De er tre generationer. Men for én af dem er noget anderledes

– Jeres generation har nogle store fordele, men I har også meget, som jeg godt kan undvære. I hænger jo i de mobiltelefoner hele tiden!

85-årige Hanne Simonsen kigger kærligt på sit barnebarn Freja, der strækker sig lidt i spisestuestolen. Det er tidlig formiddag, og vi er hjemme hos Pia Allerslev, som mange kender fra hendes tid som borgmester i København.

I dag er Pia selvstændig konsulent, og hun har taget formiddagen fri, så tre generationer i hendes familie kan mødes i hendes lejlighed på Islands Brygge.

Hanne er Pias ekssvigermor, og man fornemmer hurtigt, at der er et tæt familiært bånd mellem de tre kvinder her ved Pias spisebord.

– Ja, på trods af, at jeg ikke kunne finde ud af at være gift med din søn, så har vi to stadig et rigtig godt forhold, smiler Pia og kigger på Hanne.

Pias 18-årige datter Freja er lige kommet hjem fra interrail, og selv om hun tilhører den unge generation, er hun den eneste af de tre kvinder, der ikke har sin telefon inden for rækkevidde.

Pias telefon bliver hurtigt sat på lydløs, da den begynder at brumme, og Hanne finder sin taske, så hendes telefon også kan blive slukket.

Så er vi klar til en snak om den tid, vi står i lige nu – hvor især unge piger kæmper med mistrivsel, præstationspres og angsten for ikke at være perfekt.

Bange for at sige noget forkert

Pia Allerslev er formand for foreningen GirlTalk, der blandt andet tilbyder chat-rådgivning til unge piger med mistrivsel inde på livet.

– Det er virkelig mit hjerteblod, og GirlTalk er den eneste frivillige bestyrelse, jeg sidder i – ellers sidder jeg kun i professionelle bestyrelser. Når man selv har en datter, der er ung, så giver GirlTalks arbejde bare rigtig meget mening, fortæller Pia.

– Ja, jeg kan godt genkende, at der er et kæmpestort pres på den unge generation, siger Freja. Hun er i sommeren 2023 blevet student fra Rysensteens Gymnasium.

– I gymnasiet er der rigtig meget fokus på at få høje karakterer, og jeg har set flere af mine veninder bryde sammen, hvis de har fået 4 eller 7 i en opgave. Kun 10 eller 12 er godt nok, og mange er så bange for at sige noget forkert i timerne, at de vælger at tie helt stille.

– Det er som om, ens værd bliver bestemt ud fra, hvor høje karakterer, man får – og om man har den rigtige krop og går ud med de rigtige venner, siger Freja med alvor i stemmen.

Har det også været sådan for dig?

– Ja, det har fyldt ret meget i min hverdag, for når du scroller igennem de sociale medier, så virker det jo som om, ALLE lever det perfekte liv.

Nul indre ro

Hanne tripper lidt i stolen for at komme ind i samtalen.

– Ja, jeg er jo et andet sted i mit liv end dig, Freja. Men når jeg tænker på min egen barndom og ungdom, så var den jo helt anderledes – og den store forskel er netop de sociale medier.

– I sammenligner jer med andre, I er så fokuserede på jer selv – ja, nu siger jeg det lidt hårdt, lyder det med et lunt smil fra Frejas farmor.

– I er så optagede af jer selv, at I glemmer at tænke på, at I har tre kæmpestore fordele i forhold til dengang, jeg var ung. I har SU’en. I har den lange barsel – og I har den fri abort. Men I fokuserer alt for meget på alt det, I gerne vil leve op til, så I finder ikke nogen indre ro. Og jeg synes, vi havde en helt anden ro, dengang jeg var ung.

Pia kigger på sin ekssvigermor og nikker.

– Ja, jeg er meget enig med dig, Hanne. Når jeg tænker på min egen gymnasietid i starten af 1990’erne, så har jeg aldrig følt det store pres for at få høje karakterer.

– Jeg kan sagtens huske, at man skulle være kæreste med de rigtige fyre og alt det dér – men jeg oplevede, at vi tog det lidt mere stille og roligt og tænkte: ”Nå ja, hvis mine karakterer ikke er høje nok til at komme ind på drømmestudiet, så går jeg bare en anden vej.”

– Jeg endte med at læse til lærer, og det var hverken, hvad jeg selv – eller mine forældre – havde forventet, men det passede rigtig godt til mig, fortæller Pia. Og siger til Freja:

– Mange af dine veninder tror jo nærmest, at livet er slut, hvis man ikke lykkes med at gå den vej, man har planlagt. Men sådan er verden heldigvis ikke. Jeg har aldrig nogensinde haft en karriereplan, og det er mit bedste råd til alle unge: Lad for Guds skyld være med det, for man låser sig fast. Og når man gør det, så er det virkelig svært at få øje på, at der også er masser af andre veje, man kan gå.

At skabe sin egen vej

Pia Allerslev fortæller, at GirlTalk netop handler om at hjælpe unge piger med at finde en ro i, at det er helt ok at begive sig ud på alle de snørklede omveje, afveje og vildveje, som livet byder på.

Hvor gode er I selv til at træde uden for stierne?

Hanne smiler stort over spørgsmålet og går i gang med at fortælle.

– Hele mit liv har handlet om at gå min egen vej. Jeg er vokset op under beskedne kår og var den første i min familie, der blev student – og den første som blev jurist, lyder det stolt fra Hanne.

– Da jeg var ung, var jurastudiet var det eneste universitetsstudium, hvor man gerne måtte arbejde ved siden af, så det valgte jeg. Som færdiguddannet jurist blev jeg ansat i Dansk Arbejdsgiverforening som den første kvindelige kontorchef, og dér var jeg i 25 år.

– Og så sprang jeg ud på dybt vand og forlod et job med høj løn og god pension for at blive direktør for Mødrehjælpen. Min mand syntes, det var tåbeligt, men jeg stod fast – og jeg fik de bedste 10 arbejdsår i mit liv, siger Hanne. Og tilføjer:

– Jeg var med til at gøre en forskel for kvinder, der havde det svært. I starten af 1990’erne var det især teenagemødre og voldsramte kvinder, vi var med til at hjælpe gennem Mødrehjælpen. Det optog mig fuldstændig – og hold da op, hvor jeg elskede mit job.

At stå op for sig selv

Freja kigger på sin farmor og siger:

– Det er altid spændende at høre om dit liv, farmor – for så kommer jeg også til at tænke over mit eget liv og de valg, jeg træffer. Nu er jeg lige kommet ud af skolesystemet, hvor meget er bestemt for én, men på det personlige plan har jeg i høj grad valgt min egen vej.

På hvilken måde?

– I folkeskolen var jeg meget optaget af, at alle skulle kunne lide mig. Jeg kan huske, at jeg sad og så nogle videoer på YouTube om, hvordan man kunne blive mere likeable. Jeg var dårlig til at stå op for mig selv og til at tage konflikter, lyder det ærligt fra Freja. Hun fortæller videre:

– På det tidspunkt var jeg lidt på ”den større side”, rent kropsligt. Der var noget hvalpefedt, der ikke var faldet af, og mine venner lavede sjov med mig og kaldte mig ”Fede Freja.”

– Jeg grinede med i stedet for at sige fra, og jeg blev meget obsessed omkring, hvad jeg spiste – og på et tidspunkt tabte jeg mig virkelig meget.

– Men da jeg startede i gymnasiet, tog jeg et valg om, at jeg var jeg færdig med at være bange for, om folk kunne lide mig. Så jeg sagde til mine venner: ”Nu stopper I med at kalde mig Fede Freja!”

Hvad har det givet dig at sige fra?

– Det har gjort, at jeg er blevet meget mindre konfliktsky og bedre til at stå op for mig selv. Jeg har haft nogle virkelig gode gymnasieår, fordi jeg har givet mig selv en chance for at være den, jeg er – uden at skulle spille rollen som ”den perfekte pige”, siger Freja.

Hunderæd for Vild med Dans

Det perfekte for én selv behøver ikke være det, som samfundet, vennerne eller ens forældre forventer, understreger Pia.

– Jeg tror, at vi forældre bærer en del af ansvaret for det pres, som hænger over den unge generation. Fordi vi bliver ved med at sige til dem: ”I har de bedste vilkår i verden – så I har bare at få det bedste ud af det.”

– Så jeg synes, at vi som forældre skal give slip på alle de forventninger, vi har til vores børn – og turde vise dem, at vi heller ikke er perfekte. At vi også kan være sårbare, siger Pia. Og fortæller videre:

– I sommerferien var vi på vandretur i Atlasbjergene – min mand Henrik, Freja, hendes lillebror Valdemar og jeg.

– Freja var bjerggeden, der altid kom først op af de stejle skråninger, mens jeg følte mig gammel, svag og tyk – og som det mest naturlige i verden kom mine unger og gav mig en hånd. Det rørte mig dybt, at de var der, da jeg havde brug for hjælp, smiler Pia.

Det er vigtigt at vise sine børn, at man ikke har tjek på alting, tilføjer hun.

– Da jeg stoppede som borgmester i København og startede som selvstændig konsulent, var det langtfra en dans på roser – og jeg kan huske, at jeg sad her ved spisebordet og tænkte: ”Hvordan skal huslejen blive betalt?” Jeg var meget åben over for mine børn om, at det ikke er let at springe ud som selvstændig.

Du har også været med i Vild med Dans …

– Ja, jeg var med i 2011, og her kan man virkelig tale om at være bange for at træde et trin forkert. Selv om du står i en fin kjole, så føler du dig komplet nøgen – foran hele Danmarks befolkning.

– Jeg var hunderæd for at gøre mig selv til grin, og jeg kan huske, at dommer Britt Bendixen på et tidspunkt sagde til mig: ”Hvor er det godt, at du er så dygtig en borgmester – for danser, dét bliver du aldrig!”

– Ja, og du blev rasende, smiler Hanne.

– Ja, det gjorde jeg. Men selv om jeg aldrig blev en fantastisk danser, så fandt jeg ud af, at min krop faktisk kunne noget. Jeg havde troet, at jeg bare var et hoved, men gennem Vild med Dans fik jeg kontakt til min krop – og det ændrede mig kolossalt.

– Jeg lærte, at når man træder ind i et rum, så må man gerne se ud som om, man ejer det, smiler Pia. – Ja, og det er også det du prøver at lære din datter, indskyder Hanne og kigger over på Freja.

Frirum hos farmor

De tre generationer af kvinder her ved bordet er enige om, at det at dele historier på tværs af generationer kan noget helt særligt – i en tid, hvor den unge generation oplever et ekstremt pres.

For hvis vi smider alle vores fejltrin, sejre og sårbarheder ind i en fælles pulje af familiehistorier, bliver vi alle sammen stærkere, lyder det fra de tre kvinder.

– Man kan godt glemme den kæmpe værdi, der ligger i at bruge tid sammen med den ældre generation og høre deres historier. Den største gave i vores familie er, at Freja og hendes bror, lige fra de var helt små, har haft et tæt bånd til deres farmor – og til deres farfar, mens han levede.

– Og de gode råd, som jeg ved, du giver – også selv om du prøver at lade være – de bliver taget ind, siger Pia og smiler varmt til Hanne.

Hver fredag eftermiddag besøger Freja sin farmor i hendes lejlighed i den anden ende af byen.

Her står den på samvær, anekdoter og måske et par gode råd, inden Freja igen suser ud i ungdomslivet og ofte tager direkte videre i byen med vennerne.

– Jeg er heldig, at jeg både har en mor og en farmor, jeg kan gå til, når noget føles svært – og jeg er altid glad for at besøge dig, farmor. Jeg ser det som et frirum, fordi der er tid til, at jeg kan fortælle dig om alt det, jeg har oplevet og tænker på. Det giver mig en form for ro, smiler Freja og kigger på sin farmor.

– Nu er du lige kommet hjem fra interrail og har oplevet en hel masse ting, men alligevel har du planer hver eneste dag i næste uge. Åh, du har så travlt – ja, og så kan det godt være, at du siger, du holder sabbatår, griner Hanne. Og tilføjer med alvor i stemmen.

– Jeg tror, det er vigtigt, at unge mennesker har et fristed – og det er netop det, jeg prøver at skabe hjemme hos mig. Mine børnebørn skal vide, at de har et sted, hvor de altid kan komme og være lige præcis, som de er, fordi de er elsket helt ubetinget.

– Hjemme hos mig er der ikke nogen krav, bortset fra, at mobilen skal være slukket den første time. Og der er plads til, at mine børnebørn kan trække vejret helt ned i maven.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: