Dorthe Kandi
Køn & identitet

Er det vigtigt for dig, om jeg er en han eller en hun eller en ...

16. november 2021
af Dorthe Kandi
Foto: Nellie Møberg
KOMMENTAR: ”Hele vores personlighed og identitet afgøres jo selvfølgelig ikke af, om vi har en penis eller en vulva.” skriver mediechef Dorthe Kandi.

Dorthe Kandi er mediechef i Aller Kvindeliv. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

"Jeg forstår ikke, folk bliver skræmt af nye idéer. Jeg bliver skræmt af gamle.”

Det citat fra John Cage, der var komponist og musikteoretiker, har jeg skrevet ned i min samling af kloge ord, som jeg med jævne mellemrum genlæser og tænker lidt over.

I min private lille samling står dette citat lige under disse kloge ord, som min søn har læst et sted:

”Din første tanke er det, samfundet har lært dig, du skal tænke. Den næste viser, hvilken person du er.”

Disse to citater har jeg tygget på flere gange i løbet af det seneste års tid, hvor MeToo endelig slog igennem i Danmark, og vi fik et tiltrængt opgør med normer og kulturer om en række ting.

Blandt de vigtigste er i mine øjne hele kønsdebatten – og her tænker jeg på alt lige fra sexisme til pronomener.

Det ramte mig igen, da jeg for nylig til en dejlig middag sad og talte med nogle jævnaldrende – altså 40-50-årige – og vi rundede emnet han, hun eller ...

Flere mente, at “der er altså kun to biologiske køn – han eller hun”.

En anden mente, at det da er fint, hvis nogen føler sig som hverken-eller, men “hvorfor skal vi høre så meget om det?”

Og så var vi et par stykker, der mente, at det er at forenkle mennesket til at være udelukkende et af to køn.

Og at det desuden er urummeligt at afvise andres oplevelser og identitetsfølelse, bare fordi det ikke lige passer ind i mit eller dit verdensbillede.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Og jeg måtte både til middagen og i andre sammenhænge spørge, hvorfor er det så vigtigt for nogle, at vi IKKE skal tale om det?

Hvorfor er det for svært?

I Sanne Søndergaards fremragende nye bog ‘F-ordet’ skriver Sanne blandt meget andet interessant i kapitlet ‘Men er der ikke forskel på mænd og kvinder?’ at:

“Binær betyder, at der kun er to muligheder. Det er computeres sprog: on eller off. Personnumres sprog: Lige eller ulige. Det non-binære er derimod farvers sprog: blå, gul, grøn, cyklame eller kobber (...). Men der er forskel på mænd og kvinder, kan jeg høre ekkoet af forandringsfjenderne insisterer på...”

Og hun nævner videre i et grundigt og meget langt citat, som jeg her vil prøve at koge ned – at vi i den argumentation reducerer hinanden til det, vi har mellem benene.

Men hele vores personlighed og identitet afgøres jo selvfølgelig ikke af, om vi har en penis eller en vulva.

På nogle områder ligner jeg min mand meget mere end min søster – begge ciskønnede. På andre områder ligner min søn mig langt mere end sin far.

Det er jo det vilde og smukke ved os mennesker – at vi ikke er endimensionelle.

Men tilbage til det, vi tiltaler hinanden med.

Jeg havde engang en kollega, der hed Rikke. Et navn, hendes forældre havde givet hende.

Men hun ville hellere hedde noget andet og skiftede navn til Vigga. Så sendte hun en mail rundt til sine kolleger om sit navneskifte – og så vidt jeg ved, var der ingen, der insisterede på at kalde hende Rikke.

For mig virker det ret nemt at kalde folk det, de beder om, hvad enten det er Rikke eller hen eller dem.

Og jo, hukommelsen kan da svigte os alle, men så kan man jo venligt spørge, hvad det nu er, personen foretrækker.

Eller man kan sidde surt og holde fast i, at alle de gamle idéer er bedre end de nye. At intet kan eller skal laves om. Og ikke mindst at der skal tages mest hensyn til flertallet og mindst til mindretallet!?

For mig er intet mere skræmmende. Men sådan er vi selvfølgelig så forskellige.