Menstruation
27. maj 2021

Det er ikke kun kvinder, som får menstruation. Det gør transpersoner også, og jeg er en af dem

KOMMENTAR: Jeg fremstår overvejende maskulin og vælger derfor herretoilettet, men hvad gør jeg, hvis jeg en dag får min menstruation igen? Nonbinære og transpersoner kan også have menstruation, og der opstår akavede situationer, når faciliteterne ikke er indrettet til det.
Af: af Rei M. Mansa
https://imgix.femina.dk/2021-05-27/reimansapng1_0.png

Foto: Privat

Jeg er nonbinær transperson, tilfældigvis indehaver af en livmoder og får testosteron, som har den effekt, at jeg for tiden ikke får menstruation (skønt!), hvilket jeg ellers har haft med solid regelmæssighed i 26 år.

Det er dog langt fra alle personer i testosteronbehandling, hvis menstruationen forsvinder, ligesom ikke alle transpersoner og nonbinære tager hormoner eller bliver opereret.

Det vil formentlig komme som et chok for folketingsmedlem for Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen.

Forleden rodede han sig ud i en gemen gang sludder, da han fra Folketingets talerstol argumenterede imod, at menstruationsprodukter skal være gratis på offentlige toiletter.

Det interessante bliver den dag, Lars Boje Mathiesen opdager, at vi er en gruppe mennesker, der godt kunne bruge de dér menstruationsprodukter og en fiks, lille skraldepose på væggen til at bortskaffe selvsamme samt en håndvask på alle toiletter.

Som om transpersoner ikke eksisterer

Ja, korrekt, også herretoiletterne. Nonbinære og transmænd kan nemlig OGSÅ have menstruation – og der kan godt opstå nogle akavede situationer, når faciliteterne ikke er indrettet til det.

Det er bare, som om man som transperson ikke rigtig eksisterer, når talen falder på menstruation, skønt mange af os stadig har brug for både menstruationsprodukter, steder at skifte dem og stadig kan døje med både ubehag og smerter.

Er det et toilet med båse uden håndvask og affaldspose, skal jeg snige mig ud med det brugte bind, opspore en affaldsspand og vaske eventuelt blod af fingrene ved den fælles håndvask.

En del får desuden voldsomt kropsligt ubehag kaldet kønsdysfori, når menstruationen kommer væltende og minder om en kropslig funktion, der af samfundet i høj grad tilskrives et køn, man ikke er.

Menstruation på herretoilettet

Hvis/når jeg en dag får menstruation igen (det kan komme og gå, selvom man får testosteron), bliver det hurtigt et større logistisk projekt, da jeg fremstår overvejende maskulin og derfor vælger herretoilettet.

Er det et toilet med båse uden håndvask og affaldspose, skal jeg snige mig ud med det brugte bind, opspore en affaldsspand og vaske eventuelt blod af fingrene ved den fælles håndvask.

Alternativt skal jeg sørge for at gennemtænke alt på forhånd, så jeg har bukser med solide lommer til de brugte bind eller en taske samt vådservietter og poser til affaldet.

Jeg vil givetvis også have det lidt anstrengt med ”riiitsj”-lyden af bindet, der fjernes fra underbukserne, så er bind en god idé?

Jeg vil slet ikke kunne overskue at anvende menstruationskop i den situation, selvom det er godt og miljøvenligt – den skal jo vaskes.

Småstress

Hov, forresten! Jeg skal også huske at have det rigtige tøj på, altså de der trusser, jeg har gemt nederst i skuffen under mine herretights, for bind sidder dårligt i dem.

Jeg kunne overveje tamponer, men de giver mig udbrud af svamp, og så ryger sexlivet totalt på pause. Jeg kunne måske også bare blive hjemme de dage …

Blev du også lidt forpustet der?

Min hverdag er én lang serie af logistisk stillingtagen, hvor jeg skal navigere i en verden, der simpelthen ikke er bygget til en person, der falder mellem “mand” og “kvinde ”-kategorierne.

Det er situationer som den ovenstående, der gør, at jeg ofte går rundt med en følelse af småstress eller sommetider vælger at blive hjemme, fordi planlægningen bliver uoverskuelig.

Min hverdag er én lang serie af logistisk stillingtagen, hvor jeg skal navigere i en verden der simpelthen ikke er bygget til en person, der falder mellem “mand” og “kvinde ”-kategorierne.

Måske kunne vi begynde med at droppe kønsopdelingen på offentlige toiletter og i stedet have separate båse med egen håndvask og affaldsspand.

Og så kunne vi stoppe med at italesætte menstruation som noget, udelukkende kvinder har.

Læs mere om:

Læs også