ikke fulde dengang! Der var en fest, du kom med din mand, og han drak, men kvinderne gik hjem.

Nu fester og drikker kvinderne mere end mændene!

Så tiderne har ændret sig, og vi som muxer har også udviklet os.

Før i tiden havde man ikke internet og TV, man kunne ikke følge med i andre ting.

Så vi har adopteret en del moderne skikke – men uden at glemme vores egne rødder, vores traditioner og vores kultur.

Der er så mange landsbyer og steder her i Mexico, hvor man har glemt sit sprog og en del af sin kultur."

De mexikanske muxer

I det sydlige Mexico i delstaten Oaxaca ligger der en landtange mellem Stillehavet og det Caribiske Hav kaldet el Istmo de Tehuantepec. I dette område er der mange oprindelige Zapotek-folk, som stadig har bevaret deres sprog og kultur, fra før spanierne kom. De taler både spansk og zapotek-sprog, og lever på mange måder en vestlig tilværelse, mens de bibeholder deres oprindelige traditioner. Kulturen er grundlæggende matriarkalsk, og kvinderne er meget stærke i samfundet. Muxerne driver ofte succesfulde forretninger og tager sig af deres forældre, når de bliver gamle.

Centrum for Zapotek-kulturen i området er byen Juchitan med ca. 100.000 indbyggere. Det er en livlig by med et stort marked, hvor de fleste af boderne ejes af kvinder og nogle af dem af muxer.

"For mig er dét at være muxe, en dualitet. Det er mellem de to køn, maskulin og feminin.

De smelter sammen, og der vokser en muxe-identitet ud af det. Selvom jeg som muxe virkelig godt kan lide det feminine, ser jeg ikke mig selv som kvinde.

Som muxe kan jeg have følsomheden som en kvinde og i bedste fald også en mands styrke.

Jeg er en person, der kan føle mig tilpas i begge positioner. Jeg kan forstå både mænd og kvinder. Men jeg kan ikke tale 100% ud fra en kvindes synspunkt.

Vi er stolte af vores skikke, sprog og kultur. Vi lever vores egen kultur, uanset at vores dagligdag også er præget af den vestlige levevis. 

Vi holder fast i vores klædedragt til særlige lejligheder."

Diskriminationen her er ikke så markant som andre steder, men den findes. Så længe der er uvidenhed, vil der være diskrimination. I hele verden.

"Som muxer lærer vi meget af kvinderne. Kvinderne her er meget arbejdsomme og sørger for sig selv og deres familier. Af dem lærer vi at arbejde og begå os.

Jeg er muxe, og jeg har min plads i samfundet, som kvinderne og mændene har deres, og det må vi respektere. 

I vores samfund er vi anerkendte som muxer.

Socialt set har vi anerkendelse, og vi anerkender hinanden – uafhængigt af tøj og udseende.

Vi har ikke så mange problemer med eksklusion i vores eget miljø. Når man er muxe, omfatter man det hele.

Det er ikke nødvendigt at opdele yderligere, LGBT, homosexuel, gay, trans osv.

"I denne verden lever vi for at være glade og lykkelige. Livet er kort, og derfor skal man nyde det.

Man skal leve det ud som er inde i ens hjerte.

Vi kommer alle – uanset køn – igennem gode og dårlige ting her i livet.

Muxerne er venner med både kvinder og mænd, og når vi holder vores store fester (Vela), er der plads til alle mennesker.

Dette er inklusion.

Vi er en del af det hele."

Mistica Sanchez Comez
Foto: Shazia Khan

Mistica Sanchez Comez

"Vi er alle menneskelige væsner. Vi er alle lige. Der er plads til os alle sammen. Jeg har været dronning og borgmester for Muxerne. Jeg har gjort, hvad jeg bør gøre, fordi jeg er Muxe i mit hjerte. Jeg er taknemlig for alle de mennesker, der er kommet fra fjern og nær for at fejre denne dag."

Mistica er mangeårig fremtrædende aktivist i muxe-samfundet. Til hver Vela-festival vælges der en dronning og en borgmester, som begge er protegéer og ansvarlige for festivalen.

De repræsenterer desuden muxe-samfundet udadtil.

Det er et stort arbejde og også økonomisk krævende at have posterne, og de forbereder sig lang tid i forvejen.

Ordene stammer fra Mistica´s afskedstale, da hun afsluttede sit år som borgmester for muxerne i 2021.

Brenda
Foto: Shazia Khan

Brenda

”Jeg er glad for at have klaret mig godt, og jeg har kunnet købe huset, som vi bor i nu.”

Brenda har en bod på markedet, som er meget populær. Hver dag er der mange kunder.

Hun forsørger sin familie, og da familiens hus blev ødelagt i et af de mange jordskælv i området, købte hun et nyt. Hun er god til at snakke med folk og drive forretningen.

Når hun står i sin forretning, har hun traditionelt mandligt tøj på, men hun er også sminket og har muxe-udseende.

Her er hun hjemme hos sig selv foran et portræt af sin mor. Det tager ofte flere timer for en muxe at gøre sig klar til en traditionel fest.

De gør sig umage med at sætte håret, sminke sig og i føre sig de smukke traditionelle kjoler og hårbånd.

"Jeg fandt ud, at jeg var Muxe, allerede da jeg var 7 år gammel. Heldigvis har jeg altid haft min mors støtte, og jeg har altid som voksen støttet og taget mig af min mor.

Min far forlod os for 15 år siden. Vores gamle hus blev ødelagt af et af de store jordskælv, vi har haft her. Så livet har ikke altid været let. Jeg er glad for at have klaret mig godt, og jeg har kunnet købe huset, som vi bor i nu."

Kika
Foto: Shazia Khan

Kika

”Alt er ikke rosenrødt, vi har kæmpet meget for vores rettigheder, og fordi vi er engageret i politik, har vi desværre også nogle fjender. Vi er 15 muxer her i området, der får politibeskyttelse.”

På billedet til venstre ses Kika til den store Vela-fest.

Sommetider præsenterer Kika sig som Pedro, og er klædt i lidt mere maskulint tøj. Kika har været aktivist i muxernes bevægelse i mange år.

"Jeg er født og opvokset her i Juchitan. Da jeg var 20 år gammel, tog jeg til Mexico City, hvor jeg studerede ballet i 4 år. Jeg elskede at danse men måtte droppe studierne. Mine forældre havde ikke råd til at betale længere. I stedet for begyndte jeg at studere til stylist. På den måde kunne jeg komme i gang med at tjene penge."

"Jeg var faktisk gift med en mand, da jeg var i tyverne. Han blev skudt i et gaderøveri og døde.

Da min mor døde for 13 år siden, vendte jeg tilbage til Juchitan for at være tæt på min far. Jeg begyndte at arbejde for muxernes rettigheder. Vi er 7 søskende. Min far var homofob. Min mor beskyttede mig altid.

Normalt bliver muxer ikke gift, de bliver ofte boende sammen med deres forældre. Vi muxer har desuden altid beskæftiget os med det, som traditionelt er kvindearbejde: Vi syr, broderer, gør rent, laver mad, dekorerer. Derfor ser mange mødre det som en god ting at have en søn, som er muxe."

Gaby & Sharon

Tvillingerne Gaby og Sharon poserer her i deres traditionelle dragter til den store Vela-fest i Juchitan.

I byen Juchitan, som er centrum for Zapotek-kulturen, arrangerer muxerne årligt en stor traditionel fest, en Vela.

Her deltager tusindvis af mennesker, og der festes og danses til den lyse morgen. Muxerne sætter en stor ære i at iføre sig de smukke traditionelle kjoler og bånd i håret.

Kjolen med de farverige blomsterbroderier kaldes tehuana. Blusen bliver kaldt en huipil.

Frida Kahlo havde mange kjoler fra regionen i tehuana-stil. Hun var fascineret af kulturen, og hun kunne godt lide de stærke kvinder i det matriarkalske zapotek-samfund.

Muxerne er i høj grad med til at holde den traditionelle klædedragt i live. De organiserer de store traditionelle fester. En del muxer driver også systuer og tøjbutikker.

Santiago

Santiago

”Vi muxer føler os meget stolte af, hvem vi er og det område, vi kommer fra.”

Santiago er 24 år gammel. Jeg fotograferer ham foran kirken i Juchitan på dagen for Vela-festen. Festlighederne begynder med en katolsk messe til ære for muxerne, fordi kirken også anerkender deres betydning og rolle i samfundet.

"For mig er Muxe-Velaen en vigtig tradition, som man skal være en del af. Vi muxer føler os meget stolte af, hvem vi er og det område, vi kommer fra. Jeg elsker at have den traditionelle huipil og tehuana-kjole på."

"Jeg fandt ud af, at jeg var muxe, da jeg var 15 år gammel. Mine forældre sagde ikke så meget til det, men de accepterede mig."