Anne-Marie Olsen og Annemarie Kristensen er venner for livet
Selvudvikling

Venner for livet: Anne-Marie og Anne har kendt hinanden i 60 år

26. september 2018
af Charlotte Nordell Carlsen, redigeret til web
Foto: Christina Hauschildt
Der er næppe meget her i livet, der overgås af et livslangt venskab. Trygheden, accepten, den fælles forståelse – og humoren. Mød Annemarie Kristensen og Anne-Marie, kaldet Anne, som har kendt hinanden siden første skoledag i 1. klasse, og hør, hvordan de har holdt venskabet i live.

Venner for livet

De griner tit og tjatter til hinanden. Afslutter hinandens sætninger. Og kan den ene ikke huske en historie, så supplerer den anden. Annemarie Kristensen og Anne-Marie Olsen (kaldet Anne, med kæle­navnet Topper), begge 72, har kendt hinanden siden første skoledag i 1. klasse. De fandt hurtigt hinanden i skolegården og blev perleven­ner. I dag kan de se tilbage på et langt liv med hinanden som livsvidner.

– Det allerbedste er, når vi alle fire er sammen. Så er det, som om vi stadig er 17 år gamle, griner Annemarie og Anne, som begge har kendt deres mænd siden skole­tiden.

Når de to par mødes, cirka en gang om måneden, ryger propperne af de gode vinflasker. Og når Annes mand Carsten sætter 60’er-musik på anlægget, kommer der også gang i dansebenene.

– Vi har jo krudt i røven stadig­væk. På den måde har vi ikke forandret os ret meget, siger Annemarie, og Anne supplerer:

– Vi er jo de samme indeni, selv om vi selvfølgelig har forandret os igennem årene. Men den personlighed, vi fik som unge – den har vi da stadigvæk.

De to hjerteveninder er ret forskellige: I skoletiden var Anne­marie den artige af de to, og hun er stadig den, der er mest tilbage­holdende med sine tanker og følelser. Anne derimod var lidt af en ”fræksak”, der tit blev sendt uden for døren, og hun er også mere åbenmundet og impulsiv i sin personlighed.

Annemarie og hendes mand Flemming har boet i det samme hus i 47 år, hvorimod Anne og Carsten har været bosat i både England, Schweiz og Kuwait. Særligt årene i Zürich i Schweiz mindes Anne med stor glæde – og her var det planen at bosætte sig permanent. Annes nære veninde delte ikke begejstringen for udlands­planerne:

– Åh, jeg græd den dag, de fortalte mig, at de flyttede til Schweiz. Og jeg savnede hende meget de år, de var væk. Så det var en stor glæde, da de alligevel besluttede at rejse hjem, fortæller Annemarie.

LÆS OGSÅ: Veninderne Esther og Ann flytter sammen: Det er vigtigt, at man griber nuet

Frikadeller og kærlighed

De to veninder har altid været gode til at holde kontakten. Både da børnene var små, og de boede ti minutters kørsel fra hinanden og tit delte et fad frikadeller på en onsdag. Og i de år, hvor Anne boede i udlandet.

– Vi kan dog bedst lide de spontane aftaler. Hvor det ikke er alt for skemalagt langt ud i fremtiden, fortæller Annemarie.

Skal de beskrive deres ven­skab, fremhæver de begge den andens loyalitet, gæstfrihed og ikke mindst kærligheden til hinanden – og til den andens familie.

– Vi er jo nærmest som søstre. Vi har kendt hinanden altid og er kommet i hinandens barndomshjem. Dét har en stor betydning faktisk, mener Anne.

Annemarie tilføjer:

– Jeg elskede at komme i Toppers barndomshjem. Det var meget anderledes end mit eget. Hendes far var lidt skrap, men hendes mor var verdens dejligste. Hende var jeg meget glad for – og hun for mig. Derfor var det også helt naturligt for mig at hjælpe Anne og hendes familie med det praktiske, da hendes mor døde, fortæller
Annemarie.

LÆS OGSÅ: 7 ting, der vidner om, at I har været veninder i årtier

De to kvinders familier har igennem årene været nærmest flettet ind i hinanden: De har holdt sommerferier, fødsels­dage og nytårsaftener sammen. De har et nært forhold til hinandens børn, og deres døtre, som er jævnaldrende, er også blevet gode veninder. Men selv om bølgerne kan gå højt, og Annemarie og Anne ligesom ”rigtige” søstre har skændtes, så det har braget, har de altid fundet hinanden
igen:

– Det er lidt ligesom et langt ægteskab. I de unge år ryger der nok en finke af panden. Men med årene lærer man jo at acceptere hinandens særheder. Det har vi også gjort, fortæller de samstemmigt.

Annemarie uddyber:

– Jeg tror faktisk, at vi nok ikke havde ”fundet hinanden”, hvis vi havde mødt hinanden som voksne. Dertil er vi for for­skellige. Men dengang, da vi var 6 år gamle, faldt vi bare i hak. Og det har vi jo været lige siden. Det bånd, man får, når man har kendt hinanden fra barnsben, det er et meget stærkt bånd.

Klassebilledet fra først klasse, hvor de to mødte hinanden for første gang. Annemarie er nr. fire fra venstre i bagerste række, og Anne er yderst til højre i midterrækken.

https://imgix.femina.dk/klassebillede.jpg
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også