Amanda sad i sommervarmen med lange ærmer, mens alle andre hoppede i vandet. Nu har hun et budskab

En sommerdag i august sad Amanda i en lufthavn på Mallorca og følte sig lykkelig og fri. Hun havde i en hel uge ligget på stranden, badet og gået rundt i næsten intet tøj sammen med sine venner på den spanske ferieø.

Det er ikke noget, Amanda bare gør. Det har krævet flere års hårdt mentalt arbejde at nå dertil. Bare et par år tilbage fortalte hun en psykolog, at hun ikke engang ville have en hårklips i, så man kunne se hendes blottede nakke.

Amanda har vitiligo, som er en autoimmun sygdom. Den viser sig ved mælkehvide pletter på huden. Hos Amanda er det særligt i hendes nakke og på hænderne.

- Det begyndte, da jeg kom i puberteten. Jeg tror, jeg var 14 år gammel. Til at starte med generede det mig ikke så meget, men i takt med, at det blev mere tydeligt og kom flere steder på kroppen, voksede det sig også til et stort mentalt problem for mig.

I begyndelsen af 20’erne startede en destruktiv spiral for Amanda, hvor hun begyndte at blive mere og mere restriktiv i sit eget liv. Hun ville ikke gøre noget, der fik folk til at opdage hendes vitiligo.

- Det var noget, som langsomt fik lov at udvikle sig til en meget sygelig ting i mit hoved. Jeg følte mig helt forkert og der var ingen steder, jeg kunne spejle mig og se andre, som havde en hud, der ikke passede ind i det klassiske skønhedsideal.

Amanda begyndte at skjule alle de steder på kroppen, hvor hendes vitiligo var tydelig.

- På et tidspunkt havde min sociale angst omkring det udviklet sig i så slem en grad, at jeg fx ikke kunne gå ud og spise, fordi jeg var så opmærksom på, at folk ikke skulle opdage det. Jeg skulle hele tiden tænke over i hvilken vinkel jeg holdt min kniv og gaffel, for at folk ikke kunne se det på hænderne.

Når Amanda husker tilbage, er der flere episoder, hvor hendes Vitiligo har begrænset hende i at slappe af og have det rart. Fx sidste sommer, hvor hun husker at sidde på en goboat i høj sol med lange ærmer, mens alle omkring hende springer i vandet.

- Det at være på stranden har været et issue i mange år, og det er først de sidste to år, at jeg er begyndt at kunne gøre det.

Men det er ikke bare det at kunne gøre det, der er målet for Amanda.

- Jeg ville godt kunne tvinge mig selv til at have t-shirt på og gå ned ad strøget, men det ville være en kamp for mig, og jeg ville være konstant opmærksom på det. Den ægte sejr er, når det ikke er en kamp. Når jeg bare tager en t-shirt på, fordi jeg har lyst og slet ikke tænker over det.

Og det er en snært af den følelse, Amanda sad med i lufthavnen på Mallorca denne sommer.

- Jeg havde det helt sådan "gud, er det en følelse, jeg kan have i min krop?"

At hun er nået dertil, har været en lang proces med hjælp fra terapi, hendes omgangskreds og en positiv bevægelse i samfundet. Men mest af alt, har hun fundet ud af, at det er hendes egne tanker, der styrer hvor meget hendes sygdom fylder.

- Det er sjovt fordi min vitiligo har jo ikke ændret sig, men mit forhold til den har. Det er gået op for mig, at det ikke er min vitiligo, der begrænser mig, men mine tanker omkring det.

- Alle de små succeser har været skridt på vejen: at hoppe i vandet for første gang eller sætte mit hår op i en klemme, inden jeg tog på arbejde. Og så opleve, at alle ikke taber kæben. Jeg har haft en besættelse med at tro, at alle ville kigge på mig, det øjeblik jeg tog trøjen af, og det kan da godt være, at folk kan kigge, men så går deres liv sgu også videre. I virkeligheden har de mere travlt med deres egne usikkerheder.

Det, at Amanda har fået et mere afslappet forhold til sin krop, skyldes også de kvinder, hun ser omkring sig.

- Jeg ser en stærk bevægelse på sociale medier og i mediebilledet, hvor der er større repræsentation af forskellige slags kroppe. Også kroppe der ikke passer ind i et snævert skønhedsideal. Kvinder, der giver sig selv lov til at se ud som de ser ud. Det har været altafgørende for mig.

Den positive bevægelse i samfundet, viser sig også i Amandas personlige relationer.

-På Mallorca var jeg afsted med en veninde, der hviler ekstremt meget i sin krop. Som ikke gemte den væk eller skammede sig over den. Det var virkelig sundt for mig.

Det er den slags ting, Amanda gerne ville have haft mere af tidligere i sit liv, så hun havde undgået at føle sig forkert i sin krop det meste af hendes 20’ere. Og selvom hun stadig ikke helt er i mål, har denne sommer været en milepæl for hende.

- Det at jeg kunne få lov til at smage på hvordan virkeligheden kunne være, og den følelse af, at det er faktisk muligt at have den ro i min krop, giver mig en tro på fremtiden, og at det er noget jeg kan etablere mere permanent, hvis jeg bliver ved med at arbejde hen imod det.