Onsdag, 28. januar 2015 - 7:40 - af Sandra Pugliese, Foto: Line Falck
Grillet havtaske med savojkål til 2 personer
Havtaske smager skønt og så indeholder havtaske færre kalorier end mange andre typer fisk.
INGREDIENSER TIL HAVTASKE
350 g havtaskefilet (fås på frost)
1 usprøjtet citron
1 spsk. friske rosmarinblade
salt og friskkværnet peber
1 spsk. olivenolie til stegning
SAVOJKÅL
600 g savojkål, helst den inderste, lyse del, renset vægt
20 g kalkunbacon
2 fed hvidløg
1 frisk rød chili
1 spsk. olivenolie til stegning
ca. ¾ dl vand
salt og friskkværnet peber
Opskrift - sådan laver du grillet havtaske med savojkål
1. Læg havtasken i en frysepose. Riv citronskallen, og pres saften. Hak rosmarinbladene. Hæld citronskal, citronsaft og rosmarinblade ned til fisken i posen, og krydr med lidt salt og peber. Marinér den i mindst 2 timer i køleskabet. Vend posen nogle gange undervejs.
2. Dup fisken tør med køkkenrulle, vend den i olien, og steg den på en varm grillpande i 3-4 minutter på hver side, til den er mør. Alternativt kan du stege den i olien på en almindelig pande.
3. Savojkål: Fjern stokken på kålen, og skær kålen i meget tynde strimler. Skær bacon i tynde strimler. Pil hvidløget, og skær det i skiver. Rens chilien, og skær den i tynde skiver. Opvarm en gryde og steg bacon i olien, til det er sprødt. Tilsæt hvidløg og chili. Steg i ca. 1 minut, uden at det bruner, og tilsæt savojkål. Steg yderligere i 1 minut under omrøring, og tilsæt vandet, så bunden er dækket. Læg låg på gryden, og damp kålen mør ved lav varme i 1-3 minutter.
Næringsindhold pr. person
Energi: 367 kcal
Protein: 44,5 g
Fedt: 11,8 g
Kulhydrat: 22,1 g
Kostfibre: 3 g