Hun kom tilbage fra barsel og blev den succeshistorie, der manglede: "Jeg har brugt noget tid på at få fortalt, at der også er en far i det her projekt"

Et par spjættende, buttede babyben dukker op på skærmen ved siden af Sara Slott.

– Ja, han er altså vågen nu, men vi klarer den nok, siger den 35-årige tidligere hækkeløber, imens hun fortsætter med at give Malte en ren ble på.

Malte er fem måneder gammel og sover som regel lur klokken ni. Bare ikke i dag.

Alligevel tager hans mor situationen med ophøjet ro, og med telefonen på højkant foran puslebordet klarer hun både lidt babymassage og vores planlagte interview.

Lige for tiden er Sara Slott på barsel, men for bare halvandet år siden forsvarede hun en af de største præstationer i dansk OL-historie.

Hun er en af landets mest succesfulde atletikudøvere gennem tiden og har udover sin OL-sølvmedalje i hækkeløb fra 2016 også EM-guld og en dansk rekord i bagagen.

OL i Tokyo 2021 blev det sidste i hendes professionelle karriere, og kort efter gik ønsket om barn nummer to i opfyldelse.

Gravid uden forbilleder

Barslen med Malte adskiller sig på mange måder fra den, hun tog med sin ældste søn, Tobias, som i dag er ni år gammel.

Dengang skulle barnevognsture og amning passes ind i et træningsprogram, som kunne holde hende i toppen af verdenseliten.

Men selvom hun og hendes mand Thomas fandt en måde at passe sportskarrieren ind i det nybagte forældreliv, krævede det en del opfindsomhed.

Da ønsket om at få børn meldte sig, havde Sara Slott nemlig aldrig mødt en gravid atletikudøver.

En kvinde på den anden side af jorden, som Sara ikke kendte, var det tætteste hun kom på en at læne sig op ad.

– Der var en enkelt australsk, kvindelig atletikudøver, som dyrkede samme disciplin som mig.

– Jeg kendte hende ikke personligt, jeg havde bare set nogle billeder, hvor hun løb rundt med en stor mave på stadion. Men ellers så manglede jeg helt klart nogen, hvor man kunne se, at det kunne lade sig gøre.

Sara Slotts resultater på atletikbanen har siden sat en tyk streg under, at moderskab og elitesport ikke er uforenelige, for de bedste tider i karrieren har hun opnået som mor.

I dag bliver hun ofte hevet frem som lærebogseksemplet i den danske sportsverden. Men da hun første gang afslørede graviditeten for sin aarhusianske træner og klub i 2013, var udgangspunktet et helt andet.

– Der var helt klart en forventning om, at når man fik børn som kvinde, så var man færdig med sin karriere, og det var da også det, jeg mødte, da jeg blev gravid første gang, fortæller hun tværs over puslebordet.

Selv havde hun lagt en anden plan. Da hun præsenterede nyheden for formanden i atletikforbundet var hendes besked mere tydelig: “Jeg er gravid, men jeg kommer tilbage”.

– Jeg gav dem selv et pejlemærke for, hvad fremtidsudsigterne var, og de var helt klart støttende og tog det lige oppefra og ned.

Ud over opbakningen blev Sara Slott også ved med at modtage økonomisk støtte gennem graviditeten, selvom hun ikke kunne konkurrere.

På daværende tidspunkt fik hun et lille beløb mellem 2000 og 3000 kroner om måneden, som hun beholdt til gengæld for at løse nogle andre opgaver i forbundet.

Blandt andet skrev hun et kapitel til en bog om ernæring, fordi hun også har taget en uddannelse på området ved siden af atletikken.

– Det er jo ikke store beløb, men for mig betød det rigtig meget, at de ikke bare smed mig ud. Men jeg synes også selv, jeg gjorde noget for at vise dem, at det var realistisk, og at jeg havde snakket med mit bagland.

– Jeg havde gjort mit forarbejde godt i forhold til at overbevise dem om, at det nok skulle lykkes.

Stillede til start med inkontinens

Ni måneder efter fødslen, stillede Sara Slott igen klar til EM. Vejen dertil beskriver hun som “at asfaltere, mens vi løb”.

Hverken Sara eller hendes træner anede, hvordan de skulle gribe genoptræningen an, for der fandtes ingen forskning på området eller nogen, de kunne spørge til råds.

I stedet begyndte de at læse alt, hvad der bare kom i nærheden af en manual til at komme tilbage i form efter en fødsel.

– Jeg kan huske, at hans kone sagde, at han aldrig har vidst så meget om graviditet, efter jeg blev gravid og havde født, siger Sara og griner.

– Han havde ikke været særligt interesseret i hendes graviditeter. Men lige pludselig læste og læste og læste han om hormoner, og hvornår man måtte hvad efter en fødsel. Og så vi prøvede os sådan set bare frem.

Men inden Sara Slott kunne komme i gang med at forcere hækkene på banen, var der nogle helt andre forhindringer i vejen. For selv topatleter kan rammes af efterskælvene fra en fødsel.

– Jeg havde rigtig store udfordringer med at kunne komme tilbage og løbe, fordi jeg led af inkontinensproblemer. Det var så galt, at jeg var nervøs for, om jeg nogensinde kom tilbage, fordi jeg ikke kunne løbe i fem minutter uden at tisse i bukserne.

– Og det er lidt en udfordring, når løb er det, man laver til dagligt, siger Sara med en sarkastisk smil. Nogle ting tackles bare bedst med humor.

Behandlernes bedste gæt den dag i dag er, at det enten skyldtes en lille nerveskade under fødslen, eller at hun fik lagt en epiduralblokade, som ikke lå 100 procent korrekt.

Der gik næsten tre år, før problemerne med at holde på vandet blev endeligt løst.

I mellemtiden fik hun dispensation til at løbe i sorte shorts, når hun var afsted med landsholdet, i stedet for de sædvanlige røde.

Og igen var hækkeløberen med til at bryde et tabu ved at tale offentligt om noget af det, der for mange kvinder følger efter en fødsel.

– Jeg valgte egentlig bare at være åben om det, selvom det var rimelig grænseoverskridende at stå som voksen kvinde og skulle sige, at man tisser i bukserne. Men man finder ud af, hvor mange kvinder, der egentlig gør det.

Fuld smadder

Siden triumferne ved OL og EM i 2016 har mange stillet Sara Slott det samme spørgsmål: Hvorfor blev du en bedre atlet, efter du fik et barn?

Sara har ikke et simpelt svar, for der var mange ting, som var forandret i hende både mentalt og fysisk.

På trods af den store uvished om, hvordan det ville gå, når hun igen trak i løbeskoene, bemærkede hun, at hun ikke var særlig langt bag ved klubkammeraterne.

Det viste sig endda, at hendes udholdenhed var markant forbedret efter fødslen

– Man har mere blod, fordi man i en periode har skulle køre systemet for to, og det tager noget tid, inden det kommer ned igen.

–Der er også en hormonel påvirkning, når man ammer, men det blev aldrig testet, hvilke parametre, der egentlig gjorde en fysisk forskel, fortæller Sara.

Desuden fandt hun ud af, at hun kunne komme ned i en fedtprocent, der før havde været helt uhørt for hende.

– Jeg kunne veje to-tre kilo mindre til konkurrencer, end jeg kunne tidligere, uden at skulle udsulte mig. Det gør en kæmpe forskel, når man laver vægtbærende sportsgrene.

Den vigtigste årsag til, at karrieren toppede som småbarnsmor, er Sara Slott dog ikke i tvivl om.

Hun tilskriver sønnen Tobias en stor del af æren for sine medaljer, selvom han kun var tre år, da hun opnåede dem. For savnet til ham var det, der for alvor optimerede hendes træningsrutine.

– Det at tage til træning skulle være meget mere meningsfyldt og af langt højere kvalitet.

– Det var så visuelt og håndgribeligt, at når jeg tog til træning, så tog jeg væk fra min søn. Og det skulle jeg gøre allerede fra han var ret lille, så det var et super egoistisk valg. Det var jeg også meget opmærksom på.

Tidligere tog hun til træning, bare fordi ‘hun skulle’, og det kunne være ukoncentreret og strække sig over mange timer. Men efter hun blev mor, skulle træningen fokuseres meget mere.

Max halvanden time ad gangen og med fuld smadder.

– Der var ikke nogen mulighed for bare at lalle og blive hængende lidt på banen og sludre uden rigtig at gøre tingene ordentligt. Det synes jeg ikke, jeg kunne være bekendt.

– Så det er helt klart det, jeg tolker som den store forskel for mig. Lige pludselig begyndte jeg faktisk at træne på 100-110 procent.

Mor-politiet kommer

Sara Slotts stærke efterfødsels-retur til atletikken var en succeshistorie, som manglede i hele verden.

Alligevel gav den også anledning til belærende beskeder fra fremmede. De kom især fra andre kvinder, som Sara kalder “det kære mor-politi”.

– Der findes folk, som mener noget om alting. Det er jo djævelen ved, at alle kan komme i kontakt med alle. Jeg fik beskeder fra folk, der skrev, at det var vigtigere, jeg fik ro og tid med mit barn og nogle der spurgte, om jeg fik set mit barn i øjnene, når jeg trænede så meget.

– Den slags beskeder skal man bestemme sig for, at man er ligeglad med, og så skal man gøre det, man selv kan mærke er bedst. Derfor havde jeg heller ikke dårlig samvittighed overhovedet.

– For mig handlede det kun om at skulle retfærdiggøre mine valg over for mig selv, siger Sara Slott.

Og med hende og mandens måde at gøre tingene på, vidste hun godt, at hun udfordrede omverdenens forestilling om, hvordan en barsel normalvis ser ud.

– Jeg har brugt noget tid på at få fortalt, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, og at der ligesom også er en far i det her projekt.

Saras mand er selvstændig og har til tider også et krævende job. Med alle rejsedagene, der følger med at være atlet, har det været nødvendigt med et sæt bedsteforældre, der også kunne give en hånd med.

– Jeg havde på forhånd fået mine forældres opbakning, og de har haft min søn mellem to og tre gange hver uge siden han var syv uger gammel, fortæller Sara Slott.

Men på trods af den besværlige planlægning og sure beskeder i indbakken, så har forståelsen og anerkendelsen ifølge Sara Slott opvejet det hele i sidste ende.

Udover opbakning fra den danske befolkning, blev hendes præstationer også bemærket i den politiske top, da hun i 2016 vandt kulturministerens idrætspris.

“Sara Slott Petersen har derudover formået at kombinere eliteidræt, uddannelse og familieliv, hvilket gør hende til en fantastisk ambassadør og eksponent for den danske eliteidrætsmodel,” lød begrundelsen fra den daværende kulturminister Mette Bock.

Rammer jeg en depression?

Egentlig var det planen, at Tobias skulle have en bror eller en søster efter OL i 2020, men som meget andet måtte også dette udskydes på grund af Corona-pandemien.

For Sara var fast besluttet på, at karrieren skulle slutte med et OL.

Regnen styrtede ned på den bordeauxrøde løbebane på det olympiske atletikstadion i Tokyo.

Den røde top med PETERSEN skrevet på fronten var gennemblødt, men alligevel var smilet stort. De muskuløse lår blev holdt varme af klap fra håndfladerne, der øjeblikket efter blev brugt til at vinke til kameraet.

Alt var bogstavelig talt klappet og klart, da starten gik til semifinalen.

“Sara ser virkelig velløbende ud,” nåede kommentatoren at påpege, inden Slott ramte en hæk og landede på maven på den sjaskvåde bane.

Både OL og karrieren sluttede, mens hun lå udstrakt på det hårde underlag, og konkurrenterne krydsede målstregen.

Semifinalen ved OL i 2021 blev enden på Sara Slotts 20 år lange atletikkarriere. Og da hun vendte snuden hjem mod Aarhus, var hun da også virkelig nervøs for, hvordan hun ville reagere.

Både på måden, det skete, men også bare det faktum, at det nu var det slut.

Fra det sekund var hun ikke længere elitesportsudøver.

– Jeg har været rigtig overrasket over, hvor lidt identitetskrise, jeg har haft. Jeg havde virkelig forberedt mig på, at det ville blive massivt.

– Det at komme hjem fra et OL er i sig selv rigtig, rigtig hårdt mentalt, fordi det er et målrettet arbejde i fire år, og når det er slut, går luften fuldstændig af ballonen. Nogle rammer nærmest ind i en lille depression efterfølgende, siger Sara.

Hun havde derfor forberedt sig på, at det ville blive ekstra hårdt efter OL i Tokyo. Men helt så galt gik det ikke, for med en søn derhjemme, nyttede det ikke noget at ramme en mur

– Selvfølgelig hjælper det, at man har et barn at komme hjem til, for de er ligeglade med, om man er professionel sportsudøver eller ej.

–De skal stadigvæk op om morgenen og afsted i skole og alle de andre lavpraktiske ting, siger hun.

Når barsels-boblen brister

Den lille familie overvejede aldrig at gå fra tre til fire undervejs i hendes aktive karriere, for som Sara siger, så er det meget sværere at bede folk om at passe to børn end et barn.

Hvad fremtiden bringer, efter barslen med Malte er slut, er hun endnu ikke helt afklaret med.

– Jeg ved det faktisk ikke, og jeg tænker også nogle gange, om jeg bare udskyder identitetskrisen lidt. Men jeg ville ønske, jeg vidste det, for der er virkelig, virkelig mange der spørger, siger Sara Slott med et suk.

Men én ting er sikkert.

Hun vil fortsætte som en del af Team Danmarks bestyrelse og arbejde for, at at de nuværende danske atleter kommer til at fortsætte deres aktive karriere længere end tidligere.

For da Sara tog en medalje med hjem fra OL som den første danske kvindelige atletikudøver nogensinde, var hun 29 år gammel.

Og det har sat en streg under, at man ikke nødvendigvis bliver langsommere med alderen. Tværtimod.

– Vi har været meget bevidste om, at atleterne er stoppet for tidligt. De stopper, når de er en 26-27 år, for så er de færdige med studiet og skal ud på arbejdsmarkedet, og så kan de ikke få det til at hænge sammen.

– Hvis man gerne vil have atleter til at blive hængende, skal man kunne rumme ønsket om en familie, og det skal atleterne jo vide er en mulighed.

– Jeg tror, at vi er gået glip af rigtig, rigtig mange store resultater, fordi atleterne stopper for tidligt.

Har du så et godt råd til dem, der gerne vil gøre ligesom dig?

– Hvis børn er et brændende ønske, og det er så brændende, at man ikke kan lade være, så skal man gøre det. Ellers kommer ens karriere alligevel ikke til at blive god, fordi man hele tiden tænker på de afsavn, man lider.

– Men man skal også være bevidst om, at det eddermame er hårdt. Så man skal have tænkt alt igennem.