Veninder flytter sammen
Selvudvikling

Veninderne Esther og Ann flytter sammen: Man skal gribe nu’et

24. april 2018
Af Luise Thomsen, Redigeret af Pernille Magaard Bøgh

Foto: Christina Hauschildt og Henrik Bjerg
At Esther og Ann ville flytte sammen, startede som en sjov snak. Snakken blev dog pludselig til alvor og snart ført ud i livet, da veninderne har valgt at købe et hus sammen på Norddjurs. Og de kan næsten ikke vente til, at de sammen skal skabe et hjem, der emmer af liv.

Esther og Ann har besluttet at flytte sammen

I dag er Esther Tanne Damgaard og Ann Langballe Madsen kun besøgende i det 220 kvadratmeter store, historiske hus på Norddjurs. Men snart kan de to kvinder på 59 og 62 år kalde det hjem. De har fulgt istandsættelsen af boligen fra sidelinjen igennem lang tid, og om et par måneder flytter de omsider ind.

Huset hører under Meilgaard Slot, og det var langtfra det første af den type huse, de kiggede på.

– Vi havde joket med, at sådan et par snobber som os selvfølgelig skulle bo på et slot, og på den måde opstod idéen om at leje en af de mange, gamle forvalterboliger. Men vi var også meget afklarede med, at vi ikke ville flytte ind i noget, der var alt for slidt. Så her føler vi virkelig, at vi har skudt papegøjen, siger Ann.

https://imgix.femina.dk/veninder_flytter_sammen-103_.jpg

Genfandt hinanden

De to veninder har kendt hinanden siden 1987, hvor de blev kolleger på det daværende Aalborg Stiftstidende. De sad i hver sin afdeling, men deres udadvendte, initiativrige væsener bragte dem sammen på tværs af faggrupper.
I 2005 fik Anns mand et job på Sjælland, og hun flyttede med. Venindernes kontakt blev mere sporadisk og foregik mest på Facebook. Men så i 2014 ændrede livet sig for dem begge.

LÆS OGSÅ: Mød Brynja og Anne, der blev venner igen efter 50 år

– En dag tikkede der en besked ind på Facebook fra Esthers datter. Esther havde fået en hjerneblødning og var indlagt. Senere mistede jeg så min mand, forklarer Ann om et år, der var meget hårdt for begge veninder.

Men det blev også det år, der skulle vise sig at bringe dem sammen igen. For da Ann skulle til Jylland i anden anledning, besluttede hun sig for at besøge Esther.

– Så var vi i gang igen. Det ene besøg blev afløst af et nyt, og da Esther blev rask, tog hun også over til mig i Farum.

– Og så var det, vi begyndte at snakke om det her med at bo alene. Jeg lavede sjov med, at når jeg kom hjem, råbte jeg altid ”Hej, jeg er hjemme!”. Men der var aldrig nogen, der svarede, ler Esther.

– Ja, hvorfor sad vi egentlig der alene i hver vores landsdel, når nu vi syntes, det var så sjovt at lave ting sammen?, spurgte vi både os selv og hinanden.

Den sjove snak blev til alvor. Veninderne besluttede at flytte sammen.

– Som min gamle far på 86 år sagde, da jeg forelagde ham idéen. ”Bare det var mig, Ann. Gør det nu, for om ti år er det for sent. Man skal gribe nu’et”.

At have nogen at komme hjem til, nogen at vende dagens oplevelser med og nogen, der giver modspil, er altså afgørende i venindernes boligdrøm. Men de understreger også, at de aldrig ville passe ind i de mere gængse bofællesskaber.

– Jeg er meget socialt anlagt, men jeg er også mig selv. Det ville blive for omklamrende med et oldekolle, siger Ann.

LÆS OGSÅ: Sådan udlever du dine drømme

Mandligt selskab tilladt

– Vi har haft et afgørende kriterie, og det var, at vi skulle have hver vores værelser og hver vores badeværelse. Og det får vi. Vi skal ikke sidde lårene af hinanden, og vi flytter ikke sammen for at lave alting sammen. Vores liv fortsætter hver for sig med de gøremål, vi har, siger Esther, der blandt andet fortsat skal passe sit frivillige arbejde og sit fleksjob på et hotel i Skanderborg.

Hvad gør veninderne, hvis en eller begge møder en dejlig mand?

– Vi skal ikke ud at jagte mænd hver fredag, men det betyder ikke, at vi forsager mandligt selskab. Vi har talt om det, for selvfølgelig skal der være plads til at have en kæreste på besøg, siger Ann.

Veninderne er i det hele taget sikre på, at livet midt i naturen på Norddjurs bliver alt andet end begivenhedsløst.

– Vi skal vandre i skoven, bade ved stranden, køre til koncerter i Aarhus og Aalborg og engagere os i lokalsamfundet, siger Esther.

– Og jeg har sagt mit job i hovedstaden op, så hvad der kommer til at ske med mit arbejdsliv, er også spændende, siger Ann og tilføjer, at veninderne dertil råder over hvert sit gæsteværelse – og det skal udnyttes.

– Vi glæder os til at skabe et hjem, der emmer af liv. Med besøg af vores højtelskede døtre, svigersønner, børnebørn og venner fra fjern og nær.

Derfor har du konflikter med dine veninder

Læs også