
Anna Thygesen blev svindlet for en formue – og det nægter hun at skamme sig over

Anna Thygesen blev ringet op af en svindler, hun troede var fra banken, og mistede over 100.000 kroner.
Foto: Stine Heilmann
De fleste kender dem: De morgener, hvor dagen begynder lidt skævt. Sådan var det for Anna Thygesen en morgen for omtrent et år siden. Hun var vågnet til silende regn, havde arbejdet iført nattøj, men glemt tiden, og kalenderen var tætpakket med møder – det første skulle begynde om ganske kort tid.
Det er ikke unormalt for kommunikationsrådgiveren og meningsdanneren. Anna har ofte travlt, men lige præcis den her regnfulde morgen var mere forvirret end normalt. Anna var for eksempel ved at komme til at tage sin kærestes computer med på arbejde i stedet for sin egen. Hun opdagede det i tide, krise afværget – men så ringede hendes telefon igen-igen.

