Moeisha Aden
Årets kvinder

Moeisha Aden: "Hvis en cis-kvinde oplevede det, som vi transkvinder oplever, ville alle medier gå i breaking news”

16. november 2021
af Stinne Kaarsgaard
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Moeisha Aden er transkvinde, muslim og har oplevet racisme, transfobi og det, hun kalder absurd og uværdig behandling af transpersoner i sundhedssystemet. Hun er ikke bange for at tale højt og skubbe til vores fordomme.

Jeg vidste, at jeg var anderledes allerede som barn.

Jeg vidste ikke, at der var noget, der hed LGBT+ eller transkønnet, og jeg vidste ikke, at man kunne tage piller, som kunne ændre ens kropsform.

Jeg vidste bare, at jeg ville lege. Dér hvor jeg kommer fra, er der pigelege og drengelege, pigefarver og drengefarver, pigemusik og drengemusik. Jeg ville gerne lege pigelege, men det måtte jeg ikke.

Jeg måtte ikke bevæge min krop på bestemte måder, og jeg måtte ikke krydse benene. Det var meget tidligt, at jeg fandt ud af, at jeg skulle være på en bestemt måde, fordi jeg var en dreng.

Min første tanke var, at jeg måtte være bøsse, fordi jeg havde et så stort behov for at udtrykke mig feminint. Det begyndte omkring 7.-8. klasse, hvor man begyndte at gå til sodavandsdisko, og drengene talte om Camilla fra parallelklassen.

Jeg havde ingen trang til at være sammen med piger, så jeg tænkte, at jeg nok bare var bøsse. Det var slet ikke en mulighed i folkeskolen at sige, at jeg var transkvinde.

Børn bliver jo mobbet for at være rødhårede eller have flyveører. Skulle jeg så dukke op i kjole som 13-årig?

femina kårer Årets Kvinder 2021

Deres historier og kampe er vidt forskellige. Men kvinderne har én ting til fælles: De har ændret verden – og de er slet ikke færdige.

Moeisha Aden er Årets Normbryder.

Jeg delte ikke mine tanker med nogen. Men jeg havde mange samtaler med mig selv. Det er vi mange i LGBT+-miljøet, der har. En indre dialog.

Der var ikke Facebook eller Instagram. Ikke engang Arto var der dengang, så der var meget få muligheder for at møde andre, jeg kunne spejle mig i.

Transpersoner blev først en del af LGBT Danmark i 2008. Før det kunne man ikke være transkønnet, nonbinær eller aseksuel. Eller det kunne man, men der fandtes ikke ord for det.

Moeisha Aden

Da jeg kom i 20’erne, begyndte jeg at gå mere ud. Lige pludselig blev verden lidt større.

På Roskilde Festival var der mange, der gik i kostumer og legede med kønsudtryk, og pludselig kunne jeg tage en prinsessekjole på, uden at nogen sagde noget om det, fordi “det er jo bare Roskilde”.

Moeisha Aden

Født i Somalia i 1984 og kom til Danmark som flygtning i 1990’erne. Voksede op som børnehjemsbarn i Gentofte under navnet Mahamed.

Performancekunstner, foredragsholder, aktivist og debattør. Står bl.a. bag perfor-mances som “Transmonologue” på Nationalmuseet og “Dit blik, mit syn” og med-virkede i kunstinstallationen “Presence”. Udgiver i 2022 “Transmonologue” som bog.

Tidligere bestyrelsesmedlem i Saabah – en organisation, der hjælper LGBT+-personer med anden etnisk baggrund og kæmper for at bryde med social kontrol, transfobi, homofobi og racisme.

Jeg begyndte også at lade mit hår vokse og gå i skinny jeans, som jeg senere udskiftede med kjoler.

Juridisk kønsskifte var ikke en mulighed, da jeg var ung. Det blev først muligt i Danmark i 2014.

Inden da var det kun muligt at komme i medicinsk behandling, og først hvis man gennemgik en kønskorrigerende operation, kunne man søge om navneforandring. Det var den eneste mulighed, jeg havde.

Jeg vidste, at så snart det blev muligt at skifte navn og cpr-nummer, ville jeg benytte mig af det, og det gjorde jeg også.

Jeg er muslim og transkvinde. Men mange tror ikke, at man kan være muslim og LGBT+-person på samme tid. Det er, fordi vi kun kender til den mellemøstlige version af Islam i Danmark, som har meget skrappere regler for, hvordan en muslim skal være.

Jeg var en minoritet, inden jeg sprang ud som transkvinde. Jeg gik fra at være sort mand til at være sort kvinde i Danmark.

Den afrikanske udgave af Islam er mere varierende. Vi har plads til voodoo og til andre religioner og til at bede til vores stammer.

Mens min familie i Danmark var skeptisk, sagde min familie i Somalia, at jeg selvfølgelig kunne være transkvinde, så længe jeg ellers var en god muslim, ikke spiste svinekød, bad fem gange om dagen og holdt ramadan. Jeg går også med tørklæde i dag.

Jeg har ofte oplevet, at folk er gået amok og har råbt efter mig. F.eks. ved Ungdommens Folkemøde i år, hvor jeg skulle holde foredrag.

Nogle unge muslimer råbte, at jeg ikke var en kvinde og ikke var en mand, og at jeg ville komme i helvede.

Moeisha Aden

Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke er et sårbart menneske, for de råbte alle de ting, en transkvinde ikke vil høre, og som er årsag til kønsdysfori (følelsen af ubehag, der optræder, når ens krop, cpr-nummer eller fremtræden ikke stemmer overens med ens egen kønsforståelse, red.).

Jeg elskede det derimod. Jeg bliver i sådan nogle situationer, så længe folk ikke rører mig. Jeg bliver ved med at sige til dem: “Vis mig, hvilken sora I hentyder til. Er det jeres holdning, eller står det i Koranen?”

Det kan de aldrig svare på.

Jeg var en minoritet, inden jeg sprang ud som transkvinde. Jeg gik fra at være sort mand til at være sort kvinde i Danmark. Det er to forskellige oplevelser, men den ene har forberedt mig på den anden.

Jeg har tidligt prøvet at blive afvist på diskoteker og skulle diskutere med dørmænd. Jeg har oplevet, at folk har skreget, at jeg skulle tage tilbage, hvor jeg kommer fra, og jeg har gået på skoler, hvor jeg var den eneste sorte.

Som somalier er jeg vant til at blive sat i bås med dem, der kaldes den dårligst integrerede gruppe af indvandrere.

I dag har dem, der råber af mig, bare skiftet ordet muslim ud med trans.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Der er ved at ske et paradigmeskifte og alligevel ikke. På den ene side har vi fået serier som “Pose” på HBO, hvor alle medvirkende er enten transpersoner eller nonbinære. Samtidig synes jeg ikke, der er sket ret meget.

Til februar kommer forestillingen “Kinky Boots” på Det Ny Teater, hvor en rolle, som traditionelt er spillet af en sort transkvinde, nu skal spilles af en hvid, ciskønnet gay-mand (Silas Holst, red.).

Moeisha Aden

Derudover er der de manglende politiske initiativer. Regeringen har lovet, at den vil komme med et forslag om juridisk kønsskifte til børn, men det ser ikke ud til at komme foreløbig.

Mange tror stadig, at forældre, der støtter deres transbørn, vil lemlæste deres børn, selv om det eneste, de beder om, er retten til, at de kan hedde Kristian i stedet for Camilla og få et andet cpr-nummer.

Hvad skade kan det gøre, selv hvis de skulle skifte mening igen senere? Omvendt risikerer vi at gå imod Barnets Lov, som forpligter alle, der har med børn at gøre, om at støtte børn i deres identitetsdannelse.

Behandlingen af transpersoner i sundhedssystemet er grotesk. Jeg har sagt det før, og jeg vil sige det ‘till the day I die: Hvis en cis-kvinde oplevede det, som vi transkvinder oplevede, ville alle medierne gå i breaking news.

På Rigshospitalet tror de, at vi transkvinder gerne vil have en vagina, fordi vi gerne vil bruge den til at bolle med. Det er så absurd.

Læger på Rigshospitalet (Center for Kønsidentitet, red.) behandler os ud fra deres personlige holdning mere end deres professionalisme. De følger ikke behandlingsvejledningen fra Sundhedsstyrelsen overhovedet.

En dag vil man kigge tilbage og undskylde og tage afstand fra den måde, man har behandlet transpersoner på, ligesom man har taget afstand fra, at man engang anholdt bøsser for at danse med hinanden offentligt.

Jeg vil gerne udtrykke mig som kvinde, fordi det har værdi for mig.

På Rigshospitalet tror de, at vi transkvinder gerne vil have en vagina, fordi vi gerne vil bruge den til at bolle med. Det er så absurd.

Jeg har engang sagt til min behandler, at jeg gerne vil have en fisse, fordi den har værdi i sig selv. Det forstår de ikke. De tror, at jeg vil have en vagina, fordi jeg gerne vil være en sexet kvinde for en mand.

Den fordom møder jeg overalt, men den er særlig absurd, når den opstår i et behandlingsforløb. Jeg håber, min behandler bagefter tænkte lidt over, om hendes egen fisse har værdi i sig selv.

Jeg møder mange fordomme, fordi jeg er en sort transkvinde. Mange tror, jeg automatisk er vild i sengen og god til at slikke pik, og at jeg er mere freaky end alle andre.

Men måske er jeg meget konservativ og kan godt lide at gøre det under dynen med lyset slukket. Det billede har folk ikke.

Jeg er ikke ret ofte på Tinder og Grindr mere, fordi jeg kan se, at samtalen meget ofte handler om fetichering og folks egne fantasier.

Det kan være personer, der drømmer om at prøve sex med en strap-on og ikke tør sige det højt til deres venner. Hvem siger de det så til? Moeisha. Der er mange, der bruger mig, som om jeg var Dr. Phil.

Jeg arbejder for at ændre folks holdninger. Når jeg holder foredrag for unge, fortæller jeg dem, at deres måde at være på udelukker andre måder at være på.

Mange siger, at transpersoner vel bare kan være sig selv, men så stiller jeg dem et dilemma: “I er tre drenge i en gruppe, I hænger ud sammen, fester sammen, spiller fodbold sammen. Men så er der en, der springer ud som transkvinde. Vil I så stadig ringe til ham og invitere ham til fodbold og tale med ham om, hvordan du slikkede fisse på en fra parallelklassen?”

Og så griner de alle sammen og siger: “Nej, det vil være fucking mærkeligt.”

Jeg bruger meget af min tid på at give folk en anden vinkel med foredrag, workshops og teater, hvor jeg danser i kjole og gør alt det, jeg ikke måtte som barn.

Jeg gør det, selv om det kan være ubehageligt, og jeg oplever tilråb, for ellers vil folk kunne sige: “Der findes jo ikke ret mange transkvinder.”

Jo, det gør der.