Lammespyd med sprød salat til 2 personer
INGREDIENSER
250 g lammemørbrad
spyd
salt og friskkværnet peber
SPRØD SALAT
200 g agurk, udkernet vægt
200 g gulerod, skrællet vægt
100 g broccolistok, skrællet vægt
100 g sugarsnaps
50 g rødløg
DRESSING
saft af 2 citroner
1 spsk. ristet sesamolie
1 nip salt
1 granatæble
1 håndfuld mynteblade
1 spsk. nigellafrø
Opskrift - sådan laver du lammespyd med sprød salat
1. Sæt lammemørbraderne på spyd; drys med salt og peber, og grill dem på en varm grillpande 2-3 minutter på hver side, til kødet er mørt, men stadig rosa indeni.
2. Sprød salat: Skyl agurken, flæk den på langs, og fjern kernerne. Skræl guleroden og broccolistokken. Skyl sugarsnapsene. Skær agurk, gulerod og broccoli i meget tynde skiver på skrå eller på langs. Pil løget, og skær det i tynde skiver.
3. Dressing: Pres citronerne, og bland saften med olie og salt. Rul granatæblet hårdt på en bordplade, så er det nemmere at få kernerne ud. Skær det over på tværs, læg det med snitfladen nedad på et skærebræt, og bank kernerne ud med en grydeske. Skyl mynten. Rist nigellafrøene på en tør, varm pande i 1-2 minutter. Rør det hele sammen. Bland grøntsagerne med dressingen, og servér den sprøde salat til lammespyddene.
Næringsindhold pr. person
Energi: 369 kcal
Protein: 31,4 g
Fedt: 15,7 g
Kulhydrat: 28,1 g
Kostfibre: 4,8 g
PRØV OGSÅ: Marineret kalkunbryst med coleslaw