Barnet knytter sig til den voksen, der er tæt på. Disse år viser os, at det lige så godt kan være far som mor

– I løber alle sammen efter far og siger: Elsk mig, please, elsk mig! Jeg har brug for kærlighed. Jeg har brug for opmærksomhed. I er nogle kærlighedstrængende svampe.

Sådan siger Connor i den sidste sæson af HBO-serien “Succession” på et tidspunkt til sine tre søskende.

For mens han ser sig selv som uønsket af sin familie og derfor påstår, at han ikke behøver farens kærlighed og anerkendelse, mener han, at det forholder sig stik modsat med sine tre yngre søskende.

Det vil de naturligvis ikke indrømme, selv om serien mere eller mindre handler om, hvordan de enten søger anerkendelse, kærlighed og respekt fra deres far eller provokerer, udfordrer ham eller stikker ham i ryggen med tilsyneladende samme formål.

Det var også tydeligt, da den yngste bror, Roman, tidligere i serien bliver spurgt af en journalist, hvad hans bedste minde med sin far er, og han er nødt til at opfinde en historie om en fisketur, fordi han reelt aldrig har lavet noget alene med sin far.

Portrætteringen af faderfiguren som enten en magtfuld, dominerende patriark, som styrer sin familie med hård hånd, eller som ganske enkelt bare er fraværende i sine børns liv, er ikke noget, folkene bag “Succession” har fundet på.

Tænk bare på Mads Skjern i “Matador”, hvis søn hungrede efter sin fars accept, Blake Carrington i “Dollars” og Don Draper i “Mad Men”, som gjorde det klart, at whisky, cigarer og udenomsægteskabelige affærer stod langt højere oppe på listen end tiden med hans familie.

– De handler alle om børn, som søger anerkendelse fra deres fædre i en eller anden forstand eller som oplever fædrenes fravær, manglende kærlighed og manglende anerkendelse.

– Om fædre, som svigter de børn, som i bund og grund bare søger deres kærlighed, siger Svend Aage Madsen, som er psykolog og forskningsleder på Rigshospitalet og siden midten af 1980’erne bl.a. har forsket i fædres relation til deres spædbørn.

Skaffedyret og fødemaskinen

Det billede, vi har af faren som figur, strækker sig helt tilbage til de gamle grækere, fortæller Svend Aage Madsen.

Her skubbede Uranus sine børn tilbage i Moder Jord, og kun sønnen Kronos overlevede, men da han selv fik børn, slugte han dem, fordi han så dem som fjender af tronen.

Kun sønnen Zeus blev reddet af moren. Han fik selv 15 børn uden for ægteskabet, som han slyngede ud fra Olympen, når han blev sur.

Hans bror, Poseidon, voldtog sin egen datter, og sådan fortsatte det. Senere, i Det Gamle Testamente, var Abraham parat til at hugge hovedet af sønnen Isak for at bevise, hvor meget han troede på Gud i den jødiske tradition.

– I en lang tradition har billedet af faren kulturhistorisk været, at han er ond og er villig til at ofre sine børn, og at han i hvert fald ikke var en, der havde nære relationer til sine børn, siger Svend Aage Madsen.

Billedet af faren har også været påvirket af, at vi nærmest siden mennesker begyndte at gå på to ben, har levet i et såkaldt “knaphedssamfund”, hvor rollefordelingen har været, at mænd skulle skaffe mad, og kvinderne skulle tage sig af familien.

Det var ikke en mulighed, at det kunne være anderledes. Det er også et nyere fænomen, at fædre overhovedet deltager under deres børns fødsler.

Rundt omkring i verden har man afholdt alskens ritualer for at holde mændene væk fra fødende kvinder og gør det mange steder stadig, fortæller Svend Aage Madsen.

– Der er stammer i Sydamerika, hvor manden bliver hængt op i et træ og bundet fast, mens kvinden føder, mens andre mænd stikker ham med spidse pinde. I Sydindien er der en stamme, hvor manden tager kvindens tøj på og lægger sig i en hytte og hyler og skriger som en vanvittig, mens hun ligger i en anden hytte og forsøger at føde. Og i Tibet mener man, at veerne vil gå i stå, hvis manden nærmer sig kvinden under fødslen.

Andre steder er mænd ligefrem blevet forherliget eller forkælet, om man vil, mens deres koner har født. Som i en stamme i Thailand, hvor manden bliver hængt op i en hængekøje og smurt ind i velduftende olier og fodret med frugt, mens fødslen foregår, fortæller Svend Aage Madsen.

– Man har anset det som et kvindeanliggende og som noget, mænd ikke skulle engagere sig i. Det var ikke en del af deres verden. De skulle få mad på bordet.

Også i Danmark var det langt oppe i 1900-tallet uset, at mænd var til stede ved fødsler. Først op gennem 1960’erne og 1970’erne begyndte mænd at deltage ved fødsler. Argumenterne var bl.a. hygiejniske forhold, men uden at der var belæg for det.

Børn er ligeglade med køn

Svend Aage Madsen refererer til den kendte amerikanske antropolog Margaret Mead.

Hun fandt efter mange rejser rundt omkring i verden frem til, at mænd stort set overalt blev holdt væk fra spædbørn og fødsler, og mente, at forklaringen var, at hvis de først fik lov til at være i nærkontakt med spædbørn, ville det være umuligt at drive dem ud på jagt igen. Det stemmer godt overens med vores viden om moderne tilknytningsforskning.

– Al nyere forskning viser, at barnet ikke er født med nogen kønspræference, men knytter sig til den, der tager sig af det. Mænd har præcis samme kompetence og potentiale til at udvikle tilknytning til børn og være det, man kalder secure base for deres børn, siger han.

Når Svend Aage Madsen og hans team har interviewet fædre på barsel, er svaret eksempelvis, at de faktisk bare har lyst til at tage endnu mere barsel.

Og da Forum for Mænds Sundhed lavede en undersøgelse under coronaen, hvor man talte med mænd, som havde tilbragt mere tid med deres børn under lockdown, var særligt én ting gennemgående.

– De fleste fædre nød tiden med deres familie hjemme og udtrykte, at de ville savne dem, når de engang skulle tilbage til en normal hverdag, fortæller han.

I 1950’erne steg velstanden, og man begyndte at tale om den fjerne og fraværende far og om behovet for nærværende fædre, fordi de, efterhånden som kvinderne kom på arbejdsmarkedet, havde færre argumenter for ikke at bruge mere tid med familien.

Den første reelle udfordring til den traditionelle opfattelse af faren kom med skilsmissefilmen “Kramer mod Kramer” med Meryl Streep og Dustin Hoffmann fra 1980, hvor Meryl Streep ender med at erkende, at det er bedst for barnet at være hos sin far.

– Det er første gang, et mainstream kulturprodukt fortæller historien om, at den, den tager sig af børnene, er den, barnet knytter sig til. Ligegyldigt om du er en far eller en mor, siger Svend Aage Madsen.

Nye roller

Ifølge lektor i mandeforskning ved Roskilde Universitet Kenneth Reinicke er faderskabet og den kulturelle dagsorden for mænd og fædre i markant udvikling.

– Hvis man skal knytte faderskab til maskulinitet, har de maskuline kvaliteter i faderskabet traditionelt handlet om autoritet, disciplin, forsørgerevne og den slags, hvor de nu i vid udstrækning handler om nærvær, engagement, deltagelse og nære relationer til børnene, siger han.

Kenneth Reinicke mener, at det i dag er gået op for mange mænd, at det ikke er et onde at skulle tilbringe mere tid sammen med deres børn, men faktisk det modsatte.

– Faderskabet er et område, hvor mange mænd er begyndt at tænke: Hvorfor i al verden skal jeg snyde mig selv for det her? Jeg kan arbejde herfra, og til jeg stiller træskoene, og det er selvfølgelig fedt også at have et spændende job og en karriere og den slags, men det er alligevel begrænset, hvor mange unger jeg får, siger han.

Prisen er ganske enkelt for høj for det, han kalder en “endimensional livsførelse”, som udelukkende handler om mændene selv og deres karriere.

– Vi ser klart en tendens til, at kønnene begynder at nærme sig hinanden i forestillingerne om, hvad kvinder og mænd skal og kan og bør. Den tætte relation mellem far og barn bliver på den måde mere og mere en selvfølgelig kvalitet i faderskabet.

Den traditionelle opfattelse af manden som primært en forsørger har imidlertid stadig godt tag i os, hvilket kan forklare, at mange kvinder oplever, at kønsforskellene forstærkes, når de bliver forældre sammen.

Blandt andet i forhold til den meget omtalte mental load, som er den engelske betegnelse for det faktum, at kvinder udfører mere af det huslige, men også ofte usynlige arbejde i hjemmet end mænd: Husker hvilke tøjstørrelser, børnene bruger, husker deres gymnastiktaske, husker gaver og datoer på fødselsdage og meget andet.

– Der er helt klart stadig nogle strukturer og kulturelle forestillinger, som bliver tydeligere, når vi får børn, og som gør, at “forsørgermanden” kommer frem i mange mænd, som tænker, at netop nu kan de ikke fejle, fordi de har fået barn og lige har købt et hus, og at det økonomiske ansvar er deres, mens kvinderne så må tage sig af mange andre ting, siger Kenneth Reinicke.

Samtidig ved vi ifølge Kenneth Reinicke i dag, at mænd også gennemgår en meget kompleks emotionel omvæltning, når de bliver fædre, hvor flere og flere mænd bliver diagnosticeret med fødsesdepressioner, men også tendensen til, at par siger, “vi er gravide.”

Fra at en far på barsel for bare få år siden var noget, man gjorde grin med, er det i dag langt mere accepteret, at fædre både tager barsel og generelt involverer sig mere i deres børn.

– Der er helt klart en tendens til, at vi mænd er blevet bedre til at forstå og tale om vores problemer kønspolitisk. Når man får et barn, er det i dag, også for fædre, et legitimt og oplagt sted at stoppe op og mærke efter.

– Det sætter reflektioner i gang om, hvad det er, man vil i sit liv, hvilke prioriteter man har, og hvilken betydning det har, hvis man er væk hele tiden, og barnet bare sover, når man endelig er hjemme, siger Kenneth Reinicke.

Samtidig er han ikke helt overbevist om, hvor meget handling, der reelt står bag, når mænd virker mere involverede i barsel og faderskab.

– Man kan selvfølgelig altid spørge, om mænd ikke bare er blevet enormt moderne i retorikken, men stadig er ret traditionelle i praktikken? Det er jo lettere at snakke om det end at kaste sig ud i den lange barsel alene.

– Omvendt kan man jo se, at eksempelvis mænd på barsel ikke længere er en maskulinitetsdræber, og jeg er overbevist om, at langt flere mænd vil gå på barsel fremover, siger han.

En ny identitet som mand

Svend Aage Madsen har store forventninger til effekten af den øremærkede barsel til mænd. Faktisk mener han, at vi er vidner til en historisk forandring i maskulinitetskulturen, som den øremærkede barsel kommer til at være en ekstra motor på.

– Tidligere har mænds opgave været at skaffe føde, og kvinders har været at tage sig af familien. Det har defineret hele mandens rolle og forestillingen om, hvad en rigtig mand er: Det er en, der kan beskytte, brødføde og forsørge en familie og ikke en, der forholder sig ret meget til relationer og følelsesliv, siger han.

Det har betydet, at kvinder traditionelt set har taget sig af børnene, fra de var spæde, hvor faren først har taget del i barnets liv, når det har handlet om f.eks. opdragelse, afstraffelse, eller fordi de skulle inddrages i familiens produktion.

Faren har været distanceret fra barnet i dets første leveår, fordi mænd – stadig – kun tager en brøkdel af barslen. Det er ikke engang et år siden, at øremærket barsel trådte i kraft i Danmark, og det er derfor, at det endnu ikke er muligt at vurdere den reelle effekt, men en undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed viste i 2018, at fædre havde fordoblet den tid, de dagligt bruger med deres børn, siden årtusindeskiftet.

Det betyder samtidig, at mænd i stigende grad bliver konfronteret med det dilemma, som kvinder har stået i siden 1960’erne.

– Siden kvinderne kom på arbejdsmarkedet i den grad, de er i dag, har de stået i en splittelse mellem arbejdsliv og privatliv. Nu står mændene i samme situation, bare med modsat fortegn, fordi de bevæger sig fra primært at være på arbejdsmarkedet til at nærme sig familielivet.

Kenneth Reinicke håber ligeledes, at den øremærkede barsel i kombination med andre samfundsomvæltende tendenser som MeToo kan være med til at rykke ved billedet af, hvad maskulinitet er og ikke mindst faderskabets rolle.

Det vil nemlig få affødte effekter på længere sigt, fordi mænd traditionelt har knyttet størstedelen af deres identitet op på deres arbejde og derfor er mere sårbare over for fyringer, pension eller skilsmisse, fordi de ikke har plejet sociale relationer eller forholdet til deres børn.

– Fordi kvinder i så mange år har haft det dobbelte ansvar både at skulle tjene penge og samtidig stå for hjem og familieliv, har de også traditionelt været ansvarlige for at opretholde sociale relationer. Det gør dem langt mere trænede i at lave ting, som ikke har med deres arbejde at gøre, siger han.

Og det, at mænd i højere grad dyrker relationerne til deres børn og tager del i familielivet, mener Svend Aage Madsen vil have afgørende betydning for fremtidige generationers opfattelse af kønnenes roller. For vores forestillinger om, hvad vi kan blive, handler i høj grad om identifikation.

– Det vil jo betyde, at både piger og drenge vil opleve, at både mor og far kan give omsorg og være nærværende og samtidig gå ud i verden og gøre en forskel. Det gør kvinder jo allerede, men nu vil man opleve, at mændene også kan begge dele, siger han.

Ser man på de andre nordiske lande, har den øremærkede barsel haft en stor effekt på ligestilling, siger Svend Aage Madsen.

– Vi ved i dag, at mænd, ligesom kvinder, gennemgår en omvæltende proces helt fra man overvejer at få et barn og derefter venter det. De processer er stort set de samme som hos kvinder. Mænd snakker bare ikke så meget om det.

Artiklen blev udgivet i femina uge 21, 2023.