Desserter

Mini-muffins med mælkechokoladecreme

Småt er godt! Også når det kommer til saftige chokolademuffins med chokoladecreme på toppen. Man kan jo bare spise to. Eller tre. Her får du opskriften på mini-muffins med mælkechokoladecreme

Forberedelsestid: 20 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

1 æg
100 g rørsukker
4 spsk. cremefraiche 18 %
50 g blødt smør
100 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
50 g hvid chokolade
12 mini-muffinforme eller 1 form med 12 huller
2 spsk. smør til formene

MÆLKECHOKOLADECREME

100 g mælkechokolade
2 dl piskefløde
1 sprøjtepose med stjernetylle

Opskrift - sådan laver du mini-muffins med mælkechokoladecreme

(12 STK.)
 
Varm ovnen op til 200°. Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Rør cremefraiche og smør i. Rør mel og bagepulver i, til du har en ensartet dej. Hak den hvide chokolade, og vend den i dejen. Fordel dejen i smurte forme, og bag kagerne midt i ovnen i 8-10 minutter. Mælkechokoladecreme: Hak chokoladen fint. Kog fløden op, og hæld den over chokoladen i en stor skål. Rør godt, så al chokoladen smelter. Stil skålen med chokoladeblandingen i fryseren i 1 time. Pisk chokoladeblandingen op til en creme, og fyld den på sprøjteposen. Dekorér kagerne med en lille top chokoladecreme, og servér dem med en kop kaffe eller te til.
 
TIP: Stil cremen i fryseren i en times tid, inden du pisker den op og fylder den i en sprøjtepose. Så sætter den sig nemlig og bliver fast nok til, at du kan sprøjte den ud i fine toppe.