Telefon
Mental sundhed

Pludselig var min telefon død. Som i helt død - og jeg tror, vi har glemt, hvordan det føles ikke at blive forstyrret konstant

28. maj 2024
Af Louise Elly Meyer
Foto: Unsplash
Nogle ting blev mere besværlige, men det gav mig også meget mere plads til nærværet, ideerne og dagdrømmene.

Dette er en kommentar. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Æblet stod bare og blinkede. Min iPhone var død. Som i helt død. Der var ikke noget at gøre, og i en uge gik jeg aldeles uden en telefon. Jeg har ikke foretaget et eneste opkald, og min lomme har heller ikke vibreret en eneste gang.

Og i guder, hvor har det været dejligt.

Det er svært at skrive om det her uden at komme til at lyde som nypuritansk helligfrans, men jeg må bare konstatere, at mit liv bare har været bedre uden de konstante afbrydelser og den evindelige bimlen og bamlen fra min telefon.

Nu er det ikke for at få det til at lyde, som om jeg har besteget Mount Everest eller noget andet i den kaliber.

Der er immervæk kun gået en uge, det ved jeg.

Men jeg mener alligevel, at jeg har tilegnet mig en hel del offline-indsigter, som jeg helst ikke vil være foruden.

På mange måder har det været en herlig tur tilbage til 90’erne, som har gjort mig uhyggeligt bevidst om mine egne mobilvaner.

For når man ikke selv længere har snuden nede i skærmen, lægger man selvsagt også mere mærke til, hvordan folk omkring en bruger den.

For eksempel slog det mig, hvor tit jeg tager min telefon op uden rigtig at have et formål. Det er ligesom bare en vane, at tommelfingeren fedter rundt på skærmen i øst og vest for at holde hjernen beskæftiget.

Det er jo ikke raketvidenskab. De fleste af os ved det godt.

At vi bliver distraheret af vores telefon de fleste af døgnets timer, og at det faktum påvirker vores nervesystem og vores opmærksomhed. Men jeg tror, at vi har glemt, hvordan det føles ikke at blive forstyrret konstant.

Det havde jeg i hvert fald glemt.

Når jeg cyklede hjem fra arbejde, kunne jeg ikke lige svare på en mail, når jeg holdt for rødt, som jeg ellers plejede. Jeg hørte heller ikke musik eller podcast, når jeg cyklede.

I stedet kunne jeg lytte til folks samtaler, fuglefløjt og træernes hvislen.

Når jeg stod i børnehaven og skulle hente, var der ikke noget, der vibrerede i min taske, og som fik mig til at tænke: “Gad vide, om det er en mail eller en sms? Er det en fra arbejdet, som skal have svar hurtigt?”

Når jeg kørte i metroen eller sad og ventede på en ven på en café, sad jeg ikke og scrollede igennem Instagram eller lignende. Jeg slappede bare af. Dagdrømte og tænkte.

Det var altså kun derhjemme, jeg kunne kontaktes, hvis jeg åbnede for computeren.

Og det var en helt anden fokuseret og tilvalgt måde at være digital på. Den vildeste erkendelse for mig har nok været, at jeg faktisk ikke har savnet noget som helst, og at der ikke er noget i mine relationer, der er blevet mere vanskeligt.

I stedet for at tage mobilen med ind i soveværelset anskaffede jeg mig et vækkeur, og det gjorde, at jeg fik læst meget mere i min bog og snakket mere med min mand, inden vi faldt i søvn.

Og da jeg var til en koncert med min veninde, oplevede jeg, hvor rart det var, at jeg ikke kunne få en status fra dem derhjemme.

Jeg plejer ellers tit at skrive: “Hvordan går det?”, selvom jeg godt ved, at de med al sandsynlighed har det fremragende, børnene og min mand.

Og hvorfor egentlig alle de mellemtider og al den ekstra kommunikation? Det er meget federe at være ude, når man er ude og tjekke ordentligt ind, når man så kommer hjem igen.

Det er klart, at jeg som journalist ikke kan leve uden en telefon. Jeg bruger den til at være i kontakt med mine kilder og til at optage interviews.

Og det er da også rart af og til at kunne få fat på folk, når man er væk fra computeren.

Hvis nu planer ændrer sig i sidste øjeblik, eller hvis man sidder fast i trafikken. For ikke at tale om, hvor mange minder den er fuld af i form af noter, billeder og videoer.

Jeg kom også på glatis, når jeg skulle huske Københavns infrastruktur i hovedet, fordi jeg skulle spille strandhåndbold et godt stykke ude på Amager og ikke kunne hente hjælp fra GPS’en undervejs.

Eller når jeg skulle betale for noget på internettet. Nok havde jeg mit dankort, men jeg kunne ikke komme videre uden MitID. Jeg kunne heller ikke tjekke information på Aula, hvor min søns skema står, og hvor pædagogerne sender praktisk info.

Men jeg begyndte at lægge mærke til, at ingen kigger ud ad vinduet i bussen, fordi de kigger ned i skærmen.

Det samme gør de i elevatoren, i venteværelset og på restauranten i det sekund, deres date forlader bordet for at gå ud og tisse.

Jeg lagde mærke til en far, der havde monteret et stativ på barnevognsstyret, så han kunne se video, mens han spadserede med sin baby.

Jeg lagde mærke til alle børnene, der sad i klapvognene og ladcyklerne med hovedet nede i underholdningen i stedet for at give deres hjerner en pause.

Jeg lagde mærke til alle de børn med skoletaskerne dinglende på ryggen, der var ved at gå over for rødt, fordi deres blik var rettet mod skærmen.

Jeg lagde mærke til, hvordan vi hele tiden er i konkurrence med telefonerne i sociale sammenhænge.

Hvor lang tid kan vi holde vores partner interesserede, førend de tager telefonen frem for lige at tjekke noget?

Jeg lagde mærke til det delay, der kommer på svaret, når man taler til en, der har hovedet i skærmen. Mobiltelefonerne fjerner dagdrømmeriet og den umiddelbare kontakt mellem mennesker.

For eksempel når vi står sammen i elevatoren, eller mingler til en reception, hvor vi ikke kender så mange. Telefonen bliver en sutteklud og fjerner den sociale lim.

I en forsvarstale for de digitale brugere skrev Andreas T. Kønig i Politiken, at vi skal tage og slappe lidt af med mobil-shamingen, at det er eliten, der forårsager skærmene, fordi de ikke vil kædes sammen med lavkulturen.

“Som en del af kulturelitens igangværende vanvidsfetichering af det simple liv er skærme blevet udråbt til ondskaben selv,” skrev han blandt andet.

For mig personligt har det intet med det at gøre.

Ja, skærme er meget mere end ren ondskab, og ja, vi kan alle blive enige om, at telefonen er en vidunderlig kilde til viden og af og til også meningsfyldte fællesskaber.

Det er imidlertid den konstante strøm af afbrydelser, som mobiltelefonen er roden til, og som jeg mener, vi bør lave et opgør med.

Doom-scrolling kan jo være fint nok, hvis man aktivt vælger det.

Men hvor mange kender ikke det med, at man bare lige skulle se, hvad klokken var, og 25 minutter senere har man både tjekket sin mail, scrollet gennem Instagram, tjekket vejret på YR og kigget efter nye bukser på Zalando?

Det er lige netop den del, som jeg på ingen måde savner.

Alle de gange, hvor jeg har samlet mobilen op, fordi det var en formålsløs refleks. Det kommer til at lyde skinhelligt, men min tid er dyrebar, og den skal ikke hijackes af en algoritme.

En ting er helt sikkert. Min telefon skal aldrig med ind i mit soveværelse igen, den skal lægges helt væk om eftermiddagen, når jeg har hentet mine børn.

Og jeg behøver slet ikke tage den med, hvis jeg skal ud og spise eller i biografen.

Faktisk skal den bare blive derhjemme meget mere.

Jeg har nu erhvervet mig en ny telefon. Det var alt andet lige for besværligt at leve uden MitID, Google Maps, podcasts, musik, digitalavislæsning samt søgemaskinen og mine venner lige ved hånden. Men jeg håber virkelig, at mine nye vaner er kommet for at blive.

Denne artikel blev første gang bragt af Heartbeats, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs også