Han, hun eller hen?

Mit køn er ikke en hobby. Derfor betyder det noget, om du omtaler mig han, hun eller hen

9. august 2021
Af Rei M. Mansa
Foto: Privat
KOMMENTAR: Selvom du er cis-person, håber jeg, du vil angive, om du vil kaldes han, hun eller hen på dine sociale medier og tænke over det, når du møder transpersoner på dit arbejde, skriver Rei. M. Mansa.

Jeg har mange hobbyer. Jeg syr, læser, skriver, bygger ting. Men mit køn er ikke en af dem.

Jeg går ikke til ”transkønnet” i min fritid. Mit køn er noget, jeg altid er, også på arbejdet.

Derfor betyder det noget, at ikke kun sociale medier som Facebook og Instagram men også det faglige netværk LinkedIn har muliggjort, at man kan angive sine pronominer – det personlige stedord.

Jeg bruger for eksempel primært “hen” på dansk, men er også OK med, at man siger “han” om mig.

Selvfølgelig har man selv kunnet tilføje det i sin bio-tekst, men nu opfordres brugerne altså til at tage aktiv stilling.

At bede brugerne tage stilling til pronominer på medier som Facebook, Instagram og Twitter er godt.

For mit køn er ikke kun forbeholdt fritiden, det er ikke “bare noget, vi leger”. Det er mit liv og en del af det menneske, jeg er.

Det gør det mere almindeligt i folks øjne, når de jævnligt møder det. Men for de fleste er det stadig medier, som forbindes med fritid og privatlivet.

Men ikke LinkedIn, der som bekendt er et fagligt netværk, hvor man fremmer sin karriere og sit professionelle liv. For naturligvis betyder det noget, at du bruger de rigtige pronominer om mig på arbejdet.

For mit køn er ikke kun forbeholdt fritiden, det er ikke “bare noget, vi leger”. Det er mit liv og en del af det menneske, jeg er.

Og jeg foretrækker at gå på arbejde som hele mig. Derfor er det at respektere andre folks pronominer en del af, at de kan lykkes i deres karriere.

Nemmere at eksistere i verden

Ofte har jeg hørt fra cis-personer (cis: du er det køn, du blev tildelt ved fødslen, modsat transkønnede), at de jo ikke selv behøver at angive pronominer, da de automatisk omtales med det korrekte, og det derfor føles underligt og “kunstigt” at skrive dem.

Men når du som cis-person gør det, rækker du en hånd ud til mig og gør det nemmere for mig at eksistere i verden. Du hjælper til, at jeg som transperson ikke straks bliver stemplet som værende trans, blot ved at folk ser, jeg har sat mine pronominer på.

Du gør det mere normalt og almindelig at yde den service, det er at oplyse, hvordan man skal omtales, og når tilstrækkelig mange gør det, så kan jeg glide ind i mængden.

Jeg har ikke noget imod at stå ud. Med mængden af overgearet, farvestrålende tøj og sko, jeg ejer, perioder med funky farvet hår og en fuldstændig mangel på evne til at holde kæft, når jeg synes, verden er uretfærdig, så er jeg ikke ligefrem anonym.

Men sommetider er det rart at kunne holde fri, ikke at skulle være poster-child for transkønnedes rettigheder eller være det store, alvidende leksikon om alt, der er queer.

Sommetider vil jeg bare gerne kunne eksistere, uden at skulle forklare og forsvare mig.

Så når et professionelt netværk gør det normalt at oplyse, hvordan man skal omtales, kan det forhåbentlig føre til, at vi husker at bruge de rigtige ord om hinanden på arbejdet. Og at spørge, hvis vi ikke kan huske dem.

Helt ærligt, det gør sgu ondt, når jeg gennem væggen igen hører “Rei, hun sagde lige, at (...)”.

For mit køn er altså ikke en hobby.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.