Krop & velvære

Alt du bør vide: Livmoderhalskræft og HPV-vaccine

Hvad er livmoderhalskræft? hvordan får man livmoderhalskræft? Hvem kan få en HPV-vaccine? Skal du testes? Få svar på alle dine spørgsmål her.

Hvad er livmoderhalskræft?

Livmoderhalskræft er kræft i den slimhinde, der sidder på overgangen mellem livmoderhalsens inderside og yderside. Livmoderhalsen forbinder skeden med livmoderen og kan ses ved en gynækologisk undersøgelse. Den vigtigste årsag til livmoderhalskræft er HPV (human papillomavirus), som overføres ved seksuel kontakt. HPV (human papillomavirus) er en stor familie af over 100 forskellige virustyper. Cirka 15 af HPV-typerne kan angribe livmoderhalsen, så der opstår en virus-infektion, som med tiden kan medføre celleforandringer, der så igen kan udvikle sig til kræft. Det er især HPV 16 og 18, der er årsag til celleforandringer og udvikling af livmoderhalskræft.

> 5 kønsygdomme: Kend symptomerne og behandlingen

Sex og virus

HPV smitter seksuelt, og størstedelen af alle voksne bliver smittet på et eller andet tidspunkt i deres liv med en eller flere HPV-typer. De fleste slipper af med virusinfektionen inden for et års tid, fordi kroppens eget immunforsvar bekæmper virusset. Nogle få kvinder har imidlertid svært ved at slippe af med virusset igen, og de risikerer at udvikle celleforandringer - og senere kræft - i det område, hvor infektionen sidder.
Kilde: Sundhedsstyrelsen

Hvor mange får livmoderhalskræft?

Danmark er et af de lande i EU med højest forekomst og dødelighed af livmoderhalskræft, på trods af at antallet af livmoderhalskræfttilfælde er halveret gennem de sidste 40 år blandt andet som følge af de landsdækkende screeninger, der blev indført i 1990'erne. Årligt rammes cirka 350 kvinder i
Danmark af livmoderhalskræft, og cirka 130 dør af sygdommen. 40-50 procent af kvinder, som får konstateret livmoderhalskræft, er yngre end 45 år på diagnosetidspunktet.
Kilde: Sundhedsstyrelsen

> AV mit underliv! - Sådan slipper du af med kønssygdomme og smerter i underliver

Kan man blive vaccineret for livmoderhalskræft?

Ja, det kan man. En HPV-vaccine fjerner ikke risikoen - men nedsætter den væsentligt. Der er to typer HPV-vaccine (Gardasil og Cervarix) fra to forskellige producenter. Begge vacciner beskytter mod HPV 16 og HPV 18, som tilsammen forårsager ca. 70% af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Den ene HPV-vaccine (Gardasil) beskytter endvidere mod HPV-typerne 6 og 11, som forårsager mere end 90% af kønsvorter (som ikke er kræft). HPV 16 og HPV 18. Undersøgelser har vist, at kvinder, der ikke var smittet med virus fra starten, oplevede 100 procent effekt mod celleforandringer i livmoderhalsen, da de fik en HPV-vaccine. Herudover havde HPV-vaccine også god effekt mod kønsvorter og celleforandringer på skamlæberne og i skeden. Effekten af HPV-vaccine var mindre hos de kvinder, der allerede var smittet med én eller flere af de 4 typer virusser.
Kilde: Sundhedsstyrelsen

> Du kan læse mere om bivirkninger fra HPV-vaccine her

 

Hvem få HPV-vaccine?

Ideelt set skal vaccination ske før det første samleje - fordi HPV-vaccine skal forebygge en seksuelt overført infektion. Men HPV-vaccine kan også gives til kvinder, der har haft deres første samleje. Hvis man ikke har været udsat for alle de HPV-typer, der er i vaccinen, vil man stadig være beskyttet over for den/de typer, man ikke har haft. For eksempel vil en kvinde, der har været smittet med HPV 16, stadig kunne opnå beskyttelse mod HPV 18 (og mod HPV 6 og HPV 11, hvis den HPV-vaccine, de får, indeholder disse typer).

> Sådan tager du forholdsregler mod livmoderhalskræft

Nye vaccineregler

Siden 2012 er det blevet muligt for alle unge kvinder tilhørende årgangene 1985-1992 at blive vaccineret gratis mod livmoderhalskræft (HPV). Tilbuddet skal benyttes inden udgangen af 2013. Kvinder fra årgangene 1993-1995 er allerede blevet tilbudt HPV-vaccine én gang og får derfor ikke tilbudt gratis vaccination igen.

Du kan læse mere om det gratis tilbud om HPV-vaccination

Skal du testes?

I Danmark tilbydes alle kvinder mellen 23-65 år at få foretaget en celleprøve, eller en såkaldt "smear-prøve", fra livmoderhalsen hvert tredje til femte år. Siden midten af 1960'erne er hyppigheden af livmoderhalskræft mere end halveret. Det skyldes først og fremmest, at man her begyndte på de forebyggende undersøgelser og behandlingen af forstadier til livmoderhalskræft.
Kilde: Netdoktor.dk
 

 

Læs mere om: