Desserter

Fragilité - klassisk kage til kaffen

Fragilité er en af de klassiske kager på det elegante kaffebord - let, sprød og delikat. En ægte himmerigsmundfuld, som heldigvis er nem at lave - du skal bare følge vores opskrift trin for trin.

Tid i alt: 1 t og 15 min

DET SKAL DU BRUGE

100 g mandler
4 æggehvider
½ tsk. eddike
200 g flormelis

CREME

4 æggeblommer
100 g flormelis
1 tsk. hvedemel
2 dl piskefløde
1½ spsk. pulverkaffe
125 g stuetempereret smør

PYNT

25 g hasselnøddeflager
Flormelis

En fragilité er en vidunderlighed af mandelmarengs, kaffecreme og nødder - og samtidig et utroligt elegant indslag på kagebordet. Her guider vi dig trin for trin, så du nemt kan servere kagen for dine kaffegæster.

Opskrift - sådan laver du fragilité

1. Form en bageform på 40 x 20 cm af bagepapir og sæt den på en bageplade.

2. Tænd ovnen på 150°.

3. Hak mandlerne med en stavblender. Pisk hviderne stive med eddike. Sigt flormelis og pisk det i hviderne. Vend mandlerne i.

4. Fordel dejen i formen og bag den ca. 45 minutter. Hvis bunden slipper bagepapiret, er den bagt færdig. Alternativt skal den have 5-10 minutter mere. Afkøl bunden på en rist.

5. Pisk æggeblommer, flormelis og mel sammen. Varm fløden op til kogepunktet. Rør kaffen i og kom blandingen i æggeblommerne. Hæld massen tilbage i gryden og varm op under omrøring, til den tykner. Køl cremen af.

6. Rør smøret blødt og rør den i cremen lidt ad gangen. Det er vigtigt, at creme og smør har nogenlunde samme temperatur, ellers skiller cremen.

7. Skær kagebunden i to lige tykke stykker. Smør creme på den ene del. Læg den anden over og stil kagen i fryseren i 1 time. Tag kagen ud og drys flormelis over og pynt med hasselnøddeflager.

8. Skær kagen i mindre stykker inden servering.

Bag med Mette Blomsterbergs opskrifter:

Mette Blomsterbergs kager