Sundhed
2. december 2008

Må baby være ude i sommervarmen?

Min lille pige er knap en måned. Jeg er i tvivl om, hvor meget varme hun kan klare.Er det nødvendigt med en dyne, når hun sover ude i barnevognen,
Af: Ulla Nielsen
https://imgix.femina.dk/media/9ff5bdd5c74045d0a41faa721802edbe.jpg

Min lille pige er knap en måned. Jeg er i tvivl om, hvor meget varme hun kan klare.
Er det nødvendigt med en dyne, når hun sover ude i barnevognen, eller kan jeg bare lægge et tæppe over hende? Kan hun blive pylret og få feber pga. varmen? Er det ok at tage hende med udenfor, fx gå rundt og kigge på haven m.m., bare vi holder os i skyggen?
Den nybagte mor

Kære nybagte mor
Det er meget forskelligt, hvor gode de små børn er til at holde varmen. Derfor er det svært at opstille generelle regler for, hvor meget tøj et barn skal have på, om barnet skal sove på lammeskind eller have en tyk eller tynd dyne over sig. For at kunne vælge den rigtige løsning, må man først og fremmest lære sit barns evne til at holde varmen at kende. Derefter må man vælge tøj og dyne således, at barnet virker dejlig varm i nakken, når det sover. Er nakken kold, har barnet det for koldt, og er nakken fugtig eller våd, har barnet det for varmt. Så prøv jer lidt frem, men husk altid at stille barnevognen i skyggen. I en rigtig varm sommer kan et håndklæde over barnet være nok, og i nogle tilfælde sover barnet meget bedre indendøre i et køligt rum.

Da de små børn både er dårlige til at holde på varmen og komme af med den igen, kan man godt opleve, at barnet får feber af at have det for varmt. Det betyder dog ikke, at barnet er sygt, og temperaturen vil også falde, så snart barnet er blevet kølet lidt af. Børn bliver både pylrede af at have det for varmt og for koldt.

Med hensyn til sol, så må børn under et år generelt ikke opholde sig i direkte sol uden beskyttelse. Huden har ikke tidligere været udsat for solens stråler, hvilket gør den særligt disponeret for skoldning. Man siger, at den sol, de ikke kan undgå at få ved at bevæge sig fra et skyggested til et andet, er den mængde sol, huden kan tåle.

Skal barnet opholde sig i længere tid i solen, anbefales det at dække barnets krop til med let tøj og beskytte hovedet med en solhat, der også dækker nakken.

Er barnet beskyttet mod solen, så kan en rundtur i haven være en spændende oplevelse såvel i solen som i skyggen.

Benedikte Hertel,
sundhedsplejerske

Læs også:
Varme

Påklædning

Læs mere om:

Læs også