Maria Brus
Menstruation

Kalder Lars: Ved du, hvordan menstruation fungerer? Har du nogensinde mødt en kvinde?

21. maj 2021
Af Maria Brus
Foto: Marie Hald / Shutterstock
KOMMENTAR: Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen mener, at det er ”totalitært” at gøre bind tilgængelige på offentlige toiletter, og i øvrigt så kan kvinder jo bare styre deres ”periode”, ligesom han kan styre sig og lade være med at skide i bukserne. Kan det blive dummere? Sagtens.

Da jeg var baby-teenager, stod jeg i frikvartererne sammen med mine veninder nede i den ene ende af skolegården, tæt ved toiletterne. En samtale, der gentog sig med jævne mellemrum, var variationer af følgende:

”Jeg har fået mit lort!”

”Har du dit LORT?”

”Det er bare så TYPISK, at jeg får mit LORT lige i dag.”

Efter det fulgte en dårligt skjult smugling af bind fra den enes skoletaske til den uheldiges bukselomme, og sådan fortsatte vi langt op i vores teenageår.

I går kom jeg til at tænke på, om Lars Boje Mathiesen, medlem af Folketinget for Nye Borgerlige, måske har overhørt vores samtaler dengang i 00’erne og taget det for de facto biologi-undervisning?

I så fald skal jeg beklage. Vi var unge, og vores kroppe var mærkelige og nye, og vi skammede os og vidste ikke bedre – og jeg må bare sige: Lars, du er nødt til at åbne en biologibog, for jeg tror måske, du fik fravær, den dag I lærte om kvinders anatomi.

Lortedebat

Forleden gik Lars Boje Mathiesen på Folketingets talerstol for at argumentere imod et forslag om gratis menstruationsprodukter på offentlige toiletter.

Forslaget var stillet af Sikandar Siddique fra Frie Grønne.

Det endnu ikke opstillingsberettigede parti har tidligere argumenteret for, at kvinder og andre med menstruation kunne få menstruationsfri nogle dage om året.

Forslaget kommer i kølvandet på en global diskussion om netop adgangen til menstruationsprodukter. Sidste år vedtog Skotland som det første land en lov, der gør bind og tamponer gratis tilgængelige på offentlige institutioner.

Men det skulle Lars Boje Mathiesen bare slet ikke bede om, at vi fik herhjemme. For hvorfor kunne vi kvinder ikke bare planlægge noget bedre?

Skulle der så også være gratis underbukser på offentlige toiletter, hvis han nu kom til at skide i bukserne?

Næ nej, for Lars Boje Mathiesen er et ansvarligt menneske, der forstår at planlægge fremad, og hvis han ved, at han måske kommer til at skide i bukserne, er det hans eget ansvar at tage rene underbukser med.

Det virker ikke til, at Lars Boje Mathiesen ved det her, og så er vi tilbage ved samtalerne i min skolegård: Menstruationsblod er ikke det samme som lort.

Det fungerer simpelthen på to forskellige måder. Man kan ikke bløde af hjemmefra.

Gud, hvor ville det være smart. Lige få ordnet det bløderi fra morgenstunden og så ellers ikke tænke mere på bind og tamponer den dag.

Pop den p-pille

Nå, men så må vi holde styr på vores ”perioder”, sagde ordføreren. Simpelthen vide, hvornår det kommer, så vi kan være beredt og have vores eget bind med.

Og jo, det ville virkelig være rart, og det har tech-firmaer også fundet ud af, hvorfor der findes masser af menstruationstrackere, der holder styr på, hvornår vi skal til det igen.

Desværre ved alle, der nogensinde har sat sig på toilettet og kigget direkte ned i en ubelejlig overraskelse, at regelmæssig menstruation ofte er but a far away dream.

Så var der også argumentet (han havde meget at sige om det her) om, at bind jo koster cirka det samme som en pakke Matador Mix, så det burde de fleste have råd til.

For det første er det at skide (undskyld) på mennesker med et stramt budget, og for det andet er det de færreste, for hvem det er nødvendigt at kværne to-tre pakker Matador Mix over en lille uges tid for at kunne være velfungerende medlemmer af samfundet.

Allermest vanvittigt var det dog, at Lars Boje Mathiesen, der selv har to døtre, mente, at hvis blødning var tabu eller ubelejligt, kunne vi kvinder jo bare tage p-piller uden pause og helt undgå det.

Hvor herligt det end lyder at være helt fri, virker det som en lille smule overdrevet, at halvdelen af jordens befolkning skulle poppe hormonprævention fra en stadig tidligere og tidligere alder.

Vi fylder i forvejen helt unge piger med p-piller, og vi bliver igen og igen opmærksomme på, hvor voldsomme bivirkninger, det kan have. Nedsat sexlyst, depression, nedsat kognitiv funktion, blodpropper - jeg kunne blive ved.

Lars Boje Mathiesen vil gerne hylde, at der er forskel på mænd og kvinder, for han elsker, at der er forskel på mænd og kvinder.

Men hvis det vil udviske forskellen på mænd og kvinder, at der er bind og tamponer tilgængelige på offentlige toiletter, så er vi eddermame ude i en lillebitte og skrøbelig kønsforskel.

Er det bare mig? Er det ikke en lille smule bekymrende, at vi har en folkevalgt politiker, der fuldstændig har misforstået en ret central del af halvdelen af verdens befolknings anatomi?

Jeg tør næsten ikke fortælle ham, at der sådan set også findes mænd og non-binære personer, der har menstruation.

Læs også