Reflekser kan blive så slidte, at de ikke lyser nok op.
Sundhed

Dine børns reflekser kan blive for gamle

7. december 2015
af Anne Romanelli
Danske familier er gode til at give deres børn reflekser på i mørket. Men ikke alle ved, at reflekser kan blive for slidte og dermed miste virkningen. Se her, hvordan du tjekker, om reflekserne stadig er gode.

Reflekser kan blive for gamle

Reflekser, der lyser op i mørket, kan redde liv. Personer med velfungerende reflekser kan nemlig ses af bilister på 5 gange så lang afstand som personer uden reflekser. Og danske forældre er da også generelt rigtigt gode til at udstyre deres børn med reflekser, når de færdes i trafikken. 3 ud af 4 familier giver således børnene reflekser på overtøjet i årets mørke måneder. Men reflekserne kan give en falsk tryghed, for de holder faktisk ikke for evigt. Derfor er det vigtigt, at man jævnligt tjekker, om reflekserne stadig gør deres ’arbejde’ godt nok. Det understreger Henriette Madsen, der er generalsekretær i Børneulykkesfonden, på baggrund af en ny undersøgelse, som man har foretaget sammen med Codan Forsikring. Sådan tjekker du børnenes reflekser Undersøgelsen viser nemlig, at 8 ud af 10 danskere ikke ved, at reflekserne kan blive for gamle og slidte (efter bl.a. mange ture i vaskemaskinen) – og dermed lyser de ikke nok op, når lys fra f.eks. billygter rammer dem. – Det er en rigtig god idé at tjekke børnenes reflekser løbende og særligt dem, der er syet ind i tøjet, så du er sikker på, at de virker, som de skal, siger Codan-ansvarlig Kia Høier Pedersen til Søndagsavisen og forklarer her, hvordan man nemt kan tjekke reflekserne: • Lys på reflekserne i et mørkt rum med en lommelygte. Hvis refleksen lyser svagt op, skal den kasseres. Er du i tvivl, kan du sammenligne med en ny refleks. • Tjek overfladen på refleksen efter vask. Du kan ofte se, at refleksen er slidt, f.eks. hvis den er meget mat. • Hvis reflekserne på børnenes overtøj ikke virker, kan du f.eks. sy nyt refleksbånd på, udstyre dem med løse refleksbrikker eller sætte refleksbadges på tøjet. Her kan du købe selvklæbende reflekser til tøj, sko, barnevogne m.m. (NB: Gratis fragt!) >> Sådan får du reflekser til at holde længere Det er især reflekser, der er indsyet i tøjet, som bliver slidte – som regel allerede efter 30 vaske. Og derfor bør især børnefamilier holde øje med reflekserne, da børnenes vintertøj typisk får langt flere ture i vaskemaskinen end resten af familiens overtøj, understreger Kia Høier Pedersen. Heldigvis er der dog måder, hvorpå du kan få reflekserne til at holde længere, forklarer hun: • Brug aldrig vaskepulver, der er beregnet til hvidt tøj. Det indeholder ofte blegemiddel, hvilket slider voldsomt på reflekserne. • Undgå skyllemiddel, da det ligger sig som en hinde henover refleksmaterialet. • Vask ved lav temperatur – jo lavere jo bedre, da det varme vand slider mere på materialet. • Undgå som udgangspunkt tørretumbling, da gnidningen og varmen heller ikke er godt for refleksmaterialet. Hæng i stedet tøjet til tørre. Her finder du et bredt udvalg af selvklæbende reflekser til tøj, sko, barnevogne m.m. (NB: Gratis fragt!) >>
https://imgix.femina.dk/reflekse.jpg
https://imgix.femina.dk/halsen.jpg

Læs også