Mary Consolata Namagambe: Jeg vil ikke lade mig begrænse, fordi nogen synes, jeg er "for vulgær"

Forestillingen om “den rigtige bikinikrop” er en kvinde, der har tynde lår, rund røv og store bryster, men ikke for store, lange ben, ingen hår, ingen strækmærker, ingenting.

Og jeg kender ikke mange, der passer ind i den forestilling.

Ja, man kan photoshoppe sig til det, men det er bare ikke naturligt. At forestille sig, at en bikini er forbeholdt bestemte kroppe, er absurd, det er ganske enkelt et stykke tøj, du bare kan putte på din krop.

Jeg har to kulturer, ugandisk og dansk.

Med mit ugandiske blik ser jeg, at en krop er en krop, som jeg bruger til at gå igennem dagen. Den er ikke til pynt for andres glæde.

Jeg går med bikini og badedragt, men også nøgen, for jeg vil gerne elske min krop mere og blive mere komfortabel med den.

Jeg skulle blive 32 år, før jeg i sommerhus med venner valgte at gå i vandet nøgen foran dem.

Det er min krop, og den er perfekt, som den er.

Hver gang jeg bader nøgen, er det en bekræftelse af, at jeg er god nok, som jeg er. Kroppen bærer os gennem livet, og i sin essens er kroppen god. Det vil jeg gerne praktisere noget mere.

Mange vil mene, at jeg har en “bikinikrop”, men det har ikke altid skabt glæde for mig.

På stranden om sommeren kigger piger på min krop, peger på mig, på mine bryster, fordi jeg er født med en pornoficeret krop.

Min krop har været en usikkerhedsfaktor for andre kvinder, og det har jeg haft det ubekvemt med. “Se hende. Den røv og de bryster vil jeg gerne have”, har jeg hørt andre kvinder sige.

Men jeg er ikke bare en sammensat dukke, den krop har jeg bare, men det er vildt at bidrage til, at andre føler, de ikke er gode nok.

Siden jeg var teenager og fik bryster ret tidligt, har jeg claimet min krop.

Det er mine bryster, det er, hvordan jeg ser ud, det er min krop!

Jeg vidste godt, at når jeg claimede min krop og var den, jeg ønskede være, var der mange, der pegede fingre.

Jeg kan godt forstå på et personligt niveau, hvordan det er at blive bombarderet med billeder af, hvordan en krop “skal være”.

Jeg har lært at kunne lide min krop, selv om naboen ved bordet på restauranten synes, jeg er for nedringet.

Men jeg vil ikke lade mig begrænse, fordi nogen synes, jeg er “for vulgær” eller ikke forstår, “hvorfor jeg skal vise mine bryster på den måde”.

Den dag jeg ligger på mit dødsleje, kommer jeg altså ikke til at tænke på, om jeg viste bryster for meget eller for lidt.

Jeg kommer til at værdsætte og være taknemmelig for, at min krop har båret mig gennem livet.

Det er så vigtigt ikke at kritisere nogen for ikke at se ud, som du synes, deres krop skal se ud.

Der er så meget pres for alle kvinder: Karriere, det sociale liv, vi skal være gode mennesker, mødre, kærester, søstre, gode i sengen.

Bare elsk dig selv lidt mere, vær mere barmhjertig. Der er så meget i livet, der udfordrer, så vælg med omhu, hvad du lægger værdi i.

Jeg sætter pris på den krop, jeg har, og når jeg står foran spejlet, siger jeg gerne “Shit, du ser dejlig ud, Mary”.

Det er så dejligt at nå dertil.

Vi bliver nødt til at være ægte og tale om alt det, der ikke er krop. Lykken er ikke defineret ved en flad mave, og man må slippe, at hvis man opnår det, er livet perfekt.

Jeg ville ønske, jeg som yngre havde vidst, at jeg skulle smile mere af mig selv, at give mig selv og andre flere komplimenter og sunde tanker om mig selv og verden.

Jeg vil gerne give videre til mine niecer, at livet ikke handler om mellemrum mellem lårene, men om, hvordan du passer på dig selv mentalt.