Digital detox
Mental sundhed

Kickstart din digitale detox

24. oktober 2023
af Isabella Jacobsen
Foto: Isabella Jacobsen
Er du også træt af digitale distraktioner og konstante notifikationer? Træk stikket og tag en digital detox!

Hvad er en digital detox?

En digital detox er en periode, hvor man bevidst tager en pause fra at bruge digitale enheder. De fleste gør det for at genoprette deres mentale balance, forbedre deres fokus og øge deres tilstedeværelse i nuet. Pausen kan variere i længde. Det vigtigste er, at man finder en balance, der fungerer for en selv og giver mulighed for genopladning.

Hvorfor bliver man afhængig?

https://imgix.femina.dk/2023-10-17/velkomstdrinks-8.png

Vi bliver let afhængige af de digitale medier, fordi de får vores hjerne til at frigive et stof, der får os til at føle os godt tilpas og få en følelse af belønning. Dette stof kaldes dopamin, og det kommer ud i hjernen, når vi oplever noget godt, f.eks. når vi spiser mad eller er sammen med gode venner.

Dopamin gør, at vi gerne vil opleve den gode følelse igen og igen. Derfor bliver vi motiverede til at gentage den handling, som fik os til at føle os godt tilpas i første omgang. Det er dog også med til at gøre os ekstra sårbare over for at blive afhængige, da vi kan ende med at have brug for mere og mere af den gode ting for at føle os godt tilpas og belønnet. Hvis ikke vi får det, kan vi pludselig opleve at føle os dårligt tilpas.

Hvorfor er det godt med en digital detox?

https://imgix.femina.dk/2023-10-17/velkomstdrinks-10.png

En digital detox sørger for, at man ikke hele tiden bliver forstyrret af beskeder, nyheder og opdateringer. Det gør det lettere at koncentrere sig om det, man skal lave, og de mennesker, man er sammen med. Desuden kan man føle sig mindre stresset og opleve, at man sover bedre om natten, når man tager en pause fra skærmen.

En pause giver også tid til at tænke over, hvor meget tid man egentlig bruger på sin telefon og computer i løbet af en dag. Dermed kan det hjælpe en med at bruge mindre tid på skærmene i fremtiden og måske endda undgå at blive afhængig af dem.

5 råd til at starte din digitale detox

https://imgix.femina.dk/2023-10-17/10-tips-til-din-digitale-detox-13.png

Her er 5 gode råd til at komme i gang med en digital detox. Download en app til at hjælpe dig med din digitale detox, og prøv så at være helt offline. For at finde ro kan du slå “forstyr ikke” til på din telefon og slette apps, du ikke bruger, så du undgår alle unødvendige notifikationer. Disse enkle trin kan hjælpe dig med at fokusere bedre og minimere de digitale forstyrrelser.

3 apps til at afhjælpe din afhængighed

Cleverest app

Cleverest: Focus Digital Detox

Appen er gratis og nem at bruge. Den er baseret på pomodoroteknikken, som opdeler ens opgaver i 25 minutters intervaller efterfulgt af en 5 minutters pause. Derefter igangsættes en ny arbejdsperiode på 25 minutter. Efter fire intervaller holder man en længere pause på 15-30 minutter.

Digital Detox: Focus & Live app

Digital Detox: Focus & Live

Appen er designet til at hjælpe med at reducere skærmtid og overvinde telefonafhængighed ved hjælp af forskellige udfordringer, der varierer i længde og sværhedsgrad. Hver udfordring kommer med en belønning, som sørger for, at man er motiveret for at gennemføre.

Forest app

Forest

Appen er designet til at hjælpe dig med at holde fokus på dit arbejde ved at minimere distraktioner fra din telefon. Det fungerer som et spil, hvor der plantes et virtuelt træ, der vokser, mens du arbejder. Hvis du forlader appen for at tjekke andre apps eller beskeder, vil træet visne og dø.

Kilder: Cleveland Clinic & United Brain Association.

Læs også