Samfund

Vi er bange, når vi går hjem om aftenen. Sådan burde det ikke være

af redaktionen 15. marts 2021
Foto: Redaktionen
Drabet på den britiske kvinde Sarah Everand har sat gang i debatten om, at kvinder ikke føler, de kan færdes sikkert i det offentlige rum. Den viser os, hvor mange forholdsregler kvinder tager for at føle sig trygge. Det gør vi kvinder fra feminas redaktion også. Her er vores oplevelser.

Kristine Enevold Villadsen

I mine gymnasieår gik jeg ofte i byen med mine veninder. Vi tog næsten altid bussen hjem sammen, ellers fulgte vi hinanden ned til bussen, fordi vi var bange for, hvad der kunne ske. Mine veninder skulle ofte stå af bussen to stop inden mit stop. Så snart de trådte ud af bussen, ringede de altid til mig, så jeg ikke skulle sidde alene.

Jeg havde mine veninder i røret resten af busturen og hele turen hjem fra stoppestedet. Det var altid rart at have nogen ’at følges med’ i telefonen, hvis nu, der skulle ske noget. Først i det øjeblik, jeg stod oppe ved mine forældres hoveddør, lagde vi på og sagde godnat. 

I dag ringer jeg stadig enten til en veninde, min søster eller kæreste, hvis det er blevet sent, og jeg er på vej hjem. 

Isabella Alonso de Vera Hindkjær

Inden corona-lockdown var jeg ude at drikke en cocktail med en veninde. Det føltes som cirka en milliard år siden, jeg havde været ude i det offentlige rum en fredag aften efter mørkets frembrud (fordi gravid, barn og så forfra en gang til). På vej hjem, inden midnat, skulle jeg gå 250 meter til Kongens Nytorvs metrostation, og på de 250 meter fik jeg tiltagende ondt i maven på en måde, jeg ikke havde haft meget længe.

Da jeg endelig stod i toget, var jeg blevet stoppet eller talt til tre gange af mænd, der helt sikkert ikke ville mig det mindste ondt, men som alligevel i deres semi-brandert ikke forstod, hvor intimiderende det var, at de råbte ”HEEEEY SMUKKE” af deres lungers fulde kraft lige ind i fjæset på et andet menneske.

I virkeligheden har jeg aldrig stået i en situation, som for alvor var utryg - hvilket jeg tror er heldigt, for det har de fleste kvinder, jeg kender.

I metroen kom jeg i tanke om noget, jeg næsten havde glemt - og som jeg måske faktisk troede, ville forsvinde, når jeg blev ældre, fik mand, fik børn. Men det gælder stadig: Ude efter mørkets frembrud = ondt i maven. 

I virkeligheden har jeg aldrig stået i en situation, som for alvor var utryg - hvilket jeg tror er heldigt, for det har de fleste kvinder, jeg kender. Og alligevel havde jeg hele min ungdom ikke en eneste bytur, en eneste gåtur hjem om aftenen, en eneste taxatur, hvor jeg ikke på et eller andet tidspunkt havde let bankende hjerte, tanker om mulige eventuelle flugtveje, knugede min telefon i lommen - og følte mig utryg. 

Julie Brandt 

På mit studiejob på en restaurant gik jeg aldrig på toilettet i vores omklædning, fordi det lå i kælderen, og jeg aldrig ville kunne få hjælp, hvis der var en, der ville være alene med mig. Det gælder også, når jeg er på restaurant i dag. Jeg går ikke derned, hvis ikke jeg kan se en anden kvinde. Jeg tjekker altid, om der er andre på offentlige toiletter, før jeg går ind.

Jeg tjekker altid, om der er andre kvinder i metroen, når jeg går derned og ditto togkupeer, når jeg skal hjem. Jeg cykler en omvej, hvis jeg skal hjem fra byen om aftenen, og jeg skriver altid til mine veninder, om de er kommet godt hjem om aftenen. 

Dorte Mosbæk

Det ligger på rygraden…

* I S-toget eller metroen sætter jeg mig altid tæt på for eksempel et par eller en familie. Eller i vognen tættest på togføreren.

* Jeg har altid cykel med i toget, når jeg skal besøge min veninde, som bor ad nogle lidt mørke, tomme veje fra stationen.

* Jeg cykler hellere to kilometer længere frem for at skyde genvej gennem en park i mørke.

* Jeg lader nogle gange, som om jeg taler i telefon, mens jeg går på gaden alene.

* Jeg går aldrig hjem fra en hyggelig aften. Det er, som om cyklen gør mig tryg.

I en periode, hvor min mand ofte var væk flere dage ad gangen, havde jeg et kæmpe baseballbat ved siden af sengen.

*Selv om han sover, skriver jeg altid til min mand, at jeg er på vej hjem – for så tænker jeg, at man måske kan spore sms’sen og telefonen, hvis der sker mig noget.

*I en periode, hvor min mand ofte var væk flere dage ad gangen, havde jeg et kæmpe baseballbat ved siden af sengen. Senere en hårlak i sengeskuffen. Det fyldte utrolig meget i vores samtaler, hvad jeg skulle gøre, hvis der blev indbrud, mens jeg var alene hjemme. Jeg har tegnet mange flugtplaner i mit hoved, og jeg blev først mere tryg, da vi flyttede til et hus, hvor vinduerne sidder så højt, at man ikke kan risikere den der direkte konfrontation med én, der kigger ind.

*Jeg sover altid med min telefon ved siden af sengen for at kunne ringe efter hjælp hurtigt, hvis der sker noget.

Jeg har altid troet, at det var min lidt overbekymrede mor, der havde skabt denne frygt i mig, og at jeg måske bare var mere utryg end de fleste andre. Men nu forstår jeg, at vi er mange, der har det sådan. 

Birgitte Engen 

En dejlig mand gav mig tidligt et godt råd – som i øvrigt passer i de fleste situationer, hvor man bevæger sig ud på lidt dybt vand, også de ikke kønsrelaterede/seksuelle: ”Make sure you control the exit”. Det har altid ligget i mit baghoved.

Emilie Søndergaard Christiansen

Jeg var 17 år og gik i 2.G, da jeg og en veninde cyklede forbi en busk, hvor en mand stod og blottede sig for os og andre forbipasserende gymnasieelever. Det var enormt grænseoverskridende, og med rystende stemmer ringede vi og anmeldte ham til politiet. De fandt ham aldrig.

Der var også dengang, hvor en fyr, jeg var faldet i snak med til en fest, ikke ville acceptere et nej og blev ved med at insistere på, at jeg skulle give ham det kys, som han mente, jeg skyldte ham.

Eller dengang jeg i mine spæde teenageår ville lege foto-shoot sammen med mine veninder, så vi kunne få nye profilbilleder på Facebook, hvor vi opdagede, at en mand havde fulgt efter os og på afstand stod og tog billeder af os med sin mobiltelefon. Vi skyndte os væk, og vi var bange i lang tid efter.  

Dette er blot nogle få af de ubehagelige og grænseoverskridende oplevelser, jeg har haft i mit liv.

Læg så dertil alle de gange, hvor jeg i det offentlige rum er blevet dyttet efter, piftet efter, råbt efter, har fået ubehagelige blikke og seksuelle kommentarer om min krop – alt sammen af mænd. 

Det har resulteret i, at jeg altid går med min nøgle mellem fingrene, når jeg går alene efter mørkets frembrud. Jeg går konsekvent over på den anden side af vejen, hvis jeg kan se, at der går nogle bag mig. Mine veninder og jeg sørger altid for, at vi skriver til hinanden, når vi er kommet hjem. Og jeg har altid min telefon klar i hånden til at ringe efter hjælp, hvis det skulle blive nødvendigt. 

Maria Brus 

I begyndelsen af mine tyvere var jeg i New York på ferie med en veninde. Jeg havde aftalt en date med en fyr, der læste på Columbia, var feminist og virkede som en all-around sød fyr. Vi mødtes på hans kollegieværelse, og jeg kunne hurtigt mærke, at der ikke var nogen kemi mellem os.

Jeg prøvede at komme høfligt ud af situationen, jeg var alene i en by i et nabolag, jeg ikke kendte; så jeg sagde, at jeg var bekymret for min veninde, og at jeg ikke ville have, hun skulle være alene. Imens jeg talte med ham, skrev jeg til samme veninde, at jeg var bange, at min date virkede off.

Jeg sagde til ham, at jeg følte mig lidt træt, men at jeg jo var i byen en uge, så vi kunne ses en anden dag. Han sad tæt ved døren, og jeg sad på hans seng i den anden ende af værelset. Han blev ved med at affeje mine forsøg på at sige tak for i aften. Min jakke lå ovre ved ham.

Til sidst sagde jeg, at jeg ikke følte, vi havde nogen kemi, og at jeg ville gå nu. På et sekund ændrede han sig fuldstændig. Fra at være lidt off, blev han nu aggressiv, klynkende og truende.

Han sagde, at jeg ikke skulle være kommet, hvis jeg ikke ville ”follow through”. Han sagde, at når jeg havde været sammen med andre, kunne jeg lige så godt også være sammen med ham.

 

Jeg havde rejst mig fra sengen, taget min jakke og løb nu ud ad døren, løb gennem kollegiekorridorerne, stod med hamrende hjerte i elevatoren og løb ud på gaden og ned i den nærmeste subway.

Jeg spurgte, om han virkelig havde lyst til at have sex med et menneske, der ikke ville have sex med ham? Naarj, men han mente lige så godt, jeg kunne, nu jeg var her. Han sagde, at min opførsel stank af privilegie, af at være den smukke pige, der kunne få alle de fyre, hun ville, og han var bare en sød og kikset fyr, som prøvede at være god ved kvinder, men så gjorde de sådan noget her.

Jeg havde rejst mig fra sengen, taget min jakke og løb nu ud ad døren, løb gennem kollegiekorridorerne, stod med hamrende hjerte i elevatoren og løb ud på gaden og ned i den nærmeste subway.

I morges skrev min veninde til mig, at sagen om Sarah Everand mindede hende om fyren fra Upper West Side, og hvor bange hun var for, at der skulle ske mig noget.

Sidst jeg var på ferie, stod der en mand længere nede på stranden og tog billeder af min veninde og mig, mens vi klædte om.

Dertil kommer alle de gange, fyre har været grænseoverskridende generelt i det offentligt, råbt ad mig, kommenteret på min krop, taget på mig i bussen, flashet deres kønsdele for mig i toget. Alle de gange, jeg er stået af ved et andet stop for at vente på den næste bus, så en eller anden random mand ikke ville vide, hvor jeg boede. Sidst jeg var på ferie, stod der en mand længere nede på stranden og tog billeder af min veninde og mig, mens vi klædte om.

Jeg går konsekvent med headset i i det offentlige rum, også når jeg ikke hører musik. Jeg har som regel altid solbriller på, også når solen ikke skinner. Jeg vil gerne ligne en, der ikke ønsker kontakt med folk omkring mig, en, der ikke vil snakkes med. I virkeligheden ønsker jeg ikke at mænd snakker med mig. Da jeg for et par måneder siden skulle sælge en madras til en mand på DBA, sørgede jeg for, at min veninde var hjemme med mig, da han skulle komme. Hun var lige så bange, som jeg var. 

Katrine Rosenbæk

Jeg vågner ved, at den fyr, jeg har sovet med, forsøger at trænge op i mig. Jeg beder ham stoppe og siger, at han ikke bare kan trænge op i mig uden mit samtykke og smider ham ud.

Jeg er ude at løbe i den lille sydfranske by, der er mit hjem som 20-årig, da en mand forsøger at klappe mig i røven. Heldigvis løb jeg hurtigt nok til, at han ikke rørte mig. Det var højlys dag.

Det er den type oplevelser, der gør mig ekstra opmærksom på min færden i verden, fordi nogle mænd føler sig berettiget til min krop – både når det er højlys dag, og jeg er ude at løbe, og når jeg ligger nøgen i min egen seng.

Alligevel kan jeg have svært ved at fremhæve mine strategier, fordi jeg ikke tænker over dem: for mig er de lige så selvfølgelige for min færden i verden, som at jeg tager sko på, før jeg går ud ad døren.

Men jeg kunne for eksempel aldrig drømme om at cykle eller gå gennem Fælledparken efter mørkets frembrud, for der er ingen lys.

Jeg kunne heller ikke finde på at løbe en tur om søerne, når det er mørkt, for heller ikke der er der lys.

Når jeg tager på festival, tænker jeg over, om jeg kan sove sikkert i mit telt.

Skal jeg på date med en mand, jeg ikke har mødt før, mødes jeg altid med ham på et offentligt sted, hvor der er andre mennesker. Foreslår han, at vi skal mødes hjemme hos en af os, bliver jeg mistænksom.

Når jeg tager på festival, tænker jeg over, om jeg kan sove sikkert i mit telt.

Når jeg bader topløs om sommeren, tænker jeg over, om en fyr, jeg ikke kender, tager et foto af mig og deler det.

Hvis en mand taler uopfordret til mig i det offentlige rum, for eksempel mens jeg venter på et tog, lader jeg, som om min telefon ringer og rejser mig.

Jeg har svært ved at forestille mig, at det kan lade sig gøre at findes i verden uden at have alle disse strategier med sig, når man tager sko på og går ud ad døren.

Sofie Guldager

Hvis jeg skal hjem, og det er mørkt, bliver jeg hurtig utryg. Derfor ringer jeg tit til min kæreste, mens jeg går hjem.

Jeg er også meget bevidst om ikke at skabe øjenkontakt med mænd og prøver at gøre mig så ”usynlig” som muligt, når jeg færdes alene i det offentlige rum, især om aftenen.

Tine Bendixen

Frygten for, om jeg ville slippe fra ham, er det, jeg husker stærkest. Det er følelsen af at løbe og løbe inde i en labyrint uden at kunne finde udgangen – med en mand efter mig.

Den aften havde jeg været i byen med nogle kolleger. Jeg arbejdede i København og var ikke flyttet hjemmefra endnu, så da klokken var blevet helt enormt mange, drog jeg mod Hovedbanegården i håb om at finde et supertidligt tog hjem til Ringsted.

En af dem, der havde været med i byen, brød op samtidig og ville følges med mig. Jeg havde afvist ham flere gange den aften, jeg var ikke interesseret. Han virkede mærkeligt anmassende – som om det ikke betød noget, hvad jeg mente. Og jeg var bange for at følges med ham.

Jeg er ikke i tvivl om, at der var sket noget rigtig grimt, hvis jeg ikke var sluppet fra min forfølger den nat.

På vejen mod Hovedbanen blev han påtrængende. Meget påtrængende. Ubehageligt påtrængende. Med et underligt uforsonligt og insisterende udtryk i øjnene. Han blev så påtrængende, at jeg løb. Jeg løb og løb med ham efter mig, og jeg løb tilsyneladende fra ham og kom med hamrende hjerte endelig ind på Hovedbanegården, som var natte-støvsuget for mennesker.

Jeg troede, at han havde givet op, indtil han pludselig var der igen og greb fat i mig. Så vidt jeg husker, prøvede jeg at råbe de få mennesker, der var der, op, men forgæves, ingen reagerede. Jeg fik revet mig løs fra ham og løb igen, rundt og rundt på Hovedbanegården og så nærmest panisk ned på den perron, mit tog ville gå fra om hvad der føltes som oceaner af tid.

Dér jeg fik øje på en, jeg kendte fra min gymnasietid: ”Ulrik, du må hjælpe mig, der er en efter mig!”. I samme øjeblik kom min forfølger ned på perronen. Så tog Ulrik mig i hånden, og så løb vi sammen. Væk. Så opgav min forfølger endelig.

Det var mit helt utrolige held, at Ulrik tilfældigvis var der og skulle med det samme tog den tidlige morgen. Jeg husker ikke togturen hjem, men jeg husker den enorme taknemmelighed, jeg følte overfor ham og faktisk stadig føler, selv om jeg aldrig så ham siden. Jeg er ikke i tvivl om, at der var sket noget rigtig grimt, hvis jeg ikke var sluppet fra min forfølger den nat.

Da han og jeg efterfølgende mødtes på arbejdet, lod han som ingenting. Det gjorde jeg også selv. Jeg ved heller ikke, hvad jeg kunne have gjort. Der ”skete” jo ingenting, vel? Men den følelse af ubehag, jeg fik, hver gang jeg så ham derefter, fortalte mig, at han var farlig.

Det, der skete, har ikke betydet, at jeg er blevet bange for at bevæge mig rundt alene, men jeg tænker mig om. Øde stier er no-go. De spor, det – og andre ting i samme afdeling – har sat, gjorde mig til gengæld bange på min datters vegne, da hun kastede sig ud i nattelivet. Det har været så befriende at høre hendes nøgle i døren. Det er jo en balancegang. Vi skal kunne være i verden. Uden at være bange for den. Men uden at være streetwise går det ikke.  

Dorthe Kandi

Da jeg var midt i tyverne og boede i Aarhus, gik jeg alene hjem fra byen efter midnat. Jeg skulle gå 500 meter fra en café til mit hjem. Undervejs slog en fyr uopfordret følge med mig. Jeg tænkte straks, at jeg bare ville sludre fredeligt for ikke at provokere ham, selvom jeg syntes, det var ubehageligt. Da jeg kom frem til opgangen, hvor jeg boede, tilbød han sex. Da jeg afviste, mens jeg gik ind af min gitterport og fik den lukket, blev han aggressiv og begyndte at råbe obskøne, seksuelle ting efter mig. Trods den lukkede port mellem os, var jeg bange og løb op ad trapperne til lejligheden, som jeg heldigvis delte med to andre. Jeg turde ikke være alene.

 

I snart 40 år, siden jeg var 13-14 år, har min adfærd været at søge de mest oplyste og befærdede veje, at undgå øjenkontakt og sætte mig i nærheden af andre kvinder i busser og S-tog.

Jeg har også prøvet, at en 30 år ældre hollandsk forretningsmand, som jeg delte en taxa med fra lufthavnen, fordi busserne strejkede, tog mig i hånden, da vi netop havde sat os på bagsædet og kom med middagstilbud og tilnærmelser. Altså få minutter efter at vi havde mødt hinanden og helt lavpraktisk fundet ud af, at vi skulle i nogenlunde samme retning. Det var formiddag, og jeg var ikke bange, men rystet og vred.

I snart 40 år, siden jeg var 13-14 år, har min adfærd været at søge de mest oplyste og befærdede veje, at undgå øjenkontakt og sætte mig i nærheden af andre kvinder i busser og S-tog. Det værste i dag er dog frygten for, at min datter skal opleve lignende eller værre ting.

Hun er vokset op med altid at følges med nogle og/eller bruge en app, der tracker hendes rute og selvfølgelig (desværre) at ringe til mig eller en anden, når hun går alene. Ligesom mine drenge er vokset op med at følge deres veninder hjem. Det strider mod alt i mig og deres far, men vi har desværre følt, det var nødvendigt.