https://imgix.femina.dk/media/f131efba5dcc4084a332fced992b58be.jpg
Træning og kost

Morgenmad – det bedste og det værste

23. juni 2011
af Juliane Olsen, Alive.dk
Foto: All Over Press
Morgenmad er en vigtig start på dagen. Her kan du se hvad der er godt og hvad der er not

At morgenmad er en vigtig start på dagen er et mantra de fleste, der interesserer sig for sund kost, kender. Men hvad er det værste du kan udsætte din krop for, når solen står op og hvad er det bedste? Diætist Anne W. Ravn guider dig sundt igennem morgenmads-junglen.

- Morgenmad er en god start på dagen. Du starter jo heller ikke en knallert ved at smide grus i maskineriet, så sørg for, at kroppen får fyldt benzin på tanken. Undersøgelser viser, at vi har sværere ved at holde vægten, hvis vi ikke spiser morgenmad, og at det kan give koncentrationsbesvær at undvære den, siger diætist Anne W. Ravn til Alive.dk.

Fire grove - en af de sjove
Hun anbefaler, at vi sparker dagen i gang med godt med grønt, mange kostfibre og samtidig sparer på fedtet. Vi skal spise morgenmad ud fra devisen om, at salt, sødt, fedt og blødt hører til i den dårlige ende.

- Alt er tilladt, men det handler om hvor meget man spiser og hvor tit. Hjemme hos os siger vi, at vi skal spise fire af det grove, og så er der plads til en af de sjove for, at vi kommer godt ud af døren, siger diætisten.

Hvis man ikke er den store tilhænger af morgenmad og har svært ved at finde sulten frem tidligt på dagen, er det stadig vigtigt at få fyldt maven op. Men det kan ordnes ved, at der er pakket et sundt valg til tasken, som kan indtages senere.

Den gode morgenmenu:
Spis en tallerkenfuld havregryn med skummetmælk og et halvt æble i tern eller en grovbolle med avocado, en skive tomat og drysset med salt og peber for at tilgodese smagsløgene. Drik et glas vand til for at slukke tørsten.

Dertil en lille snack-tallerken med grønt og frugt skåret ud i mundrette stykker. Det kan være agurk, tomat, grove grøntsager og lidt sødt frugt som æble, pære eller melon eller bær.

Det er vigtigt at huske, når du tilbereder den gode morgenmenu, at det sprøde skal møde det søde og at skifte fedtet ud med kostfibre for, at den både er sund og velsmagende.

Den dårlige morgenmenu:
Bacon og spejlæg, der giver et højt indhold af fedt og salt. Det er et generelt råd, at vi skal spare på forarbejdet kød, fordi det øger risikoen for livsstilssygdomme.

Der ud over er det ikke en god ide at drikke juice. Juicen feder lige så meget som en sodavand, fordi det har et tilsvarende sukkerindhold og du skal ikke drikke juice for din sundheds skyld, men kun når du vil være ekstra god ved dig selv. Drop også kaffe med sukker i og drik den i stedet sort.

Ristet, hvidt toastbrød med smør bør heller ikke stå på din morgenmenu. Det samme gælder for morgenmadsvarianten Coco pops. Groft sagt kan du lige så godt spise vingummi-bamser med sødmælk til morgenmad.

Læs Spis morgenmad - det slanker på oestrogen.dk

Eller

Morgengrød i slank og sund udgave på femina.dk

Læs også