Kommentar

Mænd skal ikke roses for god opførsel. I stedet skal vi skal stoppe med at hylde røvhulsadfærd

af Rasmus Hald Møller 19. marts 2021
Foto: ABEL
KOMMENTAR: Hvis vi skal heppe på mænd, fordi de opfører sig ordentligt, sætter vi baren for lavt i forhold til, hvad vi bør forvente af mænd.

Rasmus Møller studerer sociologi, er medlem af ligestillingsministerens ungepanel og debattør  

Forleden opfordrede TV-værten Puk Elgård sine 130.000 Instagramfølgere til at begynde at hylde de ”gode” mænd, som ikke er grænseoverskridende eller begår overgreb.

Den på overfladen sympatiske opfordring kommer (sandsynligvis) i kølvandet på mordet på Sarah Everard i London og den deraf affødte debat om kvinders frygt for mænds overgreb.

I sin kerne er opslaget jo meget sympatisk, og det kommer uden tvivl fra et godt sted. Det giver Puk Elgård også udtryk for i et opfølgende opslag, hvor hun skriver, at hun ønsker at bidrage til en rummelig debat.

Mit ærinde her er heller ikke at hænge Puk Elgård ud, men netop at bidrage til debatten. For det er jo i sig selv rigtig nok, at vi skal sætte pris på de mænd (og mennesker generelt), der gør alle de positive ting, Puk Elgård beskriver.

Der er entydigt gode kvaliteter og handlinger, som bør "belønnes" tilsvarende positivt. At vi er gode ved hinanden er vigtigt, og det vil vi gerne have anerkendelse for. Ligesom det er en anerkendelse af ens venlige "godmorgen" at få et tilsvarende venligt "godmorgen" tilbage. Det giver kun mening.

Løsningen

Jeg kan godt se den gode intention i opslaget. Jeg kan godt læse det som en opfordring til at hylde de mænd, der bryder fri, fra hvad der desværre ofte er normen for mænd.

Vi skal nemlig snakke om snævre maskulinitetsidealer og -normer, mænd i høj grad er underlagt, og dertil bakke de mænd op, der viser andre måder at gøre maskulinitet på. Jeg læser Puk Elgårds opslag som et forsøg på at gøre det.

Problemet er, at opslaget gerne vil hylde mænd for ikke at være røvhuller, for at sige det kort. Forståelsen af problemet er altså rigtig nok. Der er for mange mænd, der gør noget, der er uhensigtsmæssigt. I hvert fald nok til at gøre kvinder bange. Det er "løsningen", den er gal med.

For lige nu lever vi i et samfund, hvor "røvhulsadfærd" hyldes. Vores kultur hylder de mænd, der gør det modsatte af, hvad Puk Elgård nævner.

Vi hylder mænd, der danser for tæt, er grænseoverskridende og dominerende, dem, der afskærer sig deres følelsesliv og er aggressive. Vi har nogle kvaliteter i mænd, som vi taler op, og som normaliseres, og vi har nogle kvaliteter, vi taler ned, som fortrænges.

Men løsningen er ikke at hylde dem, der ikke er røvhuller. Løsningen er at stoppe med at hylde røvhulsadfærd.

Hvad kan man egentlig forvente af mænd

Men hvorfor ikke bare gøre, som Puk Elgård foreslår? Hvorfor ikke klappe de mænd på ryggen, der ikke opfører sig røvhulsagtigt?

Som mange har påpeget rundt omkring og ikke mindst i hendes kommentarspor, så har denne ”løsning” den afledte konsekvens, at man sætter barren virkelig lavt for, hvad man synes, man med rimelighed kan forvente af mænd.

Den dårlige adfærd, eller hvad nogen kalder for toksisk maskulinitet, er ikke noget udgangspunkt for mænd. Det er noget, vi har lært. Os, der lever nu, kan aflære det. Men det vigtigste må være, at fremtidens mænd slet og ret bare ikke lærer det.

Puk Elgård foreslår, at vi hylder den positive adfærd. Men i virkeligheden burde denne adfærd være udgangspunktet. Det burde være et minimum, at man opfører sig godt og empatisk over for andre.

Mænd er ikke uhjælpelige

Men hvis vi skal til at heppe på og klappe ad de mænd, der gør, hvad vi bør kunne forvente af almindelige voksne mennesker, så er det med til at reproducere en fortælling om, hvor uhjælpelige vi mænd grundlæggende er. Så forbliver udgangspunktet, at vi mænd ér al den dårlige adfærd, som vi gerne vil til livs, og som jeg gerne vil fravriste fra vores idé om maskulinitet.

For den dårlige adfærd, eller hvad nogen kalder for toksisk maskulinitet, er ikke noget udgangspunkt for mænd. Det er noget, vi har lært. Os, der lever nu, kan aflære det.

Men det vigtigste må være, at fremtidens mænd slet og ret bare ikke lærer det. At vi kan vise drenge af i dag, hvordan de kan være mænd i morgen på mange flere måder, end vi selv har fået præsenteret.

Den udvikling vil den hyldest, som Puk Elgård foreslår, ikke medvirke til. Den vil i stedet bibeholde fortællingen om, at mænd starter i minus og må anstrenge sig for at nå i plus, når virkeligheden er, at vi sagtens kan starte i plus.

Vi kan altså godt forvente det og mere af mænd.