https://imgix.femina.dk/media/238e4f3070654a669d7a2be5fe3f4995.jpg
Skønhed

Slap maveskind - sådan strammer du det nemt op

3. juni 2012
af Anneline Højrup
Foto: Hanne Fuglbjerg og Bo Lynge
Efter to graviditeter er Mettes maveskind slapt og sammenkrøllet, men en enkelt Thermage-behandling burde forbedre det væsentligt - se resultatet her

Thermage behandling mod slap maveskind

Mette blev behandlet hos klinik N'age, som er specialister i Thermage - en metode, der kan stramme maveskindet op efter bare én behandling. Inden behandlingen fik Mette noget beroligende og smertestillende. Hudlægen optegnede området, der skulle behandles og duppede et kort på for at sikre, at hele maven blev behandlet ensartet. Derefter gav han Mette et par prøveskud med Thermage-maskinen for at se, hvor meget varme hun kunne klare. Lokalbedøvelse blev sprøjtet ind i hele området, og derefter fik Mette i alt 600 varmeskud i løbet af ca. 1 time. Efter behandlingen skulle Mette gå med et stramt mavebælte i en uges tid, og så skulle hun komme til kontrol efter nogle måneder.

Om Thermage

Thermage er en ekstremt kontrolleret varmebehandling, som arbejder i dybden. Varmestrålerne går 2-5 mm ned i huden. Når man sender rigtig meget varme dybt ned i huden, bliver de kollagene fibre strammet op - ligesom når man lægger en bøf på en varm stegepande. Samtidig provokeres cellerne til at producere flere kollagene fibre, hvilket gør huden tykkere og mere elastisk på længere sigt. Resultatet kan derfor først for alvor ses efter 2-3 uger, og det endelige resultat viser sig først efter 4-6 måneder. En Thermagebehandling af maven koster ca. 25.000 kr.

Thermage behandlingen

"Mettes mave var noget af en udfordring, fordi hun havde meget løs hud på et lille område. Desuden var huden ret ødelagt og fortykket af strækmærke-ar. Så selvom der er sket en væsentlig forbedring, kunne vi godt ønske, at resultatet var blevet endnu bedre - det har vi jo set hos andre. Men Mettes mave er da også blevet meget pænere. Huden er glattet meget ud, og hun har ikke længere en topmave, når man ser hende fra siden", siger Ida fra N'age.

Facts

Navn: Mette
Alder: 32 år
Job: Politibetjent
Privat: Gift og har to børn på 3 og 4½ år
By: Valby

Thermage behandlingens opstramning af maveskindet

"Min mave er ikke blevet lige så stram, som de billeder jeg så i brochuren, og jeg havde nok regnet med, at min mave blev endnu pænere. Men jeg havde en masse strækmærker, som havde "gemt sig" i al den løse hud, og jeg har vidst fra starten, at Thermage ikke hjalp på strækmærker. Fordelene ved behandlingen er, at jeg ikke skulle skæres i, så jeg slap for sygedage og et stort ar. Ulempen er, at det tager så lang tid for huden at stramme sig selv op - på den anden side tager det jo også tid at hele efter en operation. Det har hjulpet væsentligt på min hud, og jeg er blevet meget gladere for min mave - nu kan jeg gå på stranden i bikini igen, og det har jeg ikke gjort, siden jeg fik børn. Jeg er blevet godt informeret hele vejen igennem, og de har været rigtig søde hos N'age."

Læs også