Da Kirstens vækkeur ringede, sagde hendes krop helt fra: "Jeg vidste inderst inde godt, hvad der var galt"

”Slå op – slap af”

Ordene er skrevet med svungne bogstaver af garn, og de er nærmest symbolet på den store forandring i Kirsten Bruns liv. For nørkleriet med pinde og garn blev starten på et nyt kapitel efter et stressammenbrud.

– Jeg har altid elsket at strikke, men da jeg havde det værst, ville strikkepindene slet ikke makke ret.

– Jeg kunne ikke overskue at følge en opskrift, men jeg fandt ud af, jeg godt kunne strikke, hvis jeg lod være med at tænke for meget over det, men lod fingrene gøre arbejdet.

For godt tre år siden blev Kirsten sendt på langs af stress. Bogstaveligt talt. Vækkeuret ringede.

Endnu en travl dag som småbørnsmor og jobbet som udviklingskonsulent ventede, men kroppen nægtede at lystre.

– Jeg var lammet. Det gjorde mig virkelig forskrækket, men jeg tænkte mest på, at jeg kunne jo ikke ligge her og opføre mig så unormalt.

– Jeg fik kaldt på min mand, som prøvede at hive mig op, men jeg turde ikke støtte på benene. Så bad jeg om min mobil, for jeg skulle jo skynde mig ringe og sygemelde mig. Det var selvfølgelig arbejdet, der kom først.

– Jeg har altid været meget pligtopfyldende. Jeg vidste inderst inde godt, hvad der var galt. Min krop sagde fra, når jeg nu ikke selv kunne finde ud af det.

Lammelsen var kulminationen på en lang periode med konstant pres for Kirsten.

– For mange er det jobbet, der er skyld i et stressammenbrud, og det var det til dels også for mig. Min afdeling var underbemandet, og jeg havde for mange arbejdsopgaver og overarbejde. Chefen trak bare på skuldrene.

– Og oven i det havde jeg haft nogle svære år. Jeg var i sorg over, at min far døde pludseligt. Samtidig var jeg i en opslidende fertilitetsbehandling for at få barn nummer to.

– Da jeg stoppede behandlingerne, blev jeg gravid på naturlig vis. Efter min barsel var forholdene på jobbet blevet værre, og jeg tabte håret og havde voldsomme humørsvingninger.

– Jeg kunne slet ikke være den mor, jeg gerne ville være. Det gjorde utrolig ondt. Til sidst væltede læsset.

Lægens ordre til Kirsten var, at hun overhovedet ikke skulle lave noget under sin sygemelding.

Som i absolut ingenting. Men det kunne hun ikke affinde sig med.

– Det har altid været afgørende for mig at bidrage, men nu følte jeg mig mest til besvær. Så jeg syntes, at jeg da i det mindste kunne gøre nytte ved at aflevere og hente børn, rydde op og gøre rent. Men jeg blev mere og mere syg.

– Til sidst fik jeg nogle heftige angstanfald, hvis bare jeg forsøgte at gå ud til havelågen. Min hukommelse gik i stykker, og jeg mistede evnen til at tale. Jeg skulle kæmpe for at få hvert enkelt ord frem.

Kirstens mand tog med hende til lægen igen. Hun var så dårlig, at hun ikke selv var i stand til at fortælle, hvordan det var fat.

De gik derfra med besked om, at nu skulle hun trække stikket. Totalt.

– Jeg var også kommet så langt ud, at jeg ikke kunne andet. Jeg lå bare i sengen og så serier. Selv et bad var fuldstændig uoverskueligt.

– Jeg kunne ikke strukturere alle de steps, der er i den proces – finde et håndklæde frem, sæbe sig ind, komme shampoo i håret, tørre sig og tage tøj på.

– Der kunne godt gå en uge, hvor jeg ikke orkede at tage et bad. Sådan gik der omkring halvanden måned, før jeg begyndte at få det en lille smule bedre.

Men Kirsten var klar over, at hun ikke skulle tilbage til sit job. I stedet kastede hun og manden et kritisk blik på deres økonomi.

De blev enige om, at Kirsten skulle sige op og melde sig ud af systemet for at få fred til at forsøge at blive rask.

– Det var jo et identitetstab uden lige. Fra det øjeblik var jeg ikke længere mit arbejde, og mit selvbillede smuldrede.

– Hende, som jeg var engang, døde af stress. Nu skulle jeg genopstå. Men til hvad, for hvem var jeg så nu?

– Det endte med at blive strikketøjet, jeg greb ud efter, og lidt efter lidt kunne jeg følge opskrifter igen, og til sidst fik jeg overskud til selv at begynde at designe.

Nu er én af Kirstens missioner at bidrage til mere bæredygtighed – en sag, der altid har ligget hende på sinde.

Hun har skabt sin egen webshop, ”Fra Lager til Liv”, hvor hun sælger genbrugsgarn og egne opskrifter.

På Instagram har hun flere tusinde følgere, og hun udgiver populære strikkevideoer på YouTube. Den platform bruger hun også til at sætte fokus på stress.

– Jeg valgte ret hurtigt at tale åbent om min nedtur, og de reaktioner, jeg har fået, er overvældende. Der er alt for mange, der kan genkende min historie. Mange har skrevet tusind tak, fordi jeg har fået dem til at se faresignaler i deres eget liv.

– Det betyder meget for mig, at jeg midt i min egen elendighed kan hjælpe andre.

– Det har givet mig en retning, hvor jeg har fundet frem til det menneske, jeg gerne vil være. Jeg er kommet helt ind til mine kerneværdier, og giver mig selv lov til at leve efter dem.